Pasningsvejledning til tamrotte
Hvorfor vælge en tamrotte?
Tamrotter er langt mere end deres ry.
De er kloge, nysgerrige og meget sociale dyr, der knytter stærke bånd til deres ejere.
Med regelmæssig kontakt og aktivering bliver de hurtigt tamme og kan lære små tricks. Rotter trives bedst, når de holdes sammen med artsfæller, da de er flokdyr og har brug for selskab.
De elsker at udforske, klatre og lege, så et varieret miljø med skjul, tunneler og legetøj giver dem et godt og stimulerende liv.
På denne side kan du læse mere om, hvordan det er at leve med tamrotter, hvad du skal være opmærksom på og hvordan du bedst giver dine nye beboere en tryg start.
Levealder og størrelse
Levealderen for tamrotter er typisk 2-3 år, men både ældre og yngre individer forekommer.
De fleste individer i naturen bliver formentlig væsentligt yngre bl.a. grundet rovdyr og mere ustabile levevilkår.
I naturen ses rotten med en kropslængde på 40 cm inklusiv halen og vejer 140-500 gram.
Hanner er større end hunner.
Pelsens farve er brun med lyse hårstrå og lidt lysere på maven, som i tamrottens version kaldes agouti.
Rottens hale er et vigtigt redskab, da den både bruges til at holde balancen og til at regulere kropstemperaturen.
Knurhårene sørger for, at rotten kan sanse og orientere sig, da rottens syn generelt er dårligt.
Rottens tænder vokser hele livet, men rotterne sørger selv for at slibe tænderne ved bruxing, hvor tænderne gnides mod hinanden.
Udover bruxing sliber rotterne også tænderne ved at gnave.
Tamrotten ses en del større med en vægt på 250-500 gram for hunner og 400-900 gram for hanner.
Hanner og hunner kan kønsbestemmes allerede fra dag ét for det trænede øje.
Her vil afstanden mellem kønsåbningerne hos hanner være større end hunner.
Når hannen er omkring 3-4 uger gammel, vil testiklerne falde på plads og kan dermed nemmere kønsbestemmes.
Tamrotten findes ikke i racer som fx hunde og katte, men avles i forskellige varianter.
Der findes forskellige farver, aftegninger, øretyper og pelstyper.
Indretning af areal eller bur
I naturen foretrækker rotterne at leve i gange under jorden eller andre mørke steder, hvor de kan gemme sig fra rovdyr.
Rotterne opholder sig typisk i nærheden af befolkede områder, hvor føde er nemt tilgængeligt.
Rotter er aktive dyr.
De kræver plads med god ventilation, hvor de kan klatre, udforske og lege med hinanden.
Undgå akvarier/terrarier, da dårlig ventilation kan medføre ammoniakdampe, som er skadelige for rotterne at indånde.
Det anbefales, at rotter har 1000 cm2 plads pr. individ og de foretrækker god bundplads på minimum 80 cm i bredden og 50 cm i dybden, hvor der er rig mulighed for leg.
Til trods for rotternes evne til at klatre, er det vigtigere med god bundplads frem for højde.
Buret bør dog mindst være 60 cm højt.
Man kan sagtens bygge sit eget bur af træ, men dette vil hurtigt komme til at lugte, da træet suger rotternes urin.
Af den grund anbefales der som regel et bur i plastik/metal.
Tremmeafstanden bør ikke være mere end max 1,5 cm for unger og hunner.
Bundlag i buret
Et ordentligt bundlag er vigtigt for absorption af rotternes efterladenskaber.
Samtidig er det med til at mindske lugt og give rotterne mulighed for at grave.
Holdes rotterne i stærke ammoniakdampe pga. manglende rengøring, dårlig ventilation eller ikke-absorberende bundmateriale, kan det på længere sigt skade deres luftveje.
Rotter bør ikke gå på spåner af fyrretræ, medmindre spånerne er korrekt varmebehandlet.
