tre hvide mink står i lille bur med poterne oppe på tremmerne — Foto: Neptun Dina Mylner/We See You

En fuldkommen omkostningsopgørelse af EU's pelsindustri

Forud for et muligt forbud mod pelsdyravl i EU viser et nyt studie pelsindustriens samlede økonomiske, miljø- og sundhedsmæssige omkostninger i EU. Derudover kortlægges det, hvordan branchens reelle samfundsbidrag ser ud. Artiklen er en oversættelse af A full-cost account of the EU fur industry af Griffin Carpenter

Artikel | 31. oktober 2025

Skrevet af:

Dyrenes Beskyttelse

EU overvejer et forbud mod pelsdyravl og handel med produkter fremstillet af opdrættede pelsdyr inden for Unionens grænser. Dette sker som følge af et succesfuldt europæisk borgerinitiativ i 2022, der opfordrede til en EU-dækkende indsats for at stoppe opdræt af dyr for deres pels.

Der er allerede 23 medlemsstater, der har indført fuldt, delvist eller reelt virkende forbud. Som følge heraf forventes kun seks medlemsstater – hvoraf tre kun tillader avl af visse arter – at fortsætte pelsdyravl efter 2028.

For at belyse denne politiske debat fremlægger dette studie en fuldkommen omkostningsopgørelse af EU’s pelsindustri.

En fuldkommen omkostningsopgørelse (full-cost accounting) er en helhedsorienteret metode, der går ud over traditionel finansiel bogføring og medtager branchens samlede bidrag til miljø, folkesundhed og andre områder. Hvor det er muligt, er EU’s pelsindustris bidrag omsat til økonomiske værdier, så man kan sammenligne og beregne nettoværdien.

Det potentielle EU-forbud omfatter fire arter – mink, ræv, mårhund og chinchilla – som alle indgår i dette studie. Branchen betragtes som otte sektorer langs værdikæden: foderproduktion, øvrige landbrugsinput, pelsdyravl, auktion/agentur, garvning/forarbejdning/farvning, produktfremstilling, engroshandel og detailhandel.

De fire opgørelsesområder

Til den økonomiske opgørelse anvendes syv økonomiske indikatorer til at vurdere bidraget fra EU’s pelsindustri: antal virksomheder, produktionsmængde, produktionsværdi, beskæftigelse, bruttoværditilvækst, overskud samt skatter og overførsler. Resultaterne viser ikke virkningen af et potentielt EU-forbud.

En konsekvensvurdering kræver kontrafaktisk modellering – for eksempel en vurdering af, hvorvidt personer, der i øjeblikket er beskæftiget i pelsindustrien, vil kunne finde alternativ beskæftigelse. I stedet giver resultaterne et øjebliksbillede af den nuværende industri.

For den miljømæssige opgørelse er forurening og ressourceforbrug ved pelsproduktion allerede medregnet i livscyklusvurderinger (LCA). Disse påvirkninger, der måles i fysiske enheder (f.eks. et ton partikler), omregnes til monetære værdier ved hjælp af skadesomkostningen for hver påvirkning (f.eks. tabte arbejdsdage som følge af luftforurening). Lokale gener og påvirkninger fra invasive arter er også medregnet, så der samlet indgår 20 miljøpåvirkninger.

For den folkesundhedsmæssige opgørelse er seks væsentlige zoonotiske sygdomsbakterier identificeret som risici (SARS-CoV-2, influenzavirus, salmonella, campylobacther, antibiotikaresistens og cryptosporidium).

Påvirkningen fra SARS-CoV-2 er estimeret ud fra samfundets skadesomkostninger og, som et alternativt estimat, omkostninger ved forebyggelse af bedrifterne.

For dyrevelfærdsopgørelsen er der ikke estimeret nogen økonomisk påvirkning. Skadesomkostninger kunne ikke estimeres, da værdisætningen af dyrevelfærd stadig er et nyt forskningsområde.

Omkostninger til forebyggelse kunne heller ikke estimeres, da videnskabelige gennemgange har konkluderet, at ingen forbedringer på bedriftsniveau kan imødekomme disse arters velfærdsbehov.

