Birgitte Damm har kæmpet for grisenes velfærd i årtier. Under ’svinevalget’ blev deres dagsorden langt om længe løftet helt til tops af en folkelig bevægelse.
Har du hørt, at der hver dag, året rundt, dør mindst 25.000 pattegrise i de danske stalde? Så skyldes det Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse.
I 2010 brugte hun svinebranchens egne tal over pattegrisdødelighed og en smule ’købmandsregning’ til at vise, at der gennemsnitlig dør en pattegris hvert tredje sekund i den danske svineproduktion. Svarende til ca. 25.000 hver dag. De små grise er enten dødfødte, eller de dør i dagene efter fødslen, og den høje dødelighed kobles direkte til den ekstreme avl på grisene, der har gjort, at søerne får flere unger, end de er i stand til at tage sig af.
Sådan har det været i årtier, hvor grisene er blevet presset fra alle sider af en industri, der skal ”producere masser af billigt kød og billige smågrise til udlandet”, forklarer Birgitte Damm. Men nu har vi haft et svinevalg. Grisenes elendige forhold har stået øverst på den politiske dagsorden. Og Birgitte Damms 16 år gamle regnestykke, som er blevet opdateret hvert år med nye tal, har været aktuelt som aldrig før – igen og igen er de 25.000 døde pattegrise blevet nævnt.
Danskerne har nemlig fået nok af en branche, der behandler 10 millioner døde pattegrise om året som kalkuleret spild. Et bredt udsnit af politikere er gået til valg på at forbedre grisenes forhold og stoppe den ekstreme avl. Og Birgitte Damm tør begynde at håbe på, at noget er ved at ændre sig.
Grisenes nattevagt
Birgitte Damm har arbejdet i Dyrenes Beskyttelse siden 2007. Hun er dyrlæge og chefkonsulent og arbejder blandt andet for at forbedre forholdene for dyr i landbruget.
Da hun i slut-80’erne begyndte sin uddannelse til dyrlæge på Landbohøjskolen, erfarede hun hurtigt, at dyrlægens rolle var at behandle ’produktionssygdomme’ uden at stille for mange spørgsmål til, hvorfor man overhovedet havde en produktion, der gjorde dyrene syge. Liggesår, lungebetændelser, brok og smertefulde gangproblemer.
Grisene fik skader og sygdomme, der i høj grad opstår, fordi produktionen presser dem
– dyrene bliver holdt på så lidt plads som muligt, og der er ikke nok mennesker til at passe og tilse dem. Birgitte Damm var rent ud sagt rystet over det, hun så i staldene, men også motiveret. Hun ville forbedre dyrenes forhold ved at forske i deres adfærd og velfærd. I slutningen af sin studietid blev hun præsenteret for en måde at se dyrene på, som virkelig gav mening for hende. I en film, som Dyrenes Beskyttelse havde været med til at lave, fulgte man et forskningsprojekt i Sverige. Her havde man lukket en flok domesticerede tamsvin ud i naturlige omgivelser.
Tamsvinene, der ellers var avlet meget på og havde levet hele deres liv i stalde, begyndte hurtigt at opføre sig som vildsvin.
– De dannede sociale relationer. Søerne byggede reder med grene, græs og halm oven på små fordybninger, som de havde gravet, og her fødte de deres unger, fortæller Birgitte Damm.
Inden længe havde hun opsøgt en af kræfterne bag filmen, adfærdsforsker Klaus Vestergaard, og spurgt, om de kunne bruge sådan en som hende i forskningen.
Det kunne de, og som nattevagt fik hun blandt andet til opgave at observere og notere, hvad grisene puslede rundt og lavede i de sene timer. Samarbejdet udviklede sig til Birgitte Damms ph.d. om søers redebygningsadfærd og blev begyndelsen på over et årtis forskning i svins adfærd og velfærd.
- Alder: 61 år
- Titel: dyrlæge, ph.d. i adfærdsbiologi og dyrevelfærd og chefkonsulent for landbrugsdyr og mink i Dyrenes Beskyttelse.
- Uddannet dyrlæge fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole i 1996 og har skrevet ph.d. om søers redebygningsadfærd.
- Dyr: Kattene Elliot og Perle
Skrig fra pattegrise
Undervejs kom hun også til landbrugets erhvervsorganisation, Landbrug & Fødevarer, hvor hun skulle arbejde på nogle projekter om løse søer. Arbejdet foregik på hovedsædet Axelborg i København, men der var også mange besøg i konventionelle svinestalde rundt omkring i landet.
Forholdene var rå. Søerne havde liggesår af at være spændt fast i tiden op til, at de skulle have unger. Grisene fik klippet halerne i ét væk. En dag var hun på arbejde i en svinestald og hørte pludselig lyden af skrig fra nyfødte pattegrise. En so var gået i gang med at føde det forkerte sted i staldsystemet.