Spåner, der er lavet til gnavere, vil derfor være sikre at bruge.
Spåner af behandlet fyrretræ, som fx kommer direkte fra en tømrerhandel, er ikke sikret, da det indeholder aromatiske kulbrinter.
Aromatiske kulbrinter er sundhedsskadelige for både rotter, mennesker samt andre kæledyr i hjemmet.
Markedet indenfor bundlag er meget bredt og udover spåner kan der bruges papirstrøelse, hamp og flis.
Vær obs på, at strøelsen ikke støver.
Vælger man at bruge et bundmateriale, som ikke giver rotterne mulighed for at grave, er det vigtigt at have en gravekasse i buret.
Er bundmaterialet dårligt absorberende såsom avis, fleecetæpper eller måtter, bør rotterne være toilettrænede for at undgå ammoniakdampe.
Rengøring
Rotter er renlige dyr og kan lære at bruge et toilet med lidt træning.
Man kan placere toiletbakker rundt omkring i buret eller der, hvor rotterne viser interesse i at besørge.
Toilettet bør indeholde en anden form for strøelse end det, der bliver brugt som bundlag for at undgå at forvirre rotterne.
Mange rotteejere bruger hamp, ikke-klumpende kattegrus eller træpiller (vær obs på træsort og evt. behandling heraf).
I bakken kan man lægge en sten på størrelse med en knytnæve, som rotterne vil tisse på.
Ekskrementer, der lander uden for bakken, samles op og lægges i bakken.
På sigt vil rotterne lære, at det er der toilettet er.
Rotter lugter – hanner mere end hunner – og vil kræve noget rengøring.
Fjern ikke naturlig duft
Vores næser er forskellige og man finder ud af på sigt, hvilket strøelse der fungerer bedst og hvor ofte det skal skiftes.
Det anbefales at skifte bundlag og vaske deres tilbehør af i varmt vand evt. tilsat sæbe eller eddike én gang om ugen.
Dybere rengøring kan passende gøres én gang om måneden eller efter behov.
Undgå at gøre for grundigt rent ofte, hvor deres naturlige duft vil blive fjernet, da rotterne vil markere sig igen og gøre lugten værre.
Udover strøelse, vand og mad bør buret indeholde ting, som rotterne kan beskæftige sig med og putte i.
Det kan være hængekøjer af stof, ophængte plastikskåle/kasser, rør eller huse af pap, træ eller plastik.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for indretningen af buret og der vil altid være inspiration at hente rundt omkring på nettet.
Særlige pasningsbehov
Buret bør placeres væk fra træk eller åbne arealer, hvor der ikke er læ – f.eks. i et hjørne eller op ad en væg.
Rotterne trives bedst i stuetemperatur med en luftfugtighed på 40-70% og bør ikke bo udenfor med risiko for høj varme eller frost.
Man kan sagtens have dem med ude på græs på en lun sommerdag.
Stimulering og motion
Rotter er kloge dyr og har behov for at blive underholdt og stimuleret.
Man kan lave klikkertræning og øve tricks og agility eller man kan lave sit eget aktivitetslegetøj af pap og små plastikbøtter.
Er man ikke kreativ kan man købe aktiveringslegetøj til papegøjer, som fungerer fint til rotterne.
Rotter er glade for at grave og vil have stor glæde af en gravekasse – en stor kasse fyldt med ugødet spagnum, kokosmuld eller strøelse – hvor de kan grave efter godbidder.
Grene fra f.eks. æble- og pæretræer, pil eller troldhassel vil være gode muligheder for rotterne at kravle på og gnave i.
Vær obs. på, at det ikke er alle træsorter, rotterne tåler – bl.a. grene fra stenfrugttræer.
Både hanner og hunner elsker at bygge rede og benytter sig af alt, de kan finde, som de ivrigt slæber med ind i huse og køjer.
Man kan give dem strimlet avis eller fleece (stof, der ikke trevler). Undgå støvet halm og hø.