Opgørelserne i tal

EU’s pelsdyravl består overvejende af minkskind (92 % af antal, 87 % af værdi), mens ræv, chinchilla og mårhund udgør mindre dele. Finland, Polen og Grækenland er de største producenter.
I 2024 producerede EU’s pelsdyrinsdutri 6,3 millioner skind med en samlet salgspris på ca. 183 millioner euro, hvilket svarer til brancher som bøffelmælksproduktion, surkirsebærdyrkning eller videoudlejning. EU’s pelsdyravl beskæftiger 2.048 fuldtidsansatte, hvilket er omtrent samme størrelsesorden som videoudlejningsbranchen.
Branchen er kollapset over det sidste årti som del af en bredere global tendens. Over det seneste årti er: antallet af farme faldet med 73 %, antal skind med 86 %, salgsværdi med 92 % og beskæftigelse med 86–92 %. Yderligere seks nationale udfasninger vil reducere produktionen med 15–20 % frem mod 2028.
Pelsdyravl har i flere år været urentabel, da skindpriserne ligger under produktionsomkostningerne. Branchen er ikke længere økonomisk bæredygtig uden andre finansieringskilder.
EU’s pelsindustri genererer 16,6 millioner euro i årlige skatteindtægter (9,4 % af omsætningen), hovedsageligt fra arbejdsmarkedsbidrag og indkomstskat. De lave skattebidrag skyldes lønninger under gennemsnittet (for arbejdsrelaterede skatter) og begrænsede overskud (for selskabsskatter).
EU’s pelsdyravl modtager betydelige offentlige midler i form af kompensation for tabt omsætning (f.eks. Covid-19, fugleinfluenza, sanktioner mod russisk handel) samt støtte til erhvervsudvikling. Samlet set overstiger disse overførsler langt skatteindtægterne.

De 3,2 milliarder euro, der blev udbetalt til danske minkavlere for Covid-19-aflivningen, svarer til 99 gange det årlige skattebidrag, hvilket betyder, at det ville tage et århundrede at “tilbagebetale” (forudsat at der ikke ydes andre offentlige betalinger i denne periode). De 78 millioner euro, der blev udbetalt til finske pelsdyravlere for Covid-19 og fugleinfluenzaaflivningerne, svarede til 9 gange det årlige skattebidrag.
Pelsdyravlen bidrager negativt til økonomien med en bruttoværditilvækst på -9,2 millioner euro, og derved reducerer fremfor at bidrager til EU's økonomi.
Den øvrige EU-pelsindustri er økonomisk begrænset i størrelse, da EU er en stor eksportør af rå pelsskind. Det meste forarbejdning, produktion og detailhandel med pelsprodukter fra EU’s pelsfarme foregår uden for EU. En mindre pelsvareproducerende sektor findes dog stadig i Grækenland og Italien.
Den globale detailværdi af produkter fra EU’s pelsfarme er 972 millioner euro, men kun 19–146 millioner euro af dette sker i EU – eller hvad der svarer til 2-15% af den globale værdi.
EU’s pelsindustri beskæftiger anslået 3.313–5.522 fuldtidspersoner, hvoraf størstedelen arbejder inden for pelsdyravl og produktion af pelsvarer. Med en andel på 0,002–0,003 % af den samlede beskæftigelse i EU svarer pelsindustrien størrelsesmæssigt til sektorer som tapetproduktion eller fremstilling af cider og frugtvin.

