Aslan





Føle-bamsen Aslan søger nyt hjem. Den tidligere familie skulle flytte i lejlighed, og det er slet ikke noget for så stor og dejlig en hund som Aslan. Derfor søger vi en ny familie til Aslan, hvor der er godt med udendørs plads. Det kan være et hus med indhegnet have eller måske endda en landejendom. For godt nok er Aslan vokset op i byen, men vi har fået at vide, at han virkelig har haft det godt, når han har været på besøg på landet.
Aslan beskrives som en hund, der godt kan lide alle mennesker. Han har han ikke meget erfaring med børn, og derfor tænker vi det bedste vil være, at der ikke er mindre børn i den familie, hvor Aslan skal bo. Han har heller ikke boet sammen med andre hunde, så vi tror, at Aslan skal være den eneste hund i hjemmet. Men der må meget gerne bo en kat.
Aslan kan godt være alene hjemme, men vi håber at finde et sted til Aslan, hvor alenetiden ikke er for lang. Selvfølgelig kan han ikke være alene lige når han flytter, men når han engang er tryg og faldet til, så kan alene-hjemme træningen starte.
Aslan er vokset op i byen, så han er vant til alle byens lyde osv. Men ud over det, så har han ikke set så meget andet af denne verden. Vi søger derfor en familie, der har lyst til at introducere Aslan til den dejlige verden og de mange gode oplevelser på god og positiv måde. For selv om Aslan er en hund med en stor krop, så kan han godt være lille inden i en gang imellem. For Aslan er en stor og dejlig hund. Han er nemlig en blanding af en Grand Danois og en Sankt bernhardshund.
Aslan kender bedst til at gå tur i snor, og det er han god til. Men her på internatet kan vi se, at han trives med en god løbetur i vores hundeskov, så vi ønsker for ham, at han kan få den mulighed fremover i det nye hjem.
Den tidligere ejer fortæller, at Aslan er en aktiv hund, der er meget lærenem. Så vi ønsker for Aslan, at en ny familie har tid og lyst til at aktivere ham med små opgaver osv. Han er vant til at lede efter sit foder i et aktivitetstæppe eller på græsplænen. Og ellers er en bold et hit, ligesom det er godt for ham at få et kæmpestort gnaveben. Selv om Aslan er aktiv, så har vi fået at vide, at han er rolig indenfor i hjemmet.
Aslan har ikke gået på hundeskole, men alligevel har han lært ord som sit, læg dig, pote, rolig (når han skal gå pænt i snoren).
Aslan kan godt lide at køre i bil. Og han plejer at have en sikkerhedssele til hund på, når han skal sidde bag i bilen.
Aslan er en føle-bamse, der elsker en god hyggestund med sit menneske. Han beskrives som en hyggetrold og en kærlighedskugle af sin tidligere ejer. Ingen tvivl om, at de to har haft et tæt bånd, for adspurgt siger den tidligere ejer, at det bedste Aslan ved, det er hans menneske. Derud over beskrives han som en nysgerrig og legesyg hund, der gerne vil løbe.
Kunne du tænke dig at blive Aslans nye bedsteven og kærlighed, så er du velkommen til at ringe til Brande Internat for en snak.
Godt at vide om at eje en hund
- Hunde bliver typisk 8-15 år.
- En hund bør ikke være alene mere end 5 timer dagligt.
- Alle hunde kræver mindst 2 timers aktivering om dagen.
Ansvar
Adoption af hund er en stor beslutning, som altid bør være velovervejet og gennemtænkt. Nyhedens interesse kan fortage sig, men det gør forpligtelserne ikke. Hunde er derfor altid de voksnes ansvar, uanset hvad børn måtte love. Der er mange omkostninger ved at have hund. Ud over faste udgifter til foder, kommer forsikring, udstyr, træning og dyrlægebesøg m.m.
Trivsel
Alle hunde kræver samvær, motion og aktivering. De fleste adfærdsproblemer kan helt undgås, hvis man på forhånd ved, hvad det indebærer at have hund. De fleste problemer forekommer, når hunde ikke oplever nok og lades alene for længe. Som tommelfingerregel bør man aktivere sin hund mindst 2 time dagligt. Det kan være gåture, sporlege, pelspleje eller anden samvær.
Tilbage til oversigten