En vandrotte?
I naturen er rotter gode svømmere, men det er ikke alle tamrotter, der kan lide vand.
Man kan tilbyde rotterne en balje med vand og evt. komme frosne ærter og majs i, som de kan fiske efter.
Det er bl.a. en god aktivitet på en varm sommerdag.
Nogle rotter vil hoppe i baljen, mens andre kun vil plaske lidt med forpoterne.
Vær obs på, at det er en aktivitet, der sviner en del.
På opdagelse
Rotter behøver ikke et løbehjul.
Vælger man at anskaffe sig et løbehjul, bør det være minimum 42 cm i diameter og bør kun være tilgængeligt et par gange om ugen.
På den måde undgår man stressende adfærd samt wheel tail, hvor halen buer over ryggen.
Med gode burforhold, udetid og leg med kammerater, vil rotterne få masser af motion.
Rotterne elsker at komme udenfor buret og udforske sine omgivelser.
Det er forskelligt fra ejer til ejer, hvor de ønsker at have udetid med rotterne.
Man kan lave en klatrevæg eller løbegård, have dem fri i stuen, på sofaen eller sengen, hvor man giver dem mulighed for at undersøge og udforske huse, tæpper osv.
Fodring
Rotterne er altædende (omnivore) og æder derfor både animalsk og vegetabilsk.
De er samtidig gode til at søge efter føde ved at bruge deres lugtesans.
I naturen lever rotterne primært af små pattedyr, fugle, æg, firben, orme, frugt, grøntsager, rødder, frø, kerner, nødder samt affald fra mennesker.
Man kan også fodre sine rotter med en müsliblanding.
Dette kræver dog, at man sætter sig 100% ind i rotternes næringsbehov eller køber et færdigt produkt, der opfylder rotternes behov.
Et billede af en rotte uden på foderposen med blanding, behøver i mange tilfælde ikke betyde, at det egner sig til rotter.
Blandingen bør være af høj kvalitet med gode råvarer, som egner sig til rotter.
Blandinger med lucerne/alfalfa vil ikke være optimalt til rotter, da de ikke fordøjer dette på samme måde som fx kaniner og marsvin.
Ligeledes bør blandingen indeholde ingredienser, som rotterne kan lide for at undgå, at rotterne sorterer og dermed ikke får opfyldt næringsbehovet.
Et godt grundfoder til tamrotter er en sammenpresset pille, der indeholder det, som rotter har brug for såsom Altromin, Science Selective Rat & Mouse, Mr. Johnson's Advance Rat & Mouse, Burgess Excel Rat Nuggets eller Naturkalv Maxi, der, til trods for at være lavet til kvæg, opfylder rotternes næringsbehov.
Foder i madskål eller fordeles i bur?
Rotter bør have konstant adgang til foder – medmindre de fodres med en blanding.
Rotter har behov for ca. 30 gram foder pr. dag og man bør derfor afmåle blandingen for at undgå overspisning.
Rotterne har også brug for en vandflaske – gerne 2, hvis den ene skulle holde op med at virke – eller en vandskål.
Vælger man at give en vandskål, bør den hænge fast på tremmerne, da rotterne ellers kan vælte den.
Hæv den gerne op, så de ikke smider strøelse og redemateriale i vandet.
Nogle ejere vælger at give rotterne en madskål for at kontrollere, hvor meget der bliver spist.
Andre strøer foderet rundt i buret, så rotterne bruger tid på at finde det, hvilket er god aktivering.
Nogle rotter kan godt lide at hamstre og vil tømme madskålen i løbet af 5 minutter og gemme det i et hus eller en køje.
Vejen til en rottes hjerte er gennem maven, så godbidder er altid en god ting at have ved hånden.
Husk at godbidder altid bør gives med måde - der anbefales max 5 gram om dagen.
