Killinger i papkasse
De 12 killinger i papkassen var meget små, og det var tydeligt, at de havde akut brug for hjælp. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

12 killinger efterladt til uvis skæbne i bagende sol

To kuld killinger blev i pinsen fundet efterladt ved Nørreskoven i Nordborg i den bagende sol. En bekymret borger fandt de stakkels killinger klemt i en papkasse og ringede øjeblikkeligt efter Dyrenes Beskyttelse.

Skrevet af:
Karla Primdal Kæregaard

Solen stod højt på himlen og fuglene sang pinsedag, da en forbipasserende fik øje på en lille papkasse i Nørreskoven i Nordborg. Borgeren opdagede til sin store forskrækkelse og forargelse, at kassen var fyldt med intet mindre end 12 killinger. 

Den forbipasserende ringede straks til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, hvorefter en af de lokale, frivillige kredsformænd, Mia Krongaard, kom den bekymrede borger – og killingerne, til undsætning. 

Vejede kun 76 gram 

Killingerne i papkassen var meget små, og det var tydeligt, at de havde akut brug for hjælp. Da tiden er vigtig, når det gælder så små kuld som dem, der blev fundet i kassen, tilbød borgeren at møde kredsformand, Mia Krongaard, på halvvejen.

Killingerne ankom blot to timer efter opkaldet til dyreinternatet på Fyn, hvor et beredskab stod klar til at redde de små væsner. Desværre døde den ene killing allerede få minutter efter ankomsten til dyreinternatet. Denne killing vejede blot 76 gram.

Dumping er aldrig en løsning 

Sagen blev efterfølgende overtaget af kredsformand Lotte Strøm Frisk, der bestemt ikke var imponeret over at erfare, at de 12 killinger var blevet efterladt hjælpeløse i skoven til en trist skæbne i forårsvarmen. 

- Dumping er aldrig en løsning, og som ejer har man et ansvar for de dyr, man anskaffer sig. Det er virkelig hjerteløst at efterlade så små killinger til deres egen skæbne på denne måde, udtaler Lotte Strøm Frisk om sagen. Hun afslutter med at tilføje, at sager som disse netop opstår, fordi ejere ofte forsømmer at sterilisere og kastrere deres katte. Hun håber derfor på at se færre lignende sager i fremtiden og på, at man – skulle uheldet være ude – kontakter Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 eller omkringliggende dyreinternater for at blive afhjulpet. 

Nye hjem 

Efter killingerne var blevet tilset og behandlet af det dyrefaglige personale, blev de kørt til Fyns Internat. Kort herefter kom killingerne i pleje, hvor de skal være, indtil de er 12 uger gamle og dermed klar til adoption. 

De to kuld killinger udgør ikke en enestående sag, men er desværre noget, som sker oftere og oftere – særligt hen over sommeren, hvor antallet af dumpingsager og efterladte killinger er på sit højeste.