… for dyr, natur og klima. Det bliver en fest, siger Rasmus Willig, som er i gang med at ændre landbruget. Med gryder og med gårde, en hektar ad gangen
Drop fornemmelsen af, at vi skal begrænse os, og at det bliver kedeligt som en slankekur, der aldrig slutter. Vi kan spise og drikke os ud af kriserne for dyrevelfærd, klima og biodiversitet.
– Vi, der har oplevet, hvordan fremtiden kan smage, ved, at det er en gevinst. Det smager fantastisk. Vi gør det til en fest.
Rasmus Willig smitter med sin begejstring og er alt det modsatte af fordømmelser og dommedagsprofetier, når han fortæller, hvordan han ser vejen ud af den omsiggribende fattigdom på natur og godt dyreliv i Danmark. Han er et madøre og dermed velanbragt som forstander på Suhrs Højskole, der har til huse i de oprindelige bygninger på Kultorvet i København, hvor Ingeborg Suhr i 1901 startede Suhrs Husholdningsskole med maden som omdrejningspunkt.
Der, hvor det batter mest
Sit andet ben har Rasmus Willig solidt plantet i Andelsgaarde, der med hans egne ord ’befrier en hektar jord ad gangen’.
Det kræver lidt forklaring: Andelsgaarde er en ny bæredygtig andelsbevægelse startet af Rasmus Willig og hans hustru, Ida Willig, som begge var forskere på Roskilde Universitetscenter, da de sammen erkendte behovet for at gøre noget ved de store kriser, som de beskrev i deres arbejde.
– Det går op for os, at vi ikke fortsat kan teoretisere uden at gøre noget. Vi måtte ud af den handlingslammelse, som mange – stillet over for kriserne – føler. Vi må handle på vores viden, og det skal være der, hvor det batter mest. Vi ville købe gårde og lægge dem om, fortæller Rasmus Willig og fortsætter:
– Vi samlede en gruppe gode mennesker, som ville bruge deres ekstra vågne timer på det her. Alle sammen børnefamilier, siger Rasmus Willig om de mennesker, der tog teten, blandt andre tegneren Anders Morgenthaler og dokumentarist Phie Ambo.
– Nu, fem år efter starten, har vi erhvervet tre gårde, to på Sjælland og en på Fyn, og vi køber snart den fjerde gård i Jylland.
Planterne for planeten
På gårdene bliver størstedelen af jorden givet tilbage til naturen, mens der på et mindre areal bliver dyrket grøntsager.
– På en af vores gårde dyrker forpagterparret for en halv million kroner grøntsager om året på en halv hektar jord, siger Rasmus Willig og taler lige ind i den løsning, som ikke er ukendt, men heller ikke udbredt: At vi kan nøjes med langt mindre dyrket areal, hvis der dyrkes planter til menneskemad frem for foder til dyr. I Danmark bruges cirka 76 procent af landbrugsarealet i dag på foderafgrøder.
Nytter det noget?
– Nytter det noget? Bliver vi spurgt, hver gang vi køber en gård. Ja, det nytter noget. Vi kan jo se, hvordan fuglelivet og de andre vilde dyr og planter vender tilbage, så snart vi holder op med at pine jorden og sprøjte og pløje og får vendt udviklingen, siger Rasmus Willig og beskriver, hvordan det danske landskab ville se ud, hvis Andelsgaarde forvaltede jorden.
– Vi ville alle sammen være tættere på produktionen af vores fødevarer, og dyrene ville være ude på arealerne at bidrage til biodiversitet og kulstoflagring, og de ville kun have én dårlig dag i deres liv, siger Rasmus Willig, underforstået at der ville være langt færre dyr i landbruget, som til gengæld ville være ude i det fri at leve et godt dyreliv, indtil den dag de – måske – skal slagtes og spises.
Det betyder også, at kosten hovedsagelig er lavet af grøntsager. Rasmus Willig er ikke vegetar, men ligesom på den højskole, han står i spidsen for, er 80-90 procent af maden plantebaseret.
Vi skal gøre det selv. De andre gør det ikke for os
Rasmus Willig, medstifter og forperson for Foreningen Andelsgaarde
– Mine bedsteforældre spiste kun kød én gang om ugen. I dag er der et overforbrug af kød, som er opstået over de sidste få årtier. De færreste ved, at der er langt flere grise i Danmark, end der er mennesker. Vi har så mange dyr, at det går ud over vores anden store animalske proteinkilde, som er fiskene i havet, siger Rasmus Willig med henvisning til det udbredte iltsvind i især de indre danske farvande, som kvælstofforurening fra hovedsagelig de mange millioner landbrugsdyrs afføring og urin afstedkommer.
De unge vil være der, hvor det sker
– Når vi her på skolen spiser kød, så spiser vi hele dyret, og eleverne er med til at finde ud af, hvor dyret kommer fra, og lærer, hvordan man tilbereder alle dele, som vi skylder det dyr at gøre. Om det så er en skovhøne eller reguleret vildt, forklarer forstanderen siddende i spisesalen på Suhrs Højskole, en høj kælder, der befinder sig lige under skolens foredragssal, hvor vi går op om lidt.
Vi runder lige den af med planter, dyr og indkøb. Højskolen køber ikke ind fra Andelsgaarde, men tager ud på gårdene på udflugter som del af undervisningen i fødevaresystemet.
– Det eksisterende fødevaresystem ødelægger alt omkring sig, men vi kan vende det hele i landbruget og med det, vi spiser. Det vil de unge gerne være med til. De vil være der, hvor man gør noget ved det.
Så går vi op i foredragssalen. Rasmus Willig skal nemlig vise aftenens foredragsholder til rette. I salen er alle vægge pyntet med planter. Det er et omfattende herbarium. Fundet på skolens kontordepot. Planterne er presset og enkeltvis sat i rammer fra cirka 1890’erne og frem til 1970’erne.
Aftenens foredrag er det første i en længere række med fri adgang for alle: 'Svin & proxyvin' hedder det. Der serveres ikke grise på anden måde, end at alle foredragsholdere fortæller om grise som dyr, ikke mad. Dertil serveres vin uden alkohol.
Velbekomme eller bare: velkommen til festen for fremtiden.