Godbidder, som rotter er vilde med og har lang holdbarhedsdato, er bl.a.:
pasta, ærteflager, bananchips, frø og kerner, usaltede nødder (gerne med skal), hundetørkost og vådfoder, hundekiks, gnaverblanding, tørrede melorme og tørret frugt og grønt.
Sociale behov
Flokdyr
Rotter er af natur flokdyr og har behov for artsfæller at interagere med for at udvikle sig mentalt korrekt.
I naturen lever rotten i store kolonier på mere end 150 individer.
Kolonien er som regel delt op i mindre grupper på tværs af kønnene med eller uden afkom.
Rotter, der holdes alene, kan udvikle depression, skizofreni eller andre kognitive vanskeligheder.
Undersøgelser viser også, at rotter, der kun bliver holdt i par (2 rotter), kan udvikle samme vanskeligheder som alenerotter.
Det anbefales derfor, at man har minimum 3 rotter.
Med en flok på 3 rotter (gerne flere) vil det samtidig være nemmere for rotterne at opretholde et hierarki.
Kønnet på rotterne har ingen betydning for trivsel i en stor eller lille flok og bør holdes i flokke af samme køn for at undgå drægtige hunner.
Sammenføring af fremmede rotter
Har man et ønske om at tilføje unger til flokken, er det vigtigt, at man tilføjer mindst 2 unger, da rotter har brug for jævnaldrende at vokse op sammen med.
Har en rotte ingen jævnaldrende venner at lege med i løbet af opvæksten, kan rotten udvikle uhensigtsmæssig adfærd fx aggression og dominans.
Det er nemmest at sammenføre unger i en alder på 6-10 uger.
Rotter kan sammenføres i alle aldre uanset køn.
Dette vil dog være nemmest, hvis rotternes sociale behov, som er nævnt ovenfor, har været opfyldt gennem hele rottens liv.
Tilmed også, hvis rotterne er opdrættet med omhu, hvor opdrætteren har taget højde for sindet i sit avlsarbejde.
Rotter med dominerende eller aggressiv adfærd vil have meget svært ved at acceptere andre rotter.
Det kan være svært at vide på forhånd, om rotten har tendens til dominans, hvis den aldrig har været præsenteret for andre fremmede rotter.
Derfor er det vigtigt at gå stille frem, når man præsenterer rotter for hinanden.
Dette gøres bedst ved at lade rotterne mødes på neutral grund og derefter gå videre med hamsterburmetoden.
Hvis man sætter fremmede rotter ind på andre rotters territorium, kan man risikere, at de kommer op at slås med døden til følge.
Rotter bør ikke holdes sammen med andre arter, da der er risiko for, at de vil gøre skade på hinanden.
Arterne på tværs af hinanden taler ikke samme sprog, har ikke samme behov og kan se hinanden som rovdyr/byttedyr.
Formering og yngel
Formering i tidlig alder
Rotter har ikke parringssæsoner og kan yngle året rundt.
En ung hunrotte går i løb hver 4. – 5. dag.
Løbetiden er individuel for den enkelte hunrotte og kan derfor variere.
Rotter kan allerede blive kønsmodne i 5 ugers alderen og kan derfor formere sig i en tidlig alder.
Det anbefales derfor at kønsopdele ungerne, når de er fyldt 5 uger.
Hunrotten får ikke menstruation og vil med tiden gå i overgangsalder (15-18 mdr).
Hanner kan producere sæd hele livet, men kan blive sterile med alderen.
Drægtighed
Hunnen går drægtig i 21-24 dage og kan få lige fra 1 unge og helt op til 21 unger pr. kuld.
Den kan blive drægtige igen lige efter fødslen.
Det kan derfor blive til mange rotter i løbet af et år, hvis hannen ikke skilles fra hunnen.
Et par dage før hunrottens termin, sættes hun i et bur for sig selv, hvor hun kan opfostre ungerne i rolige omgivelser.
Flere hunner med unger under 3 uger, bør ikke gå sammen, da de kan stresse hinanden.