– Soen var i det, der kaldes en drægtighedsstald, hvor de drægtige søer har bokse, som står helt tæt op ad hinanden. Hun lå ned med yveret presset mod boksens tremmer. På den anden side lå andre søer i vejen for, at pattegrisene kunne komme op og få råmælk, siger Birgitte Damm og fortsætter:
– Pattegrisene gik i stedet forvildede rundt i området bag ved søernes bokse, hvor der også gik store søer omkring. Hvis de skulle overleve, var vi nødt til at flytte soen. En 200-300 kg tung so, der er ved at føde, har bestemt ikke trang til at rejse sig eller gå. For at få soen op at stå måtte hun slås på bagparten, og for at få hende drevet baglæns ud af boksen måtte hun slås i hovedet.
– Det her er jo en fødsel, som mennesker har bestilt for at kunne tjene penge på den. Soen er insemineret, og man ved, at hun vil føde omkring 20 grise omkring 116 dage efter inseminationen, siger Birgitte Damm. Men situationen er et godt billede på, hvordan produktionens fokus på fortjeneste går ud over dyrene, forklarer hun. Der mangler farestier, som er der, hvor søerne føder og giver die til pattegrisene. Der er heller ikke nok personale til at holde øje med, om fødslerne går i gang før tid.
– Det mindste, man kunne gøre, var dog at indrette produktionen, så man er sikker på, at soen er, hvor hun skal være. Så man ikke skal tæske hende for at få hende det rigtige sted hen, mens fødslen er i gang, siger Birgitte Damm og fortsætter:
– For mig var det meget grænseoverskridende at være en del af. Kort tid efter sagde hun op.
"Det mindste, man kunne gøre, var dog at indrette produktionen, så man er sikker på, at soen er, hvor hun skal være. Så man ikke skal tæske hende for at få hende det rigtige sted hen, mens fødslen er i gang."
Birgitte Damm
Det er tid til 'svinehandling'
Svineproduktionen i Danmark har Birgitte Damm over for flere medier kaldt ’et etisk kollaps’. I staldene er lovgivningen og myndighedernes håndhævelse af den så lemfældig, at den reelt ikke beskytter dyrene: Grise presses sammen på så lidt plads som muligt. De kastreres og får klippet halerne uden bedøvelse.
Søerne ligger fikseret i metalbøjler, når de føder og giver die. De får ikke mulighed for at opsøge eller snuse til deres unger, der efter få uger bliver taget fra soen, og for manges vedkommende får ’fravænningsdiarré’, fordi deres tarmsystemer slet ikke er klar til at undvære soens mælk.
Problemerne står i kø. Men køen af arbejdsgrupper, følgegrupper, råd og projekter, der er blevet bedt om at komme med løsningsforslag, er tilsvarende lang. Birgitte Damm har siddet med i en del af dem. Hver gang har hun oplevet, at grisenes sag er blevet syltet administrativt og politisk.
– Simpelthen fordi landbruget har for stor magt. Løsningerne må ikke komme i vejen for, at man kan have det her gigantiske dyrehold i landbruget, siger Birgitte Damm og peger på, at lovgivningen alt for ofte bliver tilpasset industriens ønsker. For vi har faktisk en udmærket dyrevelfærdslov i Danmark. Den siger både, at dyr skal anerkendes som sansende væsner, og at de, der holder dem, skal passe dem ud fra den viden, vi har, om deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Når dyrevelfærdsloven siver ned i svinestalden, er det imidlertid i en meget udvandet version. Men denne gang skal det være anderledes.
Skriv under på borgerforslaget om akut hjælp til grisene nu.
Efter et folketingsvalg, hvor grønne organisationer, politikere, debattører og tusindvis af danskere gjorde fælles front mod svineindustrien under navnet ’Alliancen for et svinevalg’, virker det ikke som en umulig drøm at få et nyt landbrug. Det er, som Birgitte Damm siger, tid til svinehandling.
En god begyndelse ville være at opfylde de krav, som Dyrenes Beskyttelse har været med til at fremsætte i et borgerforslag, der er et af de mest støttede i danmarkshistorien: Stop den ekstreme avl, indfør totalforbud mod fiksering af søer og halekupering, og giv alle grise mere plads og rodemateriale.
– Og det er bare den kortsigtede plan. På lang sigt skal alle grise have mulighed for at komme udenfor under åben himmel, hvor der plads, og hvor de kan få opfyldt de mange behov, som de her komplekse, intelligente dyr har. Grise skal behandles som grise, og målet må og skal være, at de kan udleve deres natur og få opfyldt deres behov. Det står trods alt i dyrevelfærdsloven, slutter Birgitte Damm.
