Æggebakke med en enkelt knust æggeskal i
Foto: Alvina Suhardjo

Avl over bristepunktet

Ny forskning viste, at cirka 85 procent af alle læggehøner har brud på brystbenet
uanset produktionsform. Dyrenes Beskyttelse samlede branchen om løsninger og har
ændret mærkekravene til æg.

Skrevet af:
Johanne Gabel

Et studie fra Københavns Universitet gav i september ny viden om såvel årsager til brud på brystbenet hos æglæggende høner som udbredelsen af bruddene, der viste sig at være mere reglen end undtagelsen i alle typer ægproduktion. Hidtil havde antagelsen været, at bruddene opstod som følge af udefrakommende slag, når hønerne for eksempel kom i karambolage med inventar i staldene. Men forskerne fra Københavns Universitet påviste, at mange af bruddene skyldes indre skader, som opstår tidligt i hønens liv, altså i forbindelse med at hønen lægger sine første æg.

Forskerne påviste en sammenhæng mellem brud på brystbenet og hønens størrelse, æggets størrelse og hønens alder ved æglægningens start. Det tyder på, at bruddene skyldes en målrettet avl mod øget effektivisering, hvor mindre og mindre høner lægger stadig flere og større æg.

Branchemøde med alvor

Det var selvsagt en forfærdende erkendelse, og Dyrenes Beskyttelse meldte med det det samme ud, at det er er er fuldstændig uacceptabelt, og at det omfattende problem ikke skal have lov til at fortsætte i årevis, hvilket vi desværre har eksempler på i andre dele af den intensive produktion af husdyr.

Sammen med Økologisk Landsforening samlede vi derfor alle med ansvar for og indflydelse på problem og løsninger. Det var første gang, at hele branchen var samlet på tværs, hvilket markerede sagens alvor. Repræsentanter fra både den konventionelle og økologiske produktion samt avlsfirmaer, ægpakkerier, foderfirmaer og detailkæder deltog. Fødevareminister Rasmus Prehn deltog også og understregede på mødet, at han ville tage kontakt til sine europæiske kollegaer for at lægge maksimalt pres på avlsfirmaerne, hvilket han allerede har gjort ved en lejlighed.

Ingen æg kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse lige nu

 Fra Dyrenes Beskyttelses side vil vi i 2022 have fortsat fokus på problemet og lægge maksimalt pres på avlsmålene og dermed en mere langsigtet løsning, ikke mindst via vores europæiske samarbejdspartnere i Eurogroup for Animals.

Kravene til produktion af æg under ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’ er nu opdateret, så der selvfølgelig ikke må forekomme brystbensbrud hos høner, der lægger æg omfattet af mærket. Eftersom producenterne ikke nu og her har mulighed for at efterleve det krav, har vi desværre været nødt til at opsige aftalerne for æg under mærket.

Det betyder, at der lige nu ikke er nogen æg, som kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse. På grund af opsigelsesperioden vil du dog som forbruger i en overgang kunne opleve, at der er æg med mærket i butikkerne. Vores råd til forbrugerne er fortsat at spise færre æg og at vælge økologiske æg, når der skal bruges æg, fordi hønerne her lever under alle de øvrige gode forhold, som kravene til økologisk produktion foreskriver.

Glad for at læse artiklen?

... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger

  • Del artiklen på: