24 hamstere dumpet

24 hamstere dumpede: bor nu i krybdyrafdelingen

24 hamstere blev fundet dumpet på en rasteplads. De sad mast sammen i to små bure, hvor de tryggede sig sammen for at holde varmen. Mange af hamsterne havde sår og mærker på kroppen. De havde levet under kummerlige forhold og var nu blevet smidt ud som affald.

Skrevet af:
Stine Skov-jensen

Det er lørdag på internatet. Weekenderne er altid travle. Dyrene skal passes, det vrimler med kunder, der gerne vil adoptere dyr, folk, der gerne vil af med deres dyr, og der er tusinde andre ting, der skal ordnes. Akuttelefonen ringer. Der er en kredsformand, der meddeler, at der er 24 hamstere på vej. De blev fundet af en mand på en rasteplads. 24 hamstere! Hvor pokker skulle de overhovedet være? Der spredte sig en hektisk stemning på internatet.

En nyindrettet krybdyrafdeling blev taget i brug

På Dansk Dyreværn Århus havde medarbejderne længe været i gang med at gøre en ny krybdyrsafdeling klar. Dermed kunne internatet stå klar, hvis der blev fundet nødstedte krybdyr. Der var imidlertid ikke kommet nogle krybdyr ind på internatet.

De nye terrarier blev taget i brug i et desperat forsøg på at skille de mange hamstere ad. Hamstere er ikke flokdyr, og vil helst gå i fred og ro alene. De 24 hamstere havde gået sammen, fordelt i to små bure. Det havde resulteret i slåskampe mellem hamsterne. Det betød at flere af dem også måtte tilses af dyrlægen, fordi de havde sår og bidemærker på kroppen.

Alle havde blodmider

Da medarbejderne begyndte at flytte hamsterne, måtte de stoppe op:

- Hey, der kravler noget på den her hamster”, lød det pludselig igennem rummet fra internatmedarbejder Emilie Jönsson.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være blodmider. Små røde parasitter, der kravler rundt på dyrene. De smitter meget og pludselig var frygten, at andre dyr på internatet skulle få blodmider. Hamsterne blev hurtigt sat i karantæne i krybdyrafdelingen og så begyndte den helt store rengøring og langvarige behandling.

Flere hamstere på vej  

Hamsterne er nu alle blevet skilt ad og indlogeret i hver deres bur. De er kommet i behandling for blodmider og de sår, der er opstået efter slåskampene. Hamsterudfordringerne stopper dog ikke her. Når så mange hanner og hunner har gået frit sammen, kommer der meget ofte unger.

Det er også konstateret, at flere af hunnerne er drægtige. Der er altså flere hamstere på vej på internatet. Det betyder, at der skal nye bure til, for hamstere bliver kønsmodne, når de er blot 4 uger. Dermed skal ungerne, når de engang kommer, skilles fra mor og hinanden ganske hurtigt.