I bedste mening bliver aktive hunderacer taget med på løbeturen eller lange ture på kedelige villaveje. Men det er ikke lykken for en hund med jagt i blodet. Regine Tholen / Unsplash
I bedste mening bliver aktive hunderacer taget med på løbeturen eller lange ture på kedelige villaveje. Men det er ikke lykken for en hund med jagt i blodet. Regine Tholen / Unsplash

Din hunds skræk: Lange ture på kedelige villaveje

Aktive hunde med jagt i blodet er populære som familiehunde. Men mange undervurderer, hvor meget disse racer har brug for at bruge hovedet – kedelige, monotone lufteture kan skabe grobund for mistrivsel. Læs, hvordan du nemt gør lufteturen sjovere - og får en glad hund i balance

Skrevet af:
Stig William Nissen

De fleste hundeejere kender billedet. Hunden vrider sig af begejstring, når snoren findes frem. Men for en lang række jagt- og brugshunde er de lufteture, vi tilbyder dem, langt fra nok – og i nogle tilfælde direkte problematiske.

Sådan lyder det fra Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

-Lange ture op og ned ad de samme villaveje gør ikke en aktiv hund træt – de gør den bare i endnu bedre fysisk form. Og så står du tilbage med en hund, der er i topatletisk tilstand, men stadig mentalt understimuleret. Det er den værst tænkelige kombination, siger han.

Lange ture på villavejene giver en hund i topform, men som mentalt er understimuleret. Foto: Andriyko Podilnyk / Unsplash
Lange ture på villavejene giver en hund i topform, men som mentalt er understimuleret. Foto: Andriyko Podilnyk / Unsplash

Løb og cykling gør kun problemet større

Et udbredt forsøg på at ”løse” en aktiv hunds energi er at løbe eller cykle med den. Men det kan have den modsatte effekt.

-Når man løber eller cykler med sin hund, øger man bare den fysiske form endnu mere. Det trætter kroppen – men slet ikke hjernen. Og hos de fleste jagthunderacer er det hjernen, der skal være træt for, at hunden får ro, forklarer Jens Jokumsen.

Særligt jagthunderacer som labrador, spaniels, hønsehunde og golden retrievere bliver ofte misforstået, uddyber familiedyrschefen.

-De er avlet til meget specifikke opgaver, hvor de bruger næsen, samarbejder og løser problemer. Hvis vi ikke tilbyder dem noget af det, men i stedet giver dem lange, ensformige gåture eller løbeture, så kommer de i mistrivsel – simpelthen fordi de ikke får lov at være den type hund, de er avlet til.

Et dyrevelfærdsproblem i stor skala

Forskning viser, at hundes største velfærdsproblemer er blevet mentale. Hvor fejlernæring og sygdom fyldte mest for bare 100 år siden, er hundens største udfordringer i dag ensomhed og manglende mental stimulans.

Studier peger på, at 70–80 procent af danske hunde har ét eller flere adfærdsproblemer. En dansk undersøgelse fra 1999 viste, at adfærdsvanskeligheder var årsag eller medvirkende årsag i omkring en fjerdedel af alle aflivninger.

-Når vi taler om mentale udfordringer hos hunde, handler det ikke om ’problemhunde’. Det handler om hunde, der ikke bliver set for det individuelle behov og potentiale, de har. Når de mangler de rette rammer, kan det udvikle sig til alvorlig mistrivsel, konflikter i hjemmet og i sidste ende aflivninger. Det gør det til et dyrevelfærdsproblem i stor skala, siger Jens Jokumsen. 

Små indlagte lege på lufteturen giver en mentalt stimuleret hund i bedre balance. Foto: Destiny Wiens / Unsplash
Små indlagte lege på lufteturen giver en mentalt stimuleret hund i bedre balance. Foto: Destiny Wiens / Unsplash

Er din hund understimuleret?

Ifølge Jens Jokumsen bør hundeejere reagere, hvis hunden viser tegn som:

-Overdreven gøen, rastløshed, destruktiv adfærd, manglende evne til at slappe af, hyperaktivitet – og i nogle tilfælde angst eller aggression – er ofte tegn på, at hunden keder sig mentalt. Det bliver misforstået som ’dårlig opførsel’, men det er i virkeligheden et råb om hjælp, siger han.

Heldigvis er løsningen ikke nødvendigvis mere motion – men bedre indhold.

-Det handler om at gøre turen interessant. For mange hunde er ti minutters næsearbejde mere værd end en times rask gåtur. Lad hunden snuse, søge, vælge retning, løse små opgaver. Variation gør underværker, siger Jens Jokumsen.

Derudover anbefaler han at bringe jagt- og brugshundenes naturlige kompetencer i spil i hverdagen.

-Du behøver ikke jagttegn. Du kan skjule godbidder, lægge spor i græsset, bruge foder som opgaver eller arbejde med samarbejdsøvelser. Det er præcis det, disse racer er gode til – og du får en langt mere tilfreds hund, siger han.

  1. Brug næsen – lav små søgeøvelser med godbidder i græsset.
  2. Tag nye ruter – variation giver flere dufte og flere indtryk.
  3. Lad hunden vælge retningen i fem minutter – det giver mental tilfredsstillelse.
  4. Lav mikropauser – hvor hunden får lov at snuse grundigt samme sted.
  5. Indfør miniopgaver – som ”vent”, ”find det”, ”bring”, korte spor eller små balanceøvelser.