1,4 millioner underskrifter mod pelsproduktion på rekordtid

1,4 millioner underskrifter mod pelsproduktion på rekordtid

Mens dansk minkproduktion er startet op igen, tvinges Europa-kommissionen til at forholde dig til et forbud mod pelsproduktion og markedsføring. Det sker efter 1,4 millioner europæere har underskrevet et borgerforslag. Mere end 50.000 underskrifter er indsamlet på dansk jord.

Skrevet af:
Pernille Schousboe

I september 2022 gav den daværende regering grønt lys for, at minkproduktion kunne genoptages fra årsskiftet, og de første avlsdyr ankom i denne måned.  

Men sideløbende har mere 60 dyrevelfærdsorganisationer siden maj sidste år samlet underskrifter ind i kampen for at forbyde pelsproduktion og markedsføring af pels i hele EU. Et storstilet samarbejde som i weekenden rundede 1,4 millioner underskrifter. Aldrig har et borgerforslag nået så mange underskrifter på så kort tid. Det viser med alt tydelighed europæernes holdning til pelsproduktion, mener Dyrenes Beskyttelse.  

- Selvom vi i Dyrenes Beskyttelse var meget uforstående overfor beslutningen om en ny periode med minkavl på dansk jord, har vi ikke på noget tidspunkt mistet troen på, at vi kan få lukket den danske minkindustri. Og det faktum, at den europæiske underskriftsindsamling i weekenden har rundet de 1,4 millioner underskrifter, er et kæmpe skridt på vejen. Et stop for pels og markedsføring af pels vil jo naturligvis også betyde stop for mink i Danmark, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Med de mere end 1, 4 millioner underskrifter til borgerforslaget er der med sikkerhed sikret de over én million gyldige underskrifter, det kræver at få kommissionen til at tage forslaget op til diskussion. 

- Borgerne har gjort deres stemme klar: Vi skal have et forbud mod pelsdyravl. Nu er det EU- kommissionens tur til at handle, slutter Britta Riis.