Hvalp

10 tips til den første tid med hvalpen

Tillykke! Du har netop hentet din nye bedste ven. Men hvordan håndterer man egentlig den nye hvalp? Hvordan bliver den renlig? Kan den være alene hjemme og hvor meget sover den? Her får du 10 tips til at få en god første tid med hvalpen.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

1. Skab tryghed de første dage og nætter

Når hvalpen flytter hjem til dig, så husk at den kommer fra trygge omgivelser, hvor den både har haft sine søskende og sin mor i nærheden. Hvalpen har derfor brug for at blive tryg i sit nye hjem, og den bedste måde at gøre den tryg på, er ved at lade den være i nærheden af dig.

Lad derfor hvalpen sove ved siden af din seng eller læg dig på en madras, der hvor du gerne vil have hvalpen til at sove. Når hvalpen efter nogle dage er faldt til, kan du begynde og flytte kurven trinvist hen, hvor du gerne vil have den til at sove. Denne metode er ikke stressende for hverken dig eller hvalpen. Det er en skrøne at hvalpen bare skal hyle sig selv i søvn. Derimod hjælper tryghed, og en langsom tilvænning på at kunne sove alene på sigt.

2. Hjemmet skal ”hvalpesikres”

Når hvalpen flytter ind, skal hjemmet ”sikres”. Det betyder at hjemmet skal gennemgås fra ende til anden for at sikre, at der ikke er nogen steder hvalpen kan komme til skade. Sørg for at holde lukket ind til rum med mange ting og ledninger og anskaf evt. en babylåge, så du nemmere kan holde hvalpen i bestemte dele af hjemmet.

Sørg også for at fjerne de genstande, du ikke kan tilgive at hvalpen bider i. Dyre sko, arvestykket og nips osv.

3. Start socialisering med det samme

Når hvalpen flytter ind ved dig, bliver dens verden pludselig kæmpestor. Den skal lære at fremmede mennesker, andre dyr, biler, lyde og alt andet der er i dens nærhed, er en del af dens liv. Socialiseringen starter med andre ord med det samme, men det er vigtigt at gå langsomt frem.

For at få succes med socialiseringen er en god tommelfingerregel at se verden gennem hvalpens øjne. Begynd derfor med korte, positive møder med mennesker og dyr og tag gerne små ture rundt i de udendørs omgivelser. Hvalpen er naturligt nysgerrig og vil derfor gerne udforske. Hvis du støtter den i det, vil dens selvtillid hurtigt vokse, og den vil følge trygt med dig, hvor du går.

4. Renlighed: få styr på det fra start

Der er en række simple huskeregler, som hjælper din hvalp med at blive renlig på rekordtid. Som udgangspunkt skal hvalpen besørge hver gang den har haft en aktivitet. Så hver gang den har sovet, spist, leget, trænet, når der kommer gæster, eller hvis den på anden måde bliver opstemt, skal du ud med hvalpen. I dagtimerne skal hvalpen ca. tisse en gang i timen.

I det første lange stykke tid, skal du ikke vente på, at hvalpen signalerer at den skal ud. Ved at gøre det til rutine at tage den ud efter alle aktiviteter og blive ude til den har besørget, vil den hurtigt forstå, at det er noget man gør ude. En god ide er at give hvalpen en kommando, f.eks. ”tis”, så den forbinder det at besørge med, når du siger ”tis”. Og husk at rose hvalpen hver gang den har besørget udenfor.

Lad være med at skælde hvalpen ud, hvis den har uheld indenfor. Hvalpen vil ikke forstå, at den ikke må tisse inde, den vil blot blive utryg ved at tisse foran dig.

5. Husk hvile mellem de gode oplevelser!

En hvalp sover mellem 16-20 timer i døgnet den første tid. Det er derfor vigtigt, at lade den være når den sover, da den udvikler sig enormt meget imens. Det er også vigtigt, at hvis der er børn i hjemmet, skal de lade hvalpen være, når den er træt.

En hvalp har ikke brug for meget fysisk motion, men i stedet en masse indtryk og positive oplevelser. Men husk, der skal hvile til mellem hvert nyt indtryk.

6. Vær tydelig i dine signaler og vis vejen

Det er vigtigt at vise hvalpen vejen og være et godt forbillede for hvalpen. Det gør du ved at anerkende ønsket adfærd og sætte grænser for uønsket adfærd. Det er vigtigt at fokusere på samarbejde frem for dominans og hele tiden tænke i positiv kommunikation. For at hvalpen kan trives skal den føle sig som en del af en dynamisk og mobil flok. Du skal være et forbillede for din hvalp.

7. Gode vaner kommer af ros

Mange af de ting som hunde gør, opfatter mennesker som problematiske. Det er ting som at gø, grave, springe op, bide, løbe væk, tigge om mad, bide i ting osv. Det er vores opgave at hjælpe hvalpen med at gøre mere af den ønskede adfærd og mindre af den uønskede.
Derfor: Ros hver gang hvalpen gør noget du gerne vil have, og sig nej eller ignorer den, når den gør noget du ikke vil have. På den måde vil den hurtigt finde ud af, hvad du ønsker af den. Hvalpen vil i praksis altid prøve at behage dig, og det er derfor vigtigt at rose hver gang, den gør noget du gerne vil have.

Og vigtigst: begynd den positive træning med det samme! Det er lettere at lære hvalpen det mens den er lille, end først at starte når den har fået en masse dårlige vaner.

8. Alene hjemme: hvordan?

Når hvalpen er tryg, er det vigtigt at begynde alene-hjemme træningen. Sørg for at hvalpen har besørget og spist og er i et rum hvor dens kurv og legetøj er, og forsvind så ud ad døren et par minutter.

Det er vigtigt at man ikke tager afsked med hvalpen og heller ikke overfuser den med ros og velkomst så snart man kommer ind igen. Gentag dette flere gange i løbet af dagen, så hvalpen vænner sig til, at du kommer og går.

Ideelt skal du komme tilbage før hvalpen bliver urolig men husk ikke at gå ind når den når piber mest. På den måde vil den tro at det var piberiet, der fik dig til at komme tilbage. Vent til der er en pause, og kom så ind.

9. Samarbejde giver glæde

Hvis du begynder at træne små øvelser og belønne ønsket adfærd så snart du får hvalpen hjem, vil den hurtigt opdage glæden ved at samarbejde. Det er en god ide at deltage på et hvalpehold. Her lærer I både at træne sammen men også fornuftig omgang med andre hunde og mennesker.

Ved at træne lystbetonet styrker du tilliden til dig som leder og som hundens fører. Det er vigtigt at sørge for et godt tillidsbånd mellem hund og ejer.

10. Du er hundens bedste ven

Husk at du først og fremmest har anskaffet dig en hund. Det er derfor vigtigt at lære at forstå hunden frem for at tillægge den en masse menneskelige egenskaber. En del forkælelse kan blive en misforstået godhed og er ofte ikke i hundens interesse. Derfor: lær din hund at kende og behandl den som en hund. Og vigtigst af alt: Brug en masse tid med din hund. På den måde bliver I hinandens bedste venner.

Læs mere om den første tid med hvalpen på Dansk Kennel Klubs hjemmeside her. 

LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER

VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.

VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.

Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.