Pasningsvejledning til killifisk
Hvorfor vælge killifisk?
Siden er opdateret d. XX/XX/XXXX
Killifisk er, med deres intense mønstre og levende farver, blandt de mest farvestrålende og fascinerende akvariefisk, man kan holde.
De er forholdsvis små og trives godt i mindre grupper, hvor deres nysgerrige og livlige adfærd virkelig kommer til sin ret.
Killifisk kræver et velindrettet akvarium med skjulesteder, roligt vandmiljø og varieret foder for at trives.
På denne side kan du læse mere om, hvordan du bedst tager vare på dine fisk, så de får de bedste betingelser for et godt og sundt liv.
Forventet levealder og størrelse
Den typiske levealder for de ikke-annuelle/flerårige killifisk er ca. 2-5 år.
Killifisks udseende er meget forskelligt mellem arterne.
Nogle arter har en relativt langstrakt krop med ryg- og bugfinnen siddende forholdsvis langt tilbage på kroppen tæt ved halefinnen.
Hos arter, der naturligt er tilpasset til at fange insekter i vandoverfladen, er hovedet øverst fladt og munden orienteret opad.
Andre killifisk har en mere afrundet krop.
Mange killifisk er særdeles farvestrålende med flotte mønstre, ofte fordi de i naturen lever i mudret vand med lav sigtbarhed, men farverne og aftegningerne varierer meget mellem arter.
Mange arter findes ofte flere – både naturlige og fremavlede varianter.
Du har mulighed for at se de forskellige arter, hvis du trykker på PDF'en, der ligger i bunden af denne side.
Størrelser på arter
De fleste killifisk bliver relativt små, selvom visse arter kan blive op til 15 cm i fuldvoksen totale længde.
Killifiskene i denne vejledning bliver mellem 4 og 10 cm, afhængig af arten.
Epiplatys annulatus (maks. længde 4 cm).
Aphanius-, Cyprinodon- og Valencia-arterne.
Aplocheilus-arterne (undtagen A. blockii), Epiplatys sexfasciatus og Pachypanchax omalonotus.
De øvrige arter bliver ca. 5-6 cm i længden.
Indretning af akvarium
Disse fisk trives godt i et beplantet akvarium og bør som udgangspunkt holdes i et sådant.
Akvariet skal være rektangulært (aldrig bowle) med bagruden blændet for indkig, og det skal stå på et fast, stabilt og stærkt stativ og underlag.
Da vandmiljøet er lettere at holde sundt og stabilt i større frem for mindre vandmasser og for at sikre rigeligt fri svømmeplads og skjulemuligheder for fiskene, anbefales som udgangspunkt et akvarium på mindst 128 L (min. 80 cm i længden).
Dog gerne større, med hensyntagen til den enkelte arts størrelse, pladsbehov, aggressivitet, og hvorvidt den kan trives med andre fisk.
Bundlag og dekorationer
Akvariet indrettes med et skrånende bundlag af grus (10-15 cm bagerst, 4-5 cm forrest; 0,5-3 mm i kornstørrelse), en randbeplantning af større vandplanter ved bagrude og sideruder, mindre planter i bunden, og god fri svømmeplads forrest og i midten.
Som dekoration, der også fungerer som skjul, kan bruges sten og trærødder.
Bundlages skylles igennem for de værste urenheder, mens dekorationsgenstandene rengøres grundigt, før de kommes i akvariet.
Vandværksvand kan bruges, såfremt fiskene er vænnet til det.
Temperaturen skal som udgangspunkt være 23-25° C (se dog afsnit om særlige pasningsbehov for detaljer).
Brug et termostatstyret varmelegeme, hvis opvarmning er nødvendig.
Belysning
Akvariet skal belyses i en naturlig og fast døgnrytme (10-12 timer dagligt) med en passende lysmængde (moderat til kraftig; min. 0,4 watt x akvarievolumen i liter), så planterne kan gro.
Sørg for at fiskene altid har flere skyggemuligheder (f.eks. fra flydeplanter).
Fiskene
Det maksimale antal fisk, man kan have i akvariet, skal beregnes som maks. 1 cm fisk pr. liter vand (på basis af artens forventede fuldvoksne størrelse) gældende for fisk, der trives fint i grupper; ved territorielle arter skal der være langt færre fisk.
Ved hold af forskellige arter skal disse være naturligt fordelt i hhv. bund, midt og øverste vandlag, og arterne skal kunne trives sammen og i samme vandmiljø.
Tilvænningsproces
Et nyt akvarium skal modne typisk 2-3 uger, før fisk må sættes i, for at sikre at de biologiske kredsløb er stabile.
