Pasningsvejledning til cichlider
Hvorfor vælge cichlider?
Siden er opdateret d. XX/XX/XXXX
Cichlider er kendt for deres farver og spændende adfærd.
De er aktive fisk, som ofte indgår i komplekse sociale hierarkier.
Derfor er cichlider populære blandt akvarister, der ønsker både skønhed og dynamik i akvariet.
Mange arter kræver dog særlige vandforhold og indretning, så det er vigtigt at sætte sig ind i den enkelte arts behov.
På denne side kan du læse mere om, hvordan du bedst tager vare på dine fisk, så de får de bedste betingelser for et godt og sundt liv.
Forventet levealder og størrelse
Cichliders forventede levealder er ca. 7-15 år.
Cichlider har kun én rygfinne (foran pigstråler, bagtil blødstråler), ét næsebor på hver side af hovedet og relativt store øjne, der giver dem et godt syn.
Hos de fleste arter er hannen større end hunnen.
Hannen har hos størstedelen af arterne de stærkeste og mest intense farver.
Hos enkelte arter, bl.a. Nanochromis transvestictus og Pelvicachromis pulcher, er farverne dog kraftigst hos hunnen.
Du har mulighed for at se en lang række af de mange arter, hvis du trykker på PDF'en, der ligger i bunden af denne side.
Størrelser på arter
Cichlider i denne pasningsvejledning varierer i fuldvoksen totale kropslængde mellem 5 og 15 cm afhængig af art.
Anomalochromis thomasi, Enigmatochromis lucanusi, Nanochromis tranvestitus og Tilapia snyderae.
Chromidotilapia linkei (kun hunnen), Congochromis-arterne, Ctenochromis polli (kun hunnen), Etroplus maculatus, Haplochromis nyererei (kun hunnen), Hemichromis cerasogaster, H. lifalili, Konia eisentrauti, Limbochromis robertsi (kun hunnen), Nanochromis-arterne (N. transvestitus dog mindre), Pelvicachromis-arterne (P. humilis dog >10 cm), Pseudocrenilabrus multicolor, P. nicholsi, Steatocranus glaber, S. ubanguiensis, Stomatepia pindu, Thoracochromis wingatii og Xenotilapia tenuidentata.
De øvrige arter omfattet i denne vejledning bliver et sted mellem 10 og 15 cm i fuldvoksen total længde.
Indretning af akvarium
Disse fisk trives godt i et beplantet akvarium og bør som udgangspunkt holdes i et sådant.
Akvariet skal være rektangulært (aldrig bowle) med bagruden blændet for indkig, og det skal stå på et fast, stabilt og stærkt stativ og underlag.
Da vandmiljøet er lettere at holde sundt og stabilt i større frem for mindre vandmasser og for at sikre rigeligt fri svømmeplads og skjulemuligheder for fiskene, anbefales som udgangspunkt et akvarium på mindst 128 L eller 250 L (se afsnit om særlige pasningsbehov for detaljer).
Dog gerne større, med hensyntagen til den enkelte arts størrelse, pladsbehov, aggressivitet, og hvorvidt den kan trives med andre fisk.
Bundlag og dekorationer
Akvariet indrettes med et skrånende bundlag af grus (10-15 cm bagerst, 4-5 cm forrest; 0,5-3 mm i kornstørrelse), en randbeplantning af større vandplanter ved bagrude og sideruder, mindre planter i bunden, og god fri svømmeplads forrest og i midten.
Som dekoration, der også fungerer som skjul, kan bruges sten og trærødder.
Bundlages skylles igennem for de værste urenheder, mens dekorationsgenstandene rengøres grundigt, før de kommes i akvariet.
Vandværksvand kan bruges, såfremt fiskene er vænnet til det.
Temperaturen skal som udgangspunkt være 23-25° C (se dog afsnit om særlige pasningsbehov for detaljer).
Brug et termostatstyret varmelegeme, hvis opvarmning er nødvendig.
Belysning
Akvariet skal belyses i en naturlig og fast døgnrytme (10-12 timer dagligt) med en passende lysmængde (moderat til kraftig; min. 0,4 watt x akvarievolumen i liter), så planterne kan gro.
Sørg for at fiskene altid har flere skyggemuligheder (f.eks. fra flydeplanter).
Fiskene
Det maksimale antal fisk, man kan have i akvariet, skal beregnes som maks. 1 cm fisk pr. liter vand (på basis af artens forventede fuldvoksne størrelse) gældende for fisk, der trives fint i grupper; ved territorielle arter skal der være langt færre fisk.
