Pressemeddelelse, 11. august 2021

56 kaniner overdraget til Dyrenes Beskyttelse: Brækket ben og maddiker

Dyrenes Beskyttelse har fået overdraget 56 kaniner. Tre kaniner måtte aflives, og flere vil formodentlig ikke overleve på grund af indavl. Dyrenes Beskyttelse har tidligere overtaget kaniner fra ejerne, der ikke er i stand til at holde hanner og hunner adskilt. Sidste år overdrog ejerne 89 kaniner til Dyrenes Beskyttelse. Nu beder internatet om hjælp og støtte.

Image of Søren Krogsgaard
Søren Krogsgaard,
Presserådgiver
Del artiklen på:
Kapaciteten hos internatet er presset af ankomsten af 56 kaniner

Hvordan kan du hjælpe?

Når kaninerne er behandlet og dyrlægetjekket, skal internatet i gang med at finde nye kærlige hjem til alle. Indtil da modtager Dyrenes Beskyttelses internat på Falster gerne økonomisk hjælp. Du kan hjælpe ved at skrive SMS KANIN til 1277 og støtte med 100 kr. eller støtte med et valgfrit beløb på MobilePay 23155 (skriv gerne KANIN i emnefeltet)

Det er også muligt at komme forbi med friske krydderurter. Dog ikke purløg og wasabi, som kaninerne ikke kan tåle.

Kaninerne er frivilligt overdraget til Falsters Internat af ejerne, som Dyrenes Beskyttelse har været på besøg hos flere gange. Denne gang mødte de frivillige kredsformænd fra Dyrenes Beskyttelse op efter en henvendelse fra kommunen. På ejendommen blev de mødt af flere end 40 kaniner i baghaven, der er indrettet som kaningård.

Kommunen har krævet, at kaningården begrænser sig til 25 kvadratmeter, og Dyrenes Beskyttelse har tidligere hjulpet med at få adskilt hunner og hanner og overtog i alt 89 kaniner fra ejerne sidste år. Men nu var det gået galt igen. 

En enkelt kanin blev kørt til aflivning med det samme på grund af sygdom. Den viste sig at være fyldt med maddiker og var så dehydreret, at lavt blodtryk gjorde aflivningen besværlig og langvarig. 30 kaniner – heriblandt to kuld nyfødte unger - blev hentet hos ejerne kort efter. En enkelt kanin viste sig at have brækket benet og måtte ligeledes aflives. Siden er der født yderligere fire kuld unger, så Falsters Internat nu står med 56 kaniner. Ejerne beholdt ti – kønsadskilte - kaniner.

Dyrenes Beskyttelse anmeldte sidste år ejerne til politiet for brud på dyreværnsloven, men politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at gå videre med sagen. Dyrenes Beskyttelse følger derfor løbende op på forholdene for de tilbageværende kaniner hos ejerne.

- Det er en utrolig trist sag, hvor antallet af dyr igen og igen stiger ejerne fuldstændig over hovedet. Desværre ser vi det gang på gang, at to kaniner hurtigt bliver til rigtig mange kaniner, hvis de ikke bliver kastreret eller steriliseret. Ejerne er ikke dømt for overtrædelse af dyreværnsloven eller frakendt retten til at have med dyr at gøre, så som privat organisation kan vi kun prøve at få forbedret forholdene for kaninerne gennem dialog med ejerne, fortæller Yvonne Johansen, dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Indavl giver problemer
Der venter nu et stort arbejde for personalet på Falsters Internat med at tage hånd om de mange kaniner. De voksne skal neutraliseres, vaccineres og undersøges.
Selv om kaninerne umiddelbart ser ud til at trives, er det først, efter alle kaninerne er under fuld narkose, at dyrlægen kan finde ud af, hvor galt det står til. Indtil videre har kaninerne vist sig at have problemer med tandspidser og tænder, der er vokset ind i ganen. En del af de tidligere overleverede kaniner fra samme ejere har haft hjertefejl på grund af indavl. Sidste år døde hver tredje af kaninerne under narkosen eller måtte aflives. Denne gang er en enkelt kan blevet aflivet.

- Vi kender endnu ikke skæbnen for alle kaninerne. Samtidig kommer der helt sikkert endnu flere unger inden længe. Vi må bare tage rigtig godt hånd om dem og sørge for, at kaninerne bliver helt friske og klar til at få nye ejere, siger leder af Dyrenes Beskyttelses internat på Falster Gitte Petersen.

Et presset internat

Internatets personale bruger utrolig megen tid og ressourcer på at hjælpe kaninerne. Internatets nye kaningård er godt fyldt op, og personalet kæmper med at få kaninerne til at komme overens i burene. Når kaninerne er neutraliserede, skal de desuden under ekstra opsyn og på smertestillende medicin i nogle dage.
Der er også skruet op for rengøring efter kaninernes ankomst. En medarbejder gør rent i bure og kaningård med få timers mellemrum. Og selvom det er sæson for mælkebøtter og krydderurter, er det dyrt at fodre de mange kaniner. Internatet har ikke en sponsor af kraftfoder til kaniner, som der for eksempel er til kattemaden.

Presset på internatet aftager derfor ikke foreløbigt, da det kan tage tid at finde nye ejere til kaninerne. Derfor efterlyser internatlederen ud over direkte støtte til internatet også plejefamilier til de seks nybagte kaninmødre og unger, indtil ungerne er store nok til at komme ud til nye hjem.

- Jeg håber, at der er nogle familier derude, der gerne vil opleve ungerne vokse sig store. Familierne kan få udgifterne dækket, men det kræver dog, at de har rammerne til det, siger Gitte Petersen.

  • Del artiklen på: