Hvert år ender tusindvis af moderløse killinger på Dyrenes Beskyttelses internater, og sætter medarbejderne under pres. Uden plejefamilier til at hjælpe med at tage sig af de mest sårbare risikerer mange ikke at overleve deres første uger.
Hver forårssæson gentager det samme mønster sig: Tusindvis af små killinger bliver født uden de trygge rammer, de har brug for. Nogle bliver fundet alene i naturen, andre bliver indleveret til internater, før de overhovedet har fået en chance i livet. For de allermindste er situationen kritisk – uden deres mor har de svært ved at overleve.
Hos Dyrenes Beskyttelse er behovet for hjælp massivt. I 2025 blev 8.300 katte indleveret på internaterne og heraf var 4.355 killinger i alderen 0-16 uger. Bag tallene gemmer sig tusindvis af dyr, der er fuldstændig afhængige af menneskelig omsorg for at klare sig.
Afgørende omsorg
Her spiller plejefamilierne en afgørende rolle, forklarer Jens Jokumsen, der er chef for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse:
- De mindste killinger kræver en helt særlig indsats. De kan ikke selv regulere deres temperatur, de kan ikke spise selv, og de har brug for pleje døgnet rundt. Helt konkret betyder det, at de skal have mad hver anden til tredje time – også om natten – og overvåges tæt for at sikre, at de udvikler sig, som de skal, siger han.
Opgaven med at passe killingerne ligger langt ud over, hvad internaterne alene kan løfte. Derfor er de afhænge af, at frivillige plejefamilier åbner deres hjem og hverdag for killingerne, så de får den ro, varme og kontinuerlige omsorg, som er afgørende i deres første levetid. Det er en krævende opgave, som koster både tid, overskud og engagement, men for mange er det samtidig en af de mest meningsfulde måder at gøre en forskel på.
- Som plejefamilie bliver man hurtigt en central del af killingernes liv. De lærer ens stemme at kende, søger ens varme og finder tryghed i de rammer, man skaber for dem. Der opstår et særligt bånd, selvom det ofte kun varer i en kort periode. For når killingerne er blevet store og stærke nok, skal de videre til deres nye, blivende hjem, fortæller Jens Jokumsen.
Livsvigtig indsats
Netop dét kan være svært. Men det er også en vigtig del af opgaven. For hver gang en plejefamilie siger farvel, bliver der plads til, at endnu et kuld killinger kan få den samme chance.
Selvom ansvaret er stort, står plejefamilierne ikke alene. Dyrenes Beskyttelse sørger for både vejledning, udstyr og løbende støtte undervejs, så man altid har nogen at sparre med. Det gør det muligt for flere at engagere sig – også selvom man ikke har erfaring fra starten.
Behovet for plejefamilier er fortsat stigende. Hvert år er der flere killinger, der har brug for hjælp, og uden de frivillige hjem ville langt færre overleve.
At blive plejefamilie er derfor ikke bare en god gerning – det er en konkret og livsvigtig indsats. Det kræver noget at åbne sit hjem for så sårbare dyr, men det giver også noget igen, som er svært at måle.
For som plejefamilie redder man ikke bare killinger. Man giver dem en fremtid.