Ved hold af forskellige arter skal disse være naturligt fordelt i hhv. bund, midt og øverste vandlag, og arterne skal kunne trives sammen og i samme vandmiljø.
Tilvænningsproces
Et nyt akvarium skal modne typisk 2-3 uger, før fisk må sættes i, for at sikre at de biologiske kredsløb er stabile.
Kommer fiskene fra vand, der afviger væsentligt (f.eks. i hårdhed) fra dét i det nye akvarium, skal fiskene gradvist tilvænnes akvarievandet.
Er de tilvænnet nogenlunde samme slags vand som akvarievandet, bør fiskene sættes ud i akvariet hurtigst muligt, men altid roligt, så stress ved ophold i transportposen mindskes mest muligt.
Ca. 1/3 af vandet skal skiftes ca. hver 2.-4. uge afhængig af akvariets størrelse (større akvarier kræver generelt færre vandskift).
Filteret renses med tempereret vand efter behov.
Bundlaget renses i forbindelse med vandskift med en slamklokke, hvor de øverste par cm suges.
Hvor der ikke er planterødder, renses bundlaget dybere, evt. helt i bund.
Læs meget mere om det beplantede stueakvarium på https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/familiedyr/pasningsvejledninger/fisk/det-beplantede-stueakvarium
Det er vigtigt for vandmiljøet og dermed fiskenes trivsel med et balanceret biologisk kredsløb, der løbende kan fjerne giftige næringsstoffer fra vandet og producere ilt.
Dette sikres ved en god beplantning, et passende filtreringssystem (f.eks. mekanisk og biologisk), regelmæssige vandskift, og ved at undgå overfodring.
Et nyt akvarium skal modne typisk 2-3 uger, før fisk må sættes i.
Særlige pasningsbehov
Akvariestørrelse
De mindste arter (op til 10 cm) skal holdes i et min. 128 L akvarium (min. 80 cm i længden).
De større arter (ca. 10-15 cm) kræver et akvarium på min. 250 L (min. 1-1,2 m i længden), gerne større.
Specialindretning
Der bør som udgangspunkt altid være sten/stenpartier og trærødder i akvariet, da dette fungerer rigtig godt som skjul for samtlige arter.
For Anomalochromis thomasi, Astatotilapia-, Benitochromis-, Chromidotilapia-, Congochromis-, Etroplus-, Pseudocrenilabrus-arterne, Stomatepia mariae og Tilapia snyderae er sådan indretning helt nødvendigt, da det bruges til gydeplads, fasthæftning af æg og/eller rugeplads.
Nogle arter benytter sig af huler i forbindelse med yngleadfærd, og de kræver derfor stengrupper, trærødder, halve kokosnøddeskaller, potteskjulere og lignende til dette formål.
Dette gælder for Benitochromis batesii, Congochromis-arterne, Enigmatochromis lucanusi, Haplochromis latifasciatus, Lamprologus werneri, Limbochromis robertsi, Nanochromis-, Parananochromis-, Pelvicachromis-, Steatocranus-arterne, Teleogramma brichardi og Thysochromis ansorgii.
Bundsubstrat
Nogle arter graver i bundlaget som en del af deres yngleadfærd, og i visse tilfælde æder de planter.
Dette gælder bl.a. Astatoreochromis straeleni, Haplochromis-, Hemichromis-arterne, Konia eisentrauti, Steatocranus-, Stomatepia-arterne, Teleogramma brichardi, Thoracochromis-arterne, Thysochromis ansorgii og Xenotilapia tenuidentata.
For de arter, der graver fordybninger i bundlaget til brug som gyde- eller rugeplads (typisk hos substratgydende arter, evt. hulegydende arter og visse mundrugere, bl.a. Pseudocrenilabrus-arterne og Xenotilapia tenuidentata), kræves en fin grusstørrelse, gerne sand, som bundsubstrat.
Vandkemi
Mange af de ovenfornævnte arter samt Nanochromis nudiceps og N. parilus lever naturligt i lettere blødt og surt vand (regnskovsvand, <10 dH, pH 5-6,5), hvilket vil være de mest optimale vandforhold at holde dem i.
Sådanne vandværdier vil typisk kræves for at få dem til at yngle.
Dog kan samtlige arter tåle at gå i vandværksvand, såfremt de på forhånd er vænnet hertil.
Stomatepia mariae kræver alkalisk vand (pH ca. 9).
Etroplus maculatus lever naturligt i bl.a. brakvandsområder, men tåler dog også rent ferskvand.
Denne art vil trives bedst ved tilsætning af lidt havsalt til vandet (min. 1 gram per liter vand), samt lettere alkalisk vand (pH 8-9).
Alternativt kan den holdes i et decideret brakvandsakvarium.
Andre arter, der også naturligt kan findes i brakvand (se afsnit om øvrige informationer), kan tåle tilsætning af lidt salt til akvariet men vil dog trives fint i rent ferskvand.
Strømforhold
Orthochromis stormsi og Steatocranus casuarius kræver iltrigt vand, hvorfor de skal have en god vandcirkulation i akvariet (dog også med beskyttede områder med mindre/ingen strøm).
Temperatur
En stor del af disse arter vil trives fint ved en temperatur på 23-25° C (nogle arter kan også tåle lidt højere og/eller lavere temperaturer).
De arter, der kræver andre temperaturer, er:
Benitochromis batesii, Chromidotilapia linkei, Haplochromis martini, H. nigricans, H. sauvagei, Nanochromis nudiceps, N. tranvestitus, Parananochromis gabonicus, Pelvicachromis humilis, P. pulcher, P. roloffi, P. rubrolabiatus, Steatocranus gibbiceps, S. irvinei, S. ubanguiensis, Thoracochromis demeusii, T. wingatii, Thysochromis ansorgii og Xenotilapia tenuidentata.
Konia eisentrauti og Thoracochromis brauschi.
Astatoreochromis straeleni, Astatotilapia bloyeti, Congochromis squamiceps, Ctenochromis polli, Etroplus maculatus, Haplochromis limax, H. phytophagus, Schwetzochromis neodon, Steatocranus casuarius, S. tinanti, Stomatepia mariae og S. pindu.
Benitochromis batesii, Chromidotilapia linkei, Haplochromis martini, H. nigricans, H. sauvagei, Nanochromis nudiceps, N. tranvestitus, Parananochromis gabonicus, Pelvicachromis humilis, P. pulcher, P. roloffi, P. rubrolabiatus, Steatocranus gibbiceps, S. irvinei, S. ubanguiensis, Thoracochromis demeusii, T. wingatii, Thysochromis ansorgii og Xenotilapia tenuidentata.
Konia eisentrauti og Thoracochromis brauschi.
Astatoreochromis straeleni, Astatotilapia bloyeti, Congochromis squamiceps, Ctenochromis polli, Etroplus maculatus, Haplochromis limax, H. phytophagus, Schwetzochromis neodon, Steatocranus casuarius, S. tinanti, Stomatepia mariae og S. pindu.
Motion og stimulering
Såfremt der er rigeligt skjul, skygge og fri svømmeplads i akvariet, fodringen er varieret, og pardannende arter holdes i par og gruppedannede arter i grupper (se afsnit om sociale behov) kræves ingen yderligere berigelse.
De fleste af disse arter bevæger sig i alle vandlag.
Nogle arter lever dog primært i nederste vandlag nær bunden:
Chromidotilapia cavalliensis, Congochromis-arterne, Ctenochromis polli, Limbochromis robertsi, Nanochromis-arterne, Orthochromis stormsi, Parananochromis-, Pelvicachromis-, Pseudocrenilabrus-arterne, Pungu maclareni, Steatocranus-arterne, Stomatepia pindu, Teleogramma brichardi, Thoracochromis brauschi og Thysochromis ansorgii.
Der skal altid være rigeligt skjul og fri svømmeplads i det/de vandlag, som den enkelte art naturligt opholder og bevæger sig i.
Dækglas er nødvendigt, da fiskene ellers kan risikere at springe ud af akvariet.
Fodring
Langt de fleste af disse cichlider lever af forskellige hvirvelløse dyr som orme, larver, insekter, mindre krebsdyr og zooplankton.
Nogle arter æder dog også alger og/eller planter.
Alge-/planteæderne inkluderer Etroplus-arterne, Haplochromis nigricans, Hemichromis bimaculatus, H. lifalili, Pelvicachromis humilis, Pseudocrenilabrus multicolor og Pungu maclareni.
Haplochromis brownae, H. martini, Pseudocrenilabrus multicolor og P. philander er rovfisk og æder mindre fisk.
I fangenskab tager fiskene oftest både tørfoder og forskellige hvirvelløse dyr (også i frostform), og alle typer foder bør gives varieret.