Kommer fiskene fra vand, der afviger væsentligt (f.eks. i hårdhed) fra dét i det nye akvarium, skal fiskene gradvist tilvænnes akvarievandet.
Er de tilvænnet nogenlunde samme slags vand som akvarievandet, bør fiskene sættes ud i akvariet hurtigst muligt, men altid roligt, så stress ved ophold i transportposen mindskes mest muligt.
Ca. 1/3 af vandet skal skiftes ca. hver 2.-4. uge afhængig af akvariets størrelse (større akvarier kræver generelt færre vandskift).
Filteret renses med tempereret vand efter behov.
Bundlaget renses i forbindelse med vandskift med en slamklokke, hvor de øverste par cm suges.
Hvor der ikke er planterødder, renses bundlaget dybere, evt. helt i bund.
Læs meget mere om det beplantede stueakvarium på https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/familiedyr/pasningsvejledninger/fisk/det-beplantede-stueakvarium
Det er vigtigt for vandmiljøet og dermed fiskenes trivsel med et balanceret biologisk kredsløb, der løbende kan fjerne giftige næringsstoffer fra vandet og producere ilt.
Dette sikres ved en god beplantning, et passende filtreringssystem (f.eks. mekanisk og biologisk), regelmæssige vandskift, og ved at undgå overfodring.
Et nyt akvarium skal modne typisk 2-3 uger, før fisk må sættes i, for at sikre at de biologiske kredsløb er stabile.
Særlige pasningsbehov
Temperatur
De fleste arter vil trives fint ved en vandtemperatur på 23-25° C.
Nogle arter kan dog også tåle højere og/eller lavere temperaturer.
De arter, der kræver en anden temperatur, er:
Jordanella floridae og Lucania goodei.
Aphyosemion striatum og Epiplatys dageti.
Aphyosemion australe, A. bitaeniatum, A. bivittatum, Rivulus cylindraceus og Valencia letourneuxi.
Adinia xenica og Cyprinodon nevadensis.
Jordanella floridae og Lucania goodei.
Aphyosemion striatum og Epiplatys dageti.
Aphyosemion australe, A. bitaeniatum, A. bivittatum, Rivulus cylindraceus og Valencia letourneuxi.
Adinia xenica og Cyprinodon nevadensis.
Motion og stimulering
Såfremt der er rigeligt skjul, skygge fra beplantning, fri svømmeplads, fodringen er varieret, og artsfæller holdes sammen, kræves ingen yderligere berigelse.
De fleste af disse killifisk opholder og bevæger sig midterst til øverst i vandsøjlen, og mange er tilpasset til at fange insekter i vandoverfladen.
Valencia-arterne og Aphanius dispar opholder sig dog typisk nær bunden.
Sørg for at give den enkelte art rigeligt fri svømmeplads i det vandlag, hvor den naturligt vil foretrække at bevæge sig.
Tætsluttende dækglas er nødvendigt, især for de arter, der jager nær overfladen (kendes på en flad ryg med en rygfinne siddende langt tilbage), idet de kan finde på at springe op over overfladen.
Fodring
De fleste killifisk æder i naturen insektlarver, mindre krebsdyr og orme.
Jordanella floridae æder også plankton.
Hold generelt ikke killifisk med mindre fisk, de kan gabe over, da disse højest sandsynligt vil blive ædt.
I fangenskab tager killifisk oftest både tørfoder og forskellige hvirvelløse dyr (også i frostform), og alle typer foder bør gives varieret.
Husk grøntfoder til planteæderen Jordanella floridae.
Der skal som udgangspunkt fodres hver dag, dog helst med en foderfri dag om ugen, da det vil være sundt for akvariemiljøet.
Såfremt fiskene er i god foderstand, kan de dog sagtens klare sig i op til 10 dage uden foder.
Sociale behov
Disse arter af killifisk er generelt fredelige over for artsfæller og andre rolige fiskearter.
De vil oftest trives bedst i mindre flokke med artsfæller (ca. 4-8 individer), og de skal altid holdes mindst to sammen, så de har kontakt til en artsfælle og således har mulighed for at udvise naturlig adfærd over for hinanden.
Aphaniusog Epiplatys-arterne danner naturligt stimer og bør derfor helst holdes i mindre stimer på 6, men gerne flere, individer.
Nogle individer kan dog være mere aggressive over for hinanden, og man skal derfor altid være opmærksom på, om gruppen trives sammen.
Hanner kan også generelt være stridbare over for hinanden, så det anbefales som udgangspunkt kun at holde én han med flere hunner.
Artsakvarier
Mange akvarister holder killifisk i artsakvarier, dvs. individer af samme art i akvariet.
Arterne i denne vejledning kan dog generelt holdes med andre fredelige arter, men man skal altid være sikker på, at fiskene trives sammen.