Pelsproduktion er en intensiv proces, der er forbundet med betydelige miljøpåvirkninger. På pelsfarme bliver dyrene opdrættet og holdt i flere måneder inden slagtning, hvilket kræver en konstant tilførsel af foder, opstaldning og affaldshåndtering gennem hele deres levetid.
De årlige miljøskadesomkostninger fra forurening og ressourceforbrug estimeres til 143 millioner euro for EU’s pelsdyravlssektor og 230 millioner euro for den samlede pelsindustri i EU. Der er kun delvis medregnet visse aktiviteter, såsom brug af kemikalier ved garvning, forarbejdning og farvning.
Den største påvirkning er partikeldannelse med en omkostning på 83 millioner euro for pelsdyravl og 108 millioner euro for den samlede industri. Fine partikler, der dannes, når ammoniakudledninger fra animalsk affald reagerer med andre kemikalier i atmosfæren, er en årsag til kroniske luftvejssygdomme.
Fine partikler og de skader, de forårsager, spredes langt ud over områderne med pelsfarme. En undersøgelse af pelsdyravl i Danmark viste, at størstedelen af de for tidlige dødsfald forårsaget af fine partikler (51 ud af 63) fandt sted i andre EU-lande, hvoraf nogle har forbudt pelsdyravl inden for deres egne grænser.
Andre væsentlige omkostninger omfatter 46 millioner euro fra forsuring (55 millioner euro for den samlede industri), 8 millioner euro fra klimaforandringer (28 millioner euro) og 5 millioner euro fra marin eutrofiering (17 millioner euro).
Pelsfarme kræver store mængder råt kød til foder og producerer store mængder animalsk affald. De deraf følgende dårlige lugte- og insektproblemer påvirker lokalbefolkningen negativt gennem faldende ejendomspriser (-14 % for landbrugsejendomme, -36 % for boliger) svarende til et årligt tab i ejendomsværdi på anslået 3,8 millioner euro.
Den amerikanske mink og mårhunden er blandt de mest problematiske invasive arter i Europa, og pelsfarme er den primære kilde til disse dyr – både historisk og i dag. Baseret på regionale bekæmpelses- og udryddelsesprogrammer anslås det, at det årligt vil koste omkring 79 millioner euro at udrydde mink i EU.
Baseret på forurening, ressourceforbrug, lokale gener og invasive arter udgør de årlige miljøomkostninger 226 millioner euro for pelsdyravl og 312 millioner euro for den samlede industri.

Pelsdyravl udgør særlige folkesundhedsrisici, som adskiller sig fra andre former for husdyrproduktion. Forholdene på pelsfarme – åbne haller, høj dyretæthed og indespærring af særligt modtagelige arter – gør dem til ideelle reservoirer for virusmutation og smittespredning. Videnskabelige gennemgange har placeret pelsdyravl i samme højrisikokategori som handel med bushmeat (kød fra vilde dyr) og levende dyremarkeder.
Flere zoonotiske sygdomsbakterier har været forbundet med pelsdyravl, herunder SARS-CoV-2, influenzavirus, salmonella, campylobacter, antibiotikaresistente bakterier og cryptosporidium. De potentielle konsekvenser af en viral zoonose kan være alvorlige, hvilket blev demonstreret under COVID-19-pandemien, hvor millioner af dyr blev aflivet, efter at pelsfarme blev identificeret som kilden til en ny virusstamme.
Sandsynligheden for SARS-CoV-2-smitte blandt mink og smitteoverførsel til mennesker vurderes som “sandsynlig” til “meget sandsynlig”. Baseret på disse sandsynligheder anslås omkostningen for EU’s økonomi ved en ny virusvariant til 2,9 milliarder euro, men dette afhænger af smittens udbredelse i Europa og af, hvilke forebyggende tiltag der iværksættes.
Foranstaltninger til at forhindre overførsel af zoonotiske sygdomsbakterier omfatter lukning af staldsider, reduktion af burtæthed samt indførelse af vaccinations- og testprogrammer. Hvis disse forebyggende tiltag mod SARS-CoV-2 og influenza bliver gennemført, anslås de årlige omkostninger til 211 millioner euro.
Disse omkostninger ville reducere, men ikke fjerne, folkesundhedsrisikoen fra SARS-CoV-2 og influenzavirus (f.eks. kan undslip eller udslip stadig forekomme). For fødevarebårne sygdomsbakterier som salmonella ville der være behov for yderligere forebyggende tiltag. Disse tiltag er ikke blevet prissat.

Mink, ræve, mårhunde og chinchillaer anerkendes som sansende arter, og de velfærdsskader, de oplever i pelsdyravl, er veldokumenterede. Selvom der findes et stigende antal metoder til at fastsætte en økonomisk værdi af ændringer i dyrevelfærd, er der endnu ikke gennemført sådanne vurderinger for disse arter. Derfor repræsenterer dyrevelfærd, selv om det er den mest direkte og potentielt mest betydningsfulde påvirkning fra EU’s pelsindustri, en faktor, der endnu ikke er blevet prissat.