Husk rigeligt grøntfoder til planteæderne.
Der skal som udgangspunkt fodres hver dag, dog helst med en foderfri dag om ugen, da det vil være sundt for akvariemiljøet.
Såfremt fiskene er i god foderstand, kan de dog sagtens klare sig i op til 10 dage uden foder.
Sociale behov
Monogami
Størstedelen af disse cichlider (se undtagelser nedenunder) er pardannende og monogame, og de holdes derfor bedst i par.
Det bedste er at anskaffe sig en lille gruppe på ca. 6 unge individer og lade parrene dannes naturligt, eller at anskaffe sig et allerede etableret par.
Typisk er parrene territorielle over for artsfæller, så ved flere individer skal der være rigelig plads og hensigtsmæssig indretning til, at de hver især kan opretholde et naturligt territorium.
Polygamiske arter
De polygame arter (yngler med flere) er:
Astatoreochromis straeleni, Astatotilapia bloyeti, A. desfontainii, Chromidotilapia kingsleyae, Ctenochromis polli (kan også holdes i par), Divandu albimarginatus, Etroplus-arterne (kan også holdes i par), Haplochromis-arterne, Lamprologus werneri, Limbochromis robertsi, Orthochromis stormsi, Pseudocrenilabrus-, Stomatepia- og Thoracochromis-arterne.
Disse arter holdes bedst flere sammen i en lille gruppe (f.eks. en han og 3-4 hunner) med rigelig plads og skjul.
Xenotilapia tenuidentata er en stimefisk og skal derfor holdes mindst 6-8 individer sammen, gerne flere.
De fleste af disse cichlider kan i større akvarier og med rigeligt skjulemuligheder holdes fint med andre fredelige, rolige og mere hårdføre fiskearter.
Specielle krav til akvarium
Enkelte arter som Pseudocrenilabrus nicholsi og Hemichromis bimaculatus kan dog være specielt aggressive over for andre fisk og holdes derfor bedst i et artsakvarium (dvs. kun med individer af samme art i akvariet).
Da Etroplus maculatus og Stomatepia mariae har mere specielle krav til vandkemien (se afsnit om særlige pasningsbehov), holdes de også bedst i et artsakvarium, og ellers kun med arter, der trives i samme vandmiljø.
Rovcichliderne (se afsnit om fodring) må ikke holdes med andre fisk, de kan gabe over.
Formering og yngepleje
Alle cichlider er æglæggere, mens det varierer meget mellem arterne, hvor og hvordan legen (yngleadfærden op til gydning) foregår og æggene gydes.
Visse arter gyder i huler, nogle på flade sten eller trærødder og andre i gravede fordybninger i bundlaget.
Strategierne for yngelpleje efter gydning kan opdeles i to overordnede typer: mundrugning og substratrugning (se nedenfor hvilke arter, der tilhører hvad)
Mundrugerne
Hos mundrugerne er det normalt hunnen, der beskytter afkommet i munden, hos enkelte arter er det dog hannen (Chromidotilapia cavalliensis) eller skiftevis hannen og hunnen (Benitochromis-arterne, Xenotilapia tenuidentata).
Æggene klækkes efter ca. 6-10 dage afhængig af art.
Visse mundrugende arter vil da spytte de nyklækkede unger ud, mens andre arter vil fortsætte med at beskytte larverne i mundhulen, indtil ungerne er fritsvømmende og store nok til at klare sig selv (f.eks. Benitochromis batesii, Pseudocrenilabrus multicolor, Xenotilapia tenuidentata).
Substratrugerne
Hos substratrugende arter ses enten hannen, hunnen eller begge oftest aggressivt at beskytte æggene mod indtrængende på rugepladsen.
Æggene klækkes efter ca. 2-7 døgn, afhængig af art.
Nogle arter (f.eks. Etroplus maculatus, Hemichromis bimaculatus, H. lifalili) flytter herefter, ofte i flere omgange, de nyklækkede unger til fordybninger i bundlaget, som parret har gravet, hvor de stadig forsvarer dem mod andre fisk, indtil ungerne er fritsvømmende og store nok til at klare sig selv.
Succesfuld yngel
Fiskene leger af og til i stueakvariet, men æg og unger vil normalt ikke overleve her.
Mange arter kræver specielle vandforhold (f.eks. blødt, surt vand) for at ville yngle.
Ved egentligt opdræt skal bruges et specielt yngleakvarium, hvor æggene og ungerne sikres mere sterile forhold og beskyttelse mod voksne fisk.