Vær opmærksom på at nærtbeslægtede arter (arter fra samme slægt) muligvis kan yngle med hinanden.
For at undgå artskrydsning bør man derfor holde nærtbeslægtede arter adskilt i hver deres akvarium.
Formering og yngepleje
Killifisk er alle æglæggere.
De kan på basis af deres livscyklus inddeles i to grupper: de annuelle og de ikkeannuelle arter.
Alle arter i denne vejledning er ikke-annuelle killifisk, og deres livscyklus strækker sig dermed over flere år.
Disse killifisks leg (yngleadfærd op til gydning) foregår i vandsøjlen mellem plantevækst, og de befrugtede æg hæfter sig til planterne eller synker til bunds.
Der afgives ét æg ad gangen, og gydeperioden kan vare flere dage, til hunnen er tømt for æg.
Ungerne bliver fritsvømmende efter et par uger.
Nyklækkede unger skal straks gives infusoriefoder og senere Artemia.
Jordanella floridae er kendt for at være den fisk, der producerer færrest æg med blot ca. 20 æg, der gydes over flere dage.
Fiskene leger af og til i stueakvariet, men æg og unger vil normalt ikke overleve her.
Ved egentligt opdræt skal bruges et specielt yngleakvarium, hvor æggene og ungerne sikres mere sterile forhold og beskyttelse mod voksne fisk.
Sygdom og nedsat trivsel
Ved anskaffelse af fisk er det vigtigt kun at købe sunde og livskraftige individer.
Se boksen "Sygdomstegn hos fisk " nedenfor for typiske tegn på, at en fisk er syg eller svækket.
Undgå sygdomsspredning
For at sikre at nyindkøbte fisk ikke er smittede med en sygdom eller parasit, der let kan smitte videre til andre fisk (f.eks. fiskedræber, svamp) og dermed ødelægge et helt akvarium, holdes de isolerede i et karantæneakvarium i ca. 3 uger.
Herefter slippes de ned i akvariet til de øvrige fisk.
Man afliver hver enkelt inficerede fisk ved først at give den et hårdt slag i hovedet, hvorefter hovedet umiddelbart og hurtigt afskæres med en skarp kniv.
Døde fisk smides i affaldsspanden, ikke i toilettet.
Forkølelsespletter
Forkølelsespletter (en belægning af hvide/gullige udflydende pletter) og svamp (vattot-lignende hvide/gullige/orange udvækster) kan forekomme.
Sidstnævnte især hos allerede svækkede fisk (f.eks. med sår), hvis de udsættes for pludselige temperaturfald og/eller lever i akvarier med dårlig vandkvalitet og for mange fisk.
For begge lidelser bør der først sikres en god vandkvalitet og den rette temperatur.
Som forebyggelse og behandling mod forkølelsespletter kan der bruges en spiseskefuld hav- eller kogsalt per 10 liter vand.
Et behandlingspræparat mod svamp findes i handelen.
Fiskedræber
Fiskedræber, der viser sig ved små hvide pletter på størrelse med saltkorn, er en meget almindeligt forekommende, dødelig og meget smitsom sygdom hos ferskvandsakvariefisk.
Den er forårsaget af en encellet parasit, der angriber fiskens krop, finner og gæller.
Fiskedræber er dog mindre almindelig hos killifisk.
Alligevel anbefales det vidt muligt at undgå at få parasitten i akvariet og sørge for at fiskene altid er sunde og ikke er stressede i deres omgivelser.
På nuværende tidspunkt kan der ikke købes et behandlingspræparat på håndkøb mod fiskedræber.
Derfor skal man så vidt muligt undgå at få parasitten i akvariet og sørge for at fiskene altid er sunde og ikke er stressede i deres omgivelser.
Rengør altid remedier og andre ting, når de bruges/flyttes mellem forskellige akvarier, og oprethold en god vandkvalitet ved jævnlige vandskift.
Aquasafe eller tilsvarende produkter, der tilsyneladende stimulerer vedligeholdelsen af fiskens beskyttende slimlag og dermed øger fiskens modstandsdygtighed over for sygdomme og parasitter, kan fås i dyrehandlen.
- Svømningen er usikker og ukarakteristisk
- Stimefisk isolerer sig og trækker bort fra flokken
- Fisken er mager og lidt krumbøjet i forhold til sine artsfæller
- Bugen er udspilet, så skællene "stritter"
- Kroppen er besat af hvide prikker eller pletter, der ikke hører til dens normale farvemønster
- Fiskens gæller bevæger sig meget hurtigere end hos de øvrige fisk
- Fisken gnubber sig mod objekter
- En fisk, der normalt svømmer frit, hviler på bunden
Øvrige informationer
Tandkarpe-ordenen (Cyprinodontiformes) omfatter i alt godt 1300 arter fordelt på ca. 10 familier, inkluderende bl.a. guppyer, mollyer, sværddragere, goodeider og mange forskellige killifisk.