EU’s pelsdyravl består overvejende af minkskind (92 % af antal, 87 % af værdi), mens ræv, chinchilla og mårhund udgør mindre dele. Finland, Polen og Grækenland er de største producenter.
I 2024 producerede EU’s pelsdyrinsdutri 6,3 millioner skind med en samlet salgspris på ca. 183 millioner euro, hvilket svarer til brancher som bøffelmælksproduktion, surkirsebærdyrkning eller videoudlejning. EU’s pelsdyravl beskæftiger 2.048 fuldtidsansatte, hvilket er omtrent samme størrelsesorden som videoudlejningsbranchen.
Branchen er kollapset over det sidste årti som del af en bredere global tendens. Over det seneste årti er: antallet af farme faldet med 73 %, antal skind med 86 %, salgsværdi med 92 % og beskæftigelse med 86–92 %. Yderligere seks nationale udfasninger vil reducere produktionen med 15–20 % frem mod 2028.
Pelsdyravl har i flere år været urentabel, da skindpriserne ligger under produktionsomkostningerne. Branchen er ikke længere økonomisk bæredygtig uden andre finansieringskilder.
EU’s pelsindustri genererer 16,6 millioner euro i årlige skatteindtægter (9,4 % af omsætningen), hovedsageligt fra arbejdsmarkedsbidrag og indkomstskat. De lave skattebidrag skyldes lønninger under gennemsnittet (for arbejdsrelaterede skatter) og begrænsede overskud (for selskabsskatter).
EU’s pelsdyravl modtager betydelige offentlige midler i form af kompensation for tabt omsætning (f.eks. Covid-19, fugleinfluenza, sanktioner mod russisk handel) samt støtte til erhvervsudvikling. Samlet set overstiger disse overførsler langt skatteindtægterne.

De 3,2 milliarder euro, der blev udbetalt til danske minkavlere for Covid-19-aflivningen, svarer til 99 gange det årlige skattebidrag, hvilket betyder, at det ville tage et århundrede at “tilbagebetale” (forudsat at der ikke ydes andre offentlige betalinger i denne periode). De 78 millioner euro, der blev udbetalt til finske pelsdyravlere for Covid-19 og fugleinfluenzaaflivningerne, svarede til 9 gange det årlige skattebidrag.
Pelsdyravlen bidrager negativt til økonomien med en bruttoværditilvækst på -9,2 millioner euro, og derved reducerer fremfor at bidrager til EU's økonomi.
Den øvrige EU-pelsindustri er økonomisk begrænset i størrelse, da EU er en stor eksportør af rå pelsskind. Det meste forarbejdning, produktion og detailhandel med pelsprodukter fra EU’s pelsfarme foregår uden for EU. En mindre pelsvareproducerende sektor findes dog stadig i Grækenland og Italien.
Den globale detailværdi af produkter fra EU’s pelsfarme er 972 millioner euro, men kun 19–146 millioner euro af dette sker i EU – eller hvad der svarer til 2-15% af den globale værdi.
EU’s pelsindustri beskæftiger anslået 3.313–5.522 fuldtidspersoner, hvoraf størstedelen arbejder inden for pelsdyravl og produktion af pelsvarer. Med en andel på 0,002–0,003 % af den samlede beskæftigelse i EU svarer pelsindustrien størrelsesmæssigt til sektorer som tapetproduktion eller fremstilling af cider og frugtvin.