Opdræt af cichlider kræver en del viden og erfaring, og man bør på forhånd sætte sig grundigt ind i, hvad den enkelte art kræver for at kunne yngle succesfuldt.
Vejled dig her med specialister inden for den enkelte fiskegruppe/-art.
Forhør dig evt. hos Dansk Akvarie Union for kontakt til sådanne.
Astatoreochromis straeleni, Astatotilapia-, Benitochromis-, Chromidotilapia-arterne, Ctenochromis polli, Divandu albimarginatus, Haplochromis-arterne, Konia eisentrauti, Orthochromis stormsi, Pseudocrenilabrus-arterne, Pungu maclareni, Schwetzochromis neodon, Stomatepia-, Thoracochromis-arterne og Xenotilapia tenuidentata.
De øvrige arter er alle substratrugende, dvs. æggene udruges enten i huler, på sten, trærødder eller andet hårdt substrat eller i fordybninger i bundlaget.
Astatoreochromis straeleni, Astatotilapia-, Benitochromis-, Chromidotilapia-arterne, Ctenochromis polli, Divandu albimarginatus, Haplochromis-arterne, Konia eisentrauti, Orthochromis stormsi, Pseudocrenilabrus-arterne, Pungu maclareni, Schwetzochromis neodon, Stomatepia-, Thoracochromis-arterne og Xenotilapia tenuidentata.
De øvrige arter er alle substratrugende, dvs. æggene udruges enten i huler, på sten, trærødder eller andet hårdt substrat eller i fordybninger i bundlaget.
Sygdom og nedsat trivsel
Ved anskaffelse af fisk er det vigtigt kun at købe sunde og livskraftige individer.
Se boksen "Sygdomstegn hos fisk " nedenfor for typiske tegn på, at en fisk er syg eller svækket.
Undgå sygdomsspredning
For at sikre at nyindkøbte fisk ikke er smittede med en sygdom eller parasit, der let kan smitte videre til andre fisk (f.eks. fiskedræber, svamp) og dermed ødelægge et helt akvarium, holdes de isolerede i et karantæneakvarium i ca. 3 uger.
Herefter slippes de ned i akvariet til de øvrige fisk.
Man afliver hver enkelt inficerede fisk ved først at give den et hårdt slag i hovedet, hvorefter hovedet umiddelbart og hurtigt afskæres med en skarp kniv.
Døde fisk smides i affaldsspanden, ikke i toilettet.
Fiskedræber
Fiskedræber, der viser sig ved små hvide pletter på størrelse med saltkorn, er en meget almindeligt forekommende, dødelig og meget smitsom sygdom hos ferskvandsakvariefisk.
Det er forårsaget af en encellet parasit, der angriber fiskens krop, finner og gæller.
På nuværende tidspunkt kan der ikke købes et behandlingspræparat på håndkøb mod fiskedræber.
Derfor skal man så vidt muligt undgå at få parasitten i akvariet og sørge for at fiskene altid er sunde og ikke er stressede i deres omgivelser.
Rengør altid remedier og andre ting, når de bruges/flyttes mellem forskellige akvarier, og oprethold en god vandkvalitet ved jævnlige vandskift.
Aquasafe eller tilsvarende produkter, der tilsyneladende stimulerer vedligeholdelsen af fiskens beskyttende slimlag og dermed øger fiskens modstandsdygtighed over for sygdomme og parasitter, kan fås i dyrehandlen.
Forkølelsespletter
Forkølelsespletter (en belægning af hvide/gullige udflydende pletter) kan forekomme, hvis fiskene udsættes for pludselige temperaturfald og/eller lever i overbefolkede akvarier.
Svamp (vattot-lignende hvide/gullige/orange udvækster) angriber typisk svækkede fisk (f.eks. med sår), der lever i akvarier med dårlig vandkvalitet.
Et behandlingspræparat findes, men der bør altid først sikres en god vandkvalitet.
Specielt for cichlider
Specielt for cichlider er sygdommen ’hexamitiasis’, der forårsages af flagellater hos stressede cichlider.
Symptomerne for sygdommen er betændte huller på hovedet.
Sygdommen behandles ved at fjerne årsagen til stress (øvrige fisk, mangel på kontakt med artsfæller, dårlig indretning mv.) og med et præparat fra dyrlægen.