Tandkarperne kan opdeles i to overordnede grupper: hhv. æglæggende og ungefødende tandkarper.
De æglæggende tandkarper kaldes også populært for killifisk.
Killifisk kan igen opdeles, alt efter om de har en étårig eller flerårig livscyklus, hhv. de annuelle og de ikke-annuelle (flerårige) arter.
Arterne omfattet i denne vejledning tilhører alle de flerårige killifisk.
Disse arter er omfattet killifisk:
Adinia xenica
Aphanius dispar (blåplettet killi), A. mento
Aphyosemion australe (Kap Lopez lyrehale), A. bitaeniatum (synonym: Chromaphyosemion bitaeniatum), A. bivittatum (syn: Chromaphypsemion bivittatum; tobåndet fanekarpe), A. gabunense, A. splendopleure (syn: Chromaphyosemion splendopleure; dværgfanekarpe), A. striatum (rødstribet killi)
Aplocheilus lineatus (stribet panchax), A. panchax (blå panchax), A. blockii (grøn panchax), A. werneri
Cyprinodon nevadensis, C. variegatus (fårehoved-tandkarpe)
Epiplatys annulatus (båndet panchax; uoff. navn: klovn-killi), E. chaperi (chapers panchax), E. dageti, E. sexfasciatus (seksstribet panchax)
Jordanella floridae (Florida-tandkarpe)
Lucania goodei
Pachypanchax omalonotus
Rivulus cylindraceus (Cuba-rivulus)
Valencia hispanica (Valenciatandkarpe), V. letourneuxi (Korfutandkarpe)
Killifisk findes i naturen i Afrika, Asien, Amerika, Europa og på øer i det Indiske Ocean.
Levestederne er fersk- og brakvandsmiljøer (også saltvand for Adinia Xenica og Aphanius dispar), typisk i bække, vandløb, småfloder, mindre søer, sumpe og vandhuller.
Ofte er vandet mudret med ringe sigtbarhed.
Arternes udbredelse
Cuba: Rivulus cylindraceus.
Amerika: Adinia xenica, Cyprinodon-arterne, Jordanella floridae og Lucania goodei.
Alle forekommer i Nordamerika, C. variegatus dog også i Sydamerika.
Afrika: Aphyosemion- og Epiplatys-arterne, der alle lever i Vestafrika (A. australe dog også i den centrale del).
Madagaskar og omkringliggende øer: Pachypanchax omalonotus.
Europa: Valencia-arterne forekommer i det sydlige Europa, V. hispanica i Spanien, og V. letourneuxi i Albanien og Grækenland.
Mellemøsten: Aphanius mento
Kystnære områder ved det Indiske Ocean: Aphanius dispar.
Omkring/i Indien og/eller Sri Lanka: Aplocheilus-arterne.
Status for de fleste af arterne i denne vejledning er enten ikke evalueret.
De få, der er evalueret, anses ikke som truede.
Der er dog undtagelser - se boksen til højre for de udryddelsestruede arter.
Generelt for alle arter frarådes kraftigt at anskaffe sig vildtfangne individer, da de kan risikere at være sjældne i naturen.
Vær derfor så vidt muligt sikker på kun at købe opdrættede killifisk.
Nær-truet (IUCN:Near threatened): Epiplatys chaperi
Sårbar (IUCN: Vulnerable): Aphyosemion bivattatum
Kritisk truet (IUCN: Critically endangered): Begge Valencia-arter.
Valencia-arterne er stærkt udryddelsestruede primært grundet ødelæggelse, tab, tørlæggelse og forurening af deres naturlige levesteder.
Derudover trues de af konkurrence med den introducerede østlige moskitofisk (Gambusia holbrooki).
Valencia-arterne er grundet risikoen for uddøen opført på Appendix II i Bernkonventionen (beskyttelsen af Europas fauna og flora).
Dette betyder, at begge arter er strengt beskyttede i deres naturlige miljø, og det således er forbudt at forstyrre, fange, dræbe eller handle med vildtlevende individer.
Da killifsk i høj grad lever af myggelarver, er de med til at holde bestanden af bl.a. malariamyg nede.
Forsøg med at udsætte killifsk for at bekæmpe malaria har dog ikke vist sig effektive, fordi der som regel allerede er killifisk til stede, hvis området er egnet til dem.
Cyprinodon variegatus bruges i akvakulturen som føde til de opdrættede fisk.