Pelsproduktion er en intensiv proces, der er forbundet med betydelige miljøpåvirkninger. På pelsfarme bliver dyrene opdrættet og holdt i flere måneder inden slagtning, hvilket kræver en konstant tilførsel af foder, opstaldning og affaldshåndtering gennem hele deres levetid.
De årlige miljøskadesomkostninger fra forurening og ressourceforbrug estimeres til 143 millioner euro for EU’s pelsdyravlssektor og 230 millioner euro for den samlede pelsindustri i EU. Der er kun delvis medregnet visse aktiviteter, såsom brug af kemikalier ved garvning, forarbejdning og farvning.
Den største påvirkning er partikeldannelse med en omkostning på 83 millioner euro for pelsdyravl og 108 millioner euro for den samlede industri. Fine partikler, der dannes, når ammoniakudledninger fra animalsk affald reagerer med andre kemikalier i atmosfæren, er en årsag til kroniske luftvejssygdomme.
Fine partikler og de skader, de forårsager, spredes langt ud over områderne med pelsfarme. En undersøgelse af pelsdyravl i Danmark viste, at størstedelen af de for tidlige dødsfald forårsaget af fine partikler (51 ud af 63) fandt sted i andre EU-lande, hvoraf nogle har forbudt pelsdyravl inden for deres egne grænser.
Andre væsentlige omkostninger omfatter 46 millioner euro fra forsuring (55 millioner euro for den samlede industri), 8 millioner euro fra klimaforandringer (28 millioner euro) og 5 millioner euro fra marin eutrofiering (17 millioner euro).
Pelsfarme kræver store mængder råt kød til foder og producerer store mængder animalsk affald. De deraf følgende dårlige lugte- og insektproblemer påvirker lokalbefolkningen negativt gennem faldende ejendomspriser (-14 % for landbrugsejendomme, -36 % for boliger) svarende til et årligt tab i ejendomsværdi på anslået 3,8 millioner euro.
Den amerikanske mink og mårhunden er blandt de mest problematiske invasive arter i Europa, og pelsfarme er den primære kilde til disse dyr – både historisk og i dag. Baseret på regionale bekæmpelses- og udryddelsesprogrammer anslås det, at det årligt vil koste omkring 79 millioner euro at udrydde mink i EU.
Baseret på forurening, ressourceforbrug, lokale gener og invasive arter udgør de årlige miljøomkostninger 226 millioner euro for pelsdyravl og 312 millioner euro for den samlede industri.

Pelsdyravl udgør særlige folkesundhedsrisici, som adskiller sig fra andre former for husdyrproduktion. Forholdene på pelsfarme – åbne haller, høj dyretæthed og indespærring af særligt modtagelige arter – gør dem til ideelle reservoirer for virusmutation og smittespredning. Videnskabelige gennemgange har placeret pelsdyravl i samme højrisikokategori som handel med bushmeat (kød fra vilde dyr) og levende dyremarkeder.
Flere zoonotiske sygdomsbakterier har været forbundet med pelsdyravl, herunder SARS-CoV-2, influenzavirus, salmonella, campylobacter, antibiotikaresistente bakterier og cryptosporidium. De potentielle konsekvenser af en viral zoonose kan være alvorlige, hvilket blev demonstreret under COVID-19-pandemien, hvor millioner af dyr blev aflivet, efter at pelsfarme blev identificeret som kilden til en ny virusstamme.
Sandsynligheden for SARS-CoV-2-smitte blandt mink og smitteoverførsel til mennesker vurderes som “sandsynlig” til “meget sandsynlig”. Baseret på disse sandsynligheder anslås omkostningen for EU’s økonomi ved en ny virusvariant til 2,9 milliarder euro, men dette afhænger af smittens udbredelse i Europa og af, hvilke forebyggende tiltag der iværksættes.
Foranstaltninger til at forhindre overførsel af zoonotiske sygdomsbakterier omfatter lukning af staldsider, reduktion af burtæthed samt indførelse af vaccinations- og testprogrammer. Hvis disse forebyggende tiltag mod SARS-CoV-2 og influenza bliver gennemført, anslås de årlige omkostninger til 211 millioner euro.
Disse omkostninger ville reducere, men ikke fjerne, folkesundhedsrisikoen fra SARS-CoV-2 og influenzavirus (f.eks. kan undslip eller udslip stadig forekomme). For fødevarebårne sygdomsbakterier som salmonella ville der være behov for yderligere forebyggende tiltag. Disse tiltag er ikke blevet prissat.

Mink, ræve, mårhunde og chinchillaer anerkendes som sansende arter, og de velfærdsskader, de oplever i pelsdyravl, er veldokumenterede. Selvom der findes et stigende antal metoder til at fastsætte en økonomisk værdi af ændringer i dyrevelfærd, er der endnu ikke gennemført sådanne vurderinger for disse arter. Derfor repræsenterer dyrevelfærd, selv om det er den mest direkte og potentielt mest betydningsfulde påvirkning fra EU’s pelsindustri, en faktor, der endnu ikke er blevet prissat.