- Svømningen er usikker og ukarakteristisk
- Stimefisk isolerer sig og trækker bort fra flokken
- Fisken er mager og lidt krumbøjet i forhold til sine artsfæller
- Bugen er udspilet, så skællene "stritter"
- Kroppen er besat af hvide prikker eller pletter, der ikke hører til dens normale farvemønster
- Fiskens gæller bevæger sig meget hurtigere end hos de øvrige fisk
- Fisken gnubber sig mod objekter
- En fisk, der normalt svømmer frit, hviler på bunden
Øvrige informationer
Cichlider er pigfinnefisk (Perciformes) tilhørende underordenen Labroidei, der omfatter seks familier med i alt over 2500 arter af cichlider, læbefisk, brændingsaborrer, sergentfisk, jomfrufisk, klovnfisk, samt papegøjefisk.
Cichliderne tilhører familien Cichilidae, der omfatter mindst 1300 arter fra primært ferskvandsmiljøer i Afrika, Madagaskar, Asien og Amerika.
Cichlider er især kendte for deres hurtige evolutionære tilpasning til forskellige økologiske nicher, hvilket har resulteret i en særdeles høj artsrigdom.
Derudover kendes cichlider for deres meget forskelligartede og ofte omfattende yngleadfærd, som er en tilpasning til såvel de fysiske omgivelser som sameksistensen med mange andre fiskearter.
Du kan se listen over de mange forskellige arter af sugemaller, hvis du klikker på PDF'en nedenfor.
I Victoriasøen i Afrika lever Haplochromis-arterne (H. aeneocolor, H. latifasciatus, H. limax og H. orthostoma undtaget) og Pseudocrenilabrus multicolor; sidstnævnte også i flere andre mindre søer i Afrika.
De øvrige arter i denne vejledning lever i forskellige andre søer og floder i Afrika (Malawi-søen og Tanganyikasøen undtaget).
Astatotilapia flaviijosephi lever derudover også i Asien (Mellemøsten).
Etroplus-arterne forekommer kun i Indien (E. maculatus dog også på Sri Lanka).
De fleste cichlider lever i søer eller svagtstrømmende dele af floder.
Visse af arterne i denne vejledning kan dog også findes i brakvandsområder (f.eks. flodudmundinger og laguner):
Etroplus maculatus, Hemichromis bimaculatus, H. guttatus, Limbochromis robertsi, Pelvicachromis pulcher, P. subocellatus og Pseudocrenilabrus philander.
Nær-truede (IUCN: Near threatened):
Pelvicachromis roloffi og Steatocranus irvinei.
Sårbare (IUCN: Vulnerable):
Benitochromis batesii, Chromidotilapia cavalliensis, Ctenochromis polli, Haplochromis aeneocolor, H. nubilus, H. orthostoma, H. sauvagei, Lamprologus werneri, Steatocranus glaber og Thoracochromis demeusii.
Truede (IUCN: Endangered):
Astatotilapia desfontainii, A. flaviijosephi, Benitochromis finleyi, B. nigrodorsalis, Chromidotilapia linkei, Etroplus canarensis, Hemichromis cerasogaster, Limbochromis roberts og Nanochromis tranvestitus.
Kritisk truede (IUCN: Critically endangered):
Haplochromis brownae, H. latifasciatus (avles succesfuldt i fangenskab), H. martini, Konia eisentrauti, Pungu maclareni, Stomatepia mariae, S. pindu, Teleogramma brichardi og Tilapia snyderae.
Vær så vidt muligt sikker på kun at anskaffe fisk, der er opdrættet i fangenskab, for at sikre at de vilde bestande ikke påvirkes negativt.
Dette gælder specielt hos de udryddelsestruede arter, og de arter, hvis status ikke kendes, da de kan risikere at være sjældne i naturen.
Tand- og kæbestrukturen hos cichlider er meget forskellig mellem arterne, afhængig af deres naturlige føde og fødesøgningsadfærd.
Netop tilpasningen til forskellige fødenicher har været betydeligt medvirkende til cichlidernes succes og høje artsrigdom i naturen.
Visse arter vil grave i bundlaget som en del af deres naturlige yngleadfærd (se "Bundsubstrat").
Ved for lidt plads og uhensigtsmæssig eller mangelfuld indretning i det beplantede stueakvarium er der for disse arter risiko for at planterødder vil graves op, og planterne ædes eller ødelægges.
Fiskene kan dog holdes uden problemer og vil bedst finde sig til rette i et beplantet stueakvarium, der har god plads, masser af større sten og planterødder som skjul og mere sparsom beplantning.
