Året der gik

Året der gik

Udover dyrevelfærd i fødevareproduktionen satte Dyrenes Beskyttelse i 2016 blandt meget andet fokus på lange dyretransporter, det gode hverdagsliv for familiedyrene, og etablerede en dyreambulance i Aarhus. I udvalgte nedslag så året sådan her ud:

Skrevet af:
Katherina Petersen

Bye bye buræg!

Efter 36 års kamp for udfasning af burhøns i den danske æggeproduktion nåede Dyrenes Beskyttelse en historisk milepæl i 2016. Efter at dansk detailhandels to største kæder, COOP og Dansk Supermarked, meldte ud, at de har startet udfasning af buræg i deres butikker, fulgte Aldi, Rema1000 og til sidst Dagrofa (Kiwi, Meny, Spar m.fl.) efter. Det er en kæmpe sejr, men kampen er ikke slut endnu: Nu gælder det de skjulte buræg i færdigvarer, som Lidl allerede har droppet i deres eget sortiment. Støt den fortsatte kamp med din underskrift på www.ægtivist.dk.

Farvel til lange dyretransporter

Hvert år sender Danmark og resten af Europa en kvart milliard grise, kyllinger, køer, kalve og heste ud på lange opslidende dyretransporter. Og til trods for, at Danmark i 2014 tilsluttede sig et loft på otte timers transport, er antallet af lange dyretransporter fra Danmark fordoblet på bare fem år. Derfor lancerede Dyrenes Beskyttelse i 2016 kampagnen "Stop lange dyretransporter", som er del af en fælles europæisk kampagne. Kampagnen gik i luften den 29. marts og har indtil nu indsamlet over 23.000 underskrifter. Læs mere og skriv under på www.stoplangedyretransporter.dk.

Nyt lys i andejunglen

I 2016 blev mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” for første gang tildelt ænder fra udenlandsk opdræt. Mærket er nu at finde på engelske frilandsænder fra producenten Gressingham, og dermed er det blevet en smule nemmere for forbrugerne at orientere sig i en ellers ekstra kompliceret del af køledisken.

Aarhus fik dyreambulance

Ligesom København har Aarhus nu også sin egen dyreambulance - bemandet af 20 frivillige fra Dyrenes Beskyttelse. Ambulancen er en tiltrængt forstærkning til et område af landet, hvor der alene i år har været mere end 5.000 sager om nødstedte dyr.

International toppost til Danmark

Den 23. juni 2016 blev direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, valgt som præsident for Eurogroup For Animals. Organisationen arbejder for dyrevelfærd på tværs af 26 europæiske lande og repræsenterer 47 organisationer, og det er den førende og mest indflydelsesrige dyrevelfærdsorganisation i EU. Britta Riis afløste englænderen Peter Davies, som fik posten i 2012.

1 million nye velfærdskyllinger

Sommeren bød også på den gode nyhed, at Dyrenes Beskyttelse har indgået samarbejde med Rokkedahl Kylling i Nibe - et samarbejde, der løfter standarden for kyllingeproduktion i Danmark til nye højder. Rokkedahl Kylling starter nu produktion af 1 million fritgående og økologiske kyllinger og etablerer nyt fjerkræslagteri, så de levende kyllinger højest skal transporteres 25 minutter.

Første spadestik til velfærdsslagteri

I 2015 indgik Hallegård samarbejde med Velfærdsdelikatesser under Dyrenes Beskyttelse om at etablere et nyt multislagtehus, så bornholmske dyr ikke længere skal ud på stressende dyretransporter til Sjælland. I juni 2016 tog direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, første spadestik til den nye miljøvenlige bygning af bæredygtige materialer med en rød gravko.

Spis mindre kød - til glæde for dyrene og miljøet

Vores forbrug af kød er ikke godt for klimaet. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til at spise mindre kød og sætte større fokus på velfærdskød. Og for at hjælpe forbrugerne på vej, indgik vi i 2016 samarbejde med en række af landets mest spændende madbloggere, der giver dig dyre- og klimavenlige opskrifter.