Hunrotterne vil samtidig stjæle hinandens unger og kan i nogle tilfælde slå ungerne ihjel.
Ungerne
Ungerne fødes nøgne, blinde og døve og vil i løbet af få uger udvikle sig.
Når ungerne er ca. 2 uger gamle får de øjne og i løbet af den efterfølgende uge, begynder de at bevæge sig ud af reden og smage på maden.
Det anbefales, at ungerne tidligst flytter ud til nye hjem, når de er 6-8 uger gamle.
Hanungerne skal dog fravænnes og skilles fra søskende og morrotten, når de er 5 uger gamle for at undgå indavl på for unge rotter.
En hunrotte bør ikke få unger før 5-6 måneders alderen, hvor hun er fuldvoksen med en vægt på 300 gram.
Hunnen bør senest få sit første kuld i en alder af 10-12 måneder.
Hunnen bør max få 2 kuld, da det kræver meget af en hunrotte at have et kuld unger.
Ved andet kuld skal hunrotten have 2-4 måneders pause fra ungerne er fravænnet, til hun føder igen.
Hannerne bør ikke bruges i avlen, før de er fyldt 12 måneder.
Dette er for at sikre, at hannerne ikke udvikler aggressiv adfærd.
Kønsopdeling og neutralisering
Ønsker man som rotteejer ikke unger hver 3. uge, er det vigtigt at holde sine rotter kønsopdelte.
Der findes en avlsvejledning på tamrotte.dk eller man kan henvende sig til Den Danske Tamrotteforening for yderligere information om avl og opdræt.
Det er de færreste rotteejere, der vælger at neutralisere sine rotter.
Det kan være hårdt for en rotte at komme sig over en operation.
Det anbefales derfor kun at lade rotter neutralisere, hvis en rotte skulle blive aggressiv eller dominerende.
Her benytter mange sig af en kemisk kastration med et implantat, som bliver lagt under huden.
Denne metode er mindre risikofyldt end en operativ fjernelse af livmoder eller testikler.
Sygdom og trivsel
Overvægt kan nemt forekomme, hvis rotterne får for mange snacks og for lidt motion.
Rotter har tendens til udvikling af luftvejsinfektioner i øvre og nedre luftveje.
Dette ses ved overdrevet nys, grynt og porphyrin (rødt sekret) omkring næsen.
Nyser rotten meget eller har en besværet vejrtrækning, der lyder som en kaffemaskine, bør rotten tilses af en dyrlæge hurtigst muligt.
Rotterne udskiller et rødt sekret, kaldet porphyrin, fra nogle kirtler ved øjnene.
Dette ses som rødt søvn i øjnene og rødt snot omkring næsen og kan til forveksling ligne blod.
Dette betyder ikke, at rotten har næseblod eller bløder ud af øjnene, men det kan være et tegn på, at rotten er stresset eller syg.
Lus og mider
Rotter kan også blive udsat for utøj som lus og mider.
Lus og blodmider er små dyr, som kan ses med det blotte øje og kan nemt behandles med Frontline på spray.
Hudmider - også kaldet skab og øre/haleskab - er små mider, der lever under huden og kan derfor ikke ses med det blotte øje.
Symptomer på øre/haleskab ses som knopper på øre og hale, mens symptomer på skab ses som små sår i nakken og under hagen, der til forveksling godt kan ligne bidsår.
Behandlingen heraf kræver recept fra dyrlægen på fx Stronghold.
Knuder og bylder
Især hunrotter kan udvikle knuder i brystkirtelvævet.
Disse kan enten være god- eller ondartede og kan fjernes ved operation.
Fjernes knuden ikke, kan den vokse sig stor og vil være til gene for rotten eller huden vil til sidst briste.
Bylder kan opstå fra en rift i huden, et bid eller i kirtlerne omkring kønsorganerne.
Små bylder kan rotterne selv holde rene, mens store bylder ville kræve behandling af dyrlægen.
