226 dage. Så længe måtte ulvehundene Zeus og Daisy vente på Århus Internat, før den helt rigtige adoptionsansøgning landede. En ansøgning, der blev punktummet på et langt kapitel for makkerparret.
En svær erkendelse
Internatet gjorde derfor en ekstra indsats for at finde et nyt hjem. Hundene fik pas, så de også kunne adopteres i udlandet, og de blev delt igen og igen på sociale medier og vist frem i livestreams. Enkelte kom forbi og mødte dem, men uden at det førte til en adoption.
Til sidst måtte internatet tage den svære beslutning at splitte makkerparret op, så der var mulighed for at adoptere én hund i stedet for to. En erkendelse, der var svær for både internatet og de mange, der havde fulgt hundene på de sociale medier.
– Vi måtte til sidst indse, at der måske ikke fandtes et hjem til dem sammen. Vi håbede stadig, men for ikke at lade dem vente endnu længere åbnede vi op for, at de kunne adopteres hver for sig, forklarer Trine Hinge, veterinærsygeplejerske og en del af hundeteamet hos Dyrenes Beskyttelse Århus.
Ansøgningen der ændrede alt
Da der sidst i februar tikkede en ansøgning ind på Zeus og Daisy, begyndte håbet for alvor at spire. Et par fra Holstebro havde fulgt med i hundenes rejse. De kunne tilbyde et liv på et landsted uden naboer, en stor indhegnet have og erfaring med selvstændige hunderacer. Alligevel havde de holdt igen med at sende en ansøgning afsted – for der var én ting, der fik dem til at tøve.
– Vi havde besluttet, at Daisy ikke skulle ud til et hjem med børn. Hun havde haft flere hjem før, og det havde sat sine spor – blandt andet en dårlig oplevelse med et barn. Ansøgningen her var fra en familie med to små børn på fire og et år, men da alt andet var virkelig perfekt, mente vi, at det var værd at arrangere et møde mellem familien og ulvehundene, fortæller Trine Hinge.
Tårer i øjnene
Da dagen for mødet endelig kom, gik det bedre, end nogen havde turdet håbe. Der var et godt samspil mellem hunde, familiens ældste barn og forældre. Familien havde tydeligt styr på situationen, og hundene tog nysgerrigt imod barnet uden at trække sig.
– Vi sender altid folk hjem på en tænker, så de kan mærke efter. Da de kom tilbage ugen efter med begge børn, var det tydeligt, at de havde tænkt sig godt om og kunne skabe rammer, hvor hundene kunne trække sig. Jeg blev så rørt, at jeg fik tårer i øjnene, fortæller Trine Hinge.
Derfor blev det et stort ja til adoptionen. Både fra hundeteamet og den nye familie – og også fra Zeus og Daisy, der virkede trygge i mødet.
En længe ventet dag
Da dagen kom, hvor Zeus og Daisy skulle flytte ind i deres nye hjem, satte tre medarbejdere fra internatet sig i dyreambulancen og kørte makkerparret hele vejen mod deres nye liv.
– Vi har aldrig afleveret dyr før, men det var nogle særlige omstændigheder. Daisy bryder sig ikke om at køre bil, så hundenes første oplevelse med den nye familie skulle ikke være en lang køretur. Det var virkelig vigtigt for os, at de fik en god start, fortæller Trine Hinge fra hundeteamet.
Efter næsten halvanden time på farten nåede de frem til hundenes nye hjem. Zeus sprang roligt og nysgerrigt ud af bilen, mens Daisy var mere tøvende – dog langt mindre utryg, end hundeteamet havde frygtet.
– Vi er så tilfredse og kunne næsten ikke være gladere. Det føles som en drøm, der er gået i opfyldelse. Det gik virkelig godt, og vi står selvfølgelig klar på telefonen, hvis der bliver brug for os. Ellers skal både familie og hunde have ro til at falde til, siger Trine Hinge.
Meldingen fra ulvehundenes nye hjem er også klar: Alt er gået over al forventning.