Lise Svejgaard ejer Egelund Dyreklinik og driver Viborg Internat i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse.

1 år og 1200 katte senere

For 1 år siden åbnede Viborg Internat dørene op. Internatsleder, Lise Svejgaard, havde regnet med at modtage omkring 250 katte og killinger det første år, men det blev langt, langt vildere. Over 1200 katte senere er der ingen tvivl om, at der var brug for internatet i Midtjylland.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være så vildt. Det første år har personalet og jeg arbejdet i døgndrift. Vi havde estimeret, at der måske ville komme omkring 250 katte det første år, men der kom over 1200. Det har været fuldstændig overvældende.”

Lise Svejgaard er uddannet dyrlæge og til dagligt ejer hun Egelund Dyreklinik, samt driver Viborg Internat. Internatet åbnede for 1 år siden, og ingen kunne forudse hvor travlt et år det ville blive. Den eksplosive start har dog kun bekræftet Lise i, at det var den rette beslutning, at indgå samarbejdet med Dyrenes Beskyttelse og åbne internatet i Midtjylland.

”Jeg har altid ment, at ikke at gøre noget, også er at gøre noget. Derfor har jeg også kastet mig over kattene primært. Jeg kan ikke tåle, når mennesker ikke regner dyr for noget og desværre er der mange, som ikke regner katte for særlig meget,”
- Lise Svejgaard

Dyrenes advokat

I 2004 blev Lise Svejgaard uddannet dyrlæge. Hun arbejdede i blandet praksis de første knap 10 år, primært med fokus på smådyr. I 2013 åbnede hun Egelund Dyreklinik som fra starten arbejdede meget sammen med Dyrenes Beskyttelse. Det har altid været vigtigt for Lise, at hjælpe dem der ikke kan tale sin egen sag.

”Jeg har altid ment, at ikke at gøre noget, også er at gøre noget. Derfor har jeg også kastet mig over kattene primært. Jeg kan ikke tåle, når mennesker ikke regner dyr for noget og desværre er der mange, som ikke regner katte for særlig meget,” fortæller Lise.

Lise har altid set sig selv, som dyrenes advokat, men det kan også godt give øretæver. Det er dog ikke noget der stopper Lise, der mener, at det er vigtigt, at gøre noget alligevel. Mission er, at redde alle de dyr, som det er muligt at redde.

Hjælper både dyr og mennesker

Viborg Internat har nu eksisteret i et år. På den tid har der været flere katte og killinger igennem, end Lise nogensinde havde forestillet sig. Det har været det travleste år i hendes liv, men hun finder stor glæde i at hjælpe dyr til en ny chance. Dog har hun fundet ud af, at det ikke kun er dyr internatet kan hjælpe.

”Gennem Internatet har det været muligt, at komme ud til mange flere mennesker end tidligere. Folk er generelt interesserede i det arbejde vi laver på internatet, og derfor har vi mulighed for, at oplyse og uddanne folk, når de følger med i vores arbejde. Den del betyder utrolig meget, for jeg tror på, at når folk bliver mere oplyste ændrer de også deres opfattelse af f.eks. kattens status,” fortæller Lise.

Det optimale ville være, at katten fik samme status som hunden. Lise er også skuffet over, at der endnu ikke er kommet nogen lovgivning omkring kattene i Danmark. Alligevel er hun sikker på, at oplysning af den enkelte person gør en stor forskel for hvordan kattene opfattes.

”Tag ansvar og få neutraliseret dine dyr. Det er den bedste måde hvorpå, vi kan tage ansvar for kattene.”
- Lise Svejgaard, leder af Viborg Internat

Stolt af det første år

Siden Viborg Internat åbnede, har alle medarbejderne arbejdet i døgndrift. Det har været en stor fordel, at have klinikken på samme adresse som internatet, da det har gjort, at katte og killinger kunne behandles med det samme, når de kom ind. Og selvom det er benhårdt arbejde og der har været mange udfordringer, er Lise glad for at drive internat.

”Jeg er glad for at have internat. Alle knokler virkelig for dyrene, og jeg bliver så rørt over hvor mange fantastiske hjælpere vi har, både kredsformænd og plejefamilier. Kredsformændene lever og ånder for deres arbejde, og det er jeg stolt af at være en del af,” siger Lise Svejgaard.

Hvordan de kommende år kommer til at se ud for Viborg Internat, er ikke til at sige. Sommeren 2019 var den værste killingesæson der nogensinde har været, så Viborg Internat er allerede begyndt at forberede sig. Lise mener dog, at de allerede er bedre rustet i år, end de var sidste år.

”Vi er meget bedre rustet til de kommende år. Vi har ansat flere mennesker til at hjælpe, så vi er mere forberedt på, at der kommer mange katte. Jeg håber virkelig at mange vil støtte op omkring internaterne hen over sommeren, hvor rigtig mange katte har brug for hjælp,” fortæller Lise. Og så har hun en bøn:

”Tag ansvar og få neutraliseret dine dyr. Det er den bedste måde hvorpå, vi kan tage ansvar for kattene.”