Øvrige informationer
Rattus norvegicus – (Brun) rotte; Vandrerotte; Tamrotte
(eng.: Brown/common/Norway/Norwegian/street/sewer/Hanover/wharf rat; fancy rat (tamrotte)
Tamrotten, som i sin vilde form hedder brun rotte, er en gnaver (Rodentia) tilhørende familien Muridae (Ægte mus), der er den mest artsrige familie blandt alle pattedyr med mere end 700 arter af mus, rotter, ørkenrotter, pigmus m.fl.
Slægten Rattus er endvidere én af de mest artsrige blandt alle pattedyr med omkring 60 forskellige arter af rotter.
Af dem er den brune rotte én af de mest kendte og almindelige.
Den brune rotte menes oprindeligt at stamme fra det centrale Asien, men arten har spredt sig primært med menneskets (ofte ubevidste) hjælp til stort set hele verden undtagen polarområderne.
I Europa og Nordamerika er den brune rotte i dag den mest almindelige rotteart, der findes i naturen, og arten er antalsmæssigt formentlig ét af de mest succesrige pattedyr i verden.
Flere steder i verden, hvor den brune rotte, med menneskets hjælp, er blevet introduceret, ses den at have en negativ effekt på det oprindelige dyreliv, specielt fugle og krybdyr på øer.
Én af grundene til rottens succes i naturen er dens ekstreme tilpasningsdygtighed.
Den har betydet, at den er i stand til at leve i bebyggede områder blandt mennesker og udnytte de ofte rigeligt tilgængelige føderessourcer i form af opbevaret mad og husaffald samt mørke skjulesteder i byer i form af kloaksystemer, kældre o.l.
De steder, hvor den ikke lever i nærheden af mennesker, foretrækker den typisk mere fugtige miljøer.
På grund af den brune rottes evne til let at tilpasse sig nye miljøer har den flere steder udkonkurreret den sorte rotte/husrotten (Rattus rattus), som ofte også findes i association med mennesker.
Dog lever den sorte rotte primært over jorden, mens den brune rotte lever på/under jorden.
I byer anses den brune rotte ofte som et skadedyr, fordi den ødelægger madforråd og er bærer af forskellige sygdomsfremkaldende organismer.
Af disse grunde forsøges den ofte udryddet ved hjælp af fælder og gift, i de fleste tilfælde dog uden held.
Visse steder i verden, f.eks. Alberta, Canada, er det forbudt at holde rotter i privat hold af frygt for, at de slipper ud og etablerer en bestand i naturen.
Vilde rotter blev i 1700/1800-tallet indfanget til brug i en blodsport, hvor op mod 100 rotter og en terrier blev placeret i en lukket indhegning, og der blev gamblet om, hvor længe det ville tage for hunden at dræbe alle rotter.
Rotter som kæledyr blev først rigtig populært i 1970’erne, selvom nogle holdt dem som kæledyr allerede i starten af 1900-tallet.
Den brune rotte bruges i høj grad som forsøgsdyr i forskellige forskningsmæssige sammenhænge, ligesom arten også opdrættes i stor stil som foderdyr til bl.a. krybdyr.
Forsøgs- og foderrotter er samme art og dermed biologisk set identiske med de rotter, som holdes som kæledyr, og de stiller derfor nøjagtigt de samme krav til hold og pasning.
I 2018 blev Den Danske Tamrotteforening stiftet med henblik på at brede budskabet om tamrotterne i Danmark.
Der afholdes bl.a. udstillinger, hvor tamrotterne bliver bedømt på udseende og temperament samt agility, hvor rotterne skal gennemføre forhindringsbanen på kortest tid.
Mere information om Den Danske Tamrotteforening kan findes her www.tamrotte.dk
Derudover findes der grupper på Facebook, hvor man kan møde andre tamrotteejere og dele erfaringer;
Tamrotter i dk
Tamrotter - opdræt og hyggesnak
Tamrotter - Rotter på loftet
