Bamse kendte kun livet blandt murbrokker – og hunden Bjørn. Da de kom på Fyns Internat, mistede han sin største tryghed. Det blev begyndelsen på en lang vej fra frygt til tillid.
Da Bamse kom til Fyns Internat, havde han allerede levet et liv, ingen hund burde opleve.
Han blev fundet sammen med hunden Bjørn på en ejendom, hvor de levede blandt murbrokker og deres egen afføring i en separat tilbygning til ejerens hus. Underlaget var beton, og ingen ved, hvor længe de havde levet sådan.
Bamse er langt fra den eneste hund, der kommer til internatet efter et liv med svigt. Hver sommer tager Dyrenes Beskyttelses internater imod hunde, katte og andre familiedyr, som har brug for akut hjælp – og en ny begyndelse. Som Sommerven er du med til at sikre, at de ikke står alene, når de har allermest brug for hjælp.
Det satte sine spor.
Bamse gik lavt og sammenkrøbet med hovedet sænket. Han søgte væggene og holdt afstand til mennesker.
Kort efter ankomsten til internatet mistede han også Bjørn, som måtte aflives på grund af alvorlige helbredsproblemer.
Tilbage stod en hund, der aldrig før havde været alene.
– Han var meget, meget frygtsom og helt sikkert i chok over at have mistet Bjørn. Han var overvældet af det hele, fortæller hundeadfærdsrådgiver Emilie Schmidt fra Fyns Internat.
Han kaldte på sin ven
De første dage var svære.
Når Bamse sad alene i sin boks, hylede han efter Bjørn. Derfor fik han lov til at tilbringe så meget tid som muligt sammen med medarbejderne i pausestuen.
Men selv dér følte han sig ikke tryg.
Hvis nogen rejste sig, gik forbi eller kom ind ad døren, fór han sammen. Han bakkede væk, sænkede hovedet og gjorde alt, hvad han kunne for at skabe afstand.
Smerten satte sig i kroppen
Sorgen viste sig på flere måder.
Bamse blev så frustreret, når han blev efterladt i alene i sin boks, at han gnavede sine seler i stykker. I løbet af opholdet på internatet gik omkring otte seler til.
– Vi ved ikke præcis, hvorfor han gjorde det. Men det virkede som en frustration over at blive spærret inde eller efterladt. Han bed ikke alt i stykker – næsten kun seler og snore. Det fik os til at tænke, om de var blevet et symbol på, at turen var slut, fortæller Emilie Schmidt.
Kun ét menneske ad gangen
Stressen fyldte så meget, at Bamse nærmest fik tunnelsyn.
Den medarbejder, der havde været sammen med ham den dag, blev hans holdepunkt. Selvom der sad flere mennesker i rummet, var det kun den ene person, han kunne overskue.
– Han søgte den person, der havde været sammen med ham. Resten af verden lukkede han næsten ude, fordi han var så stresset, siger Emilie Schmidt.
Hurtige bevægelser og mennesker, der gik direkte imod ham, gjorde ham særligt utryg.
Internatet blev hans første trygge sted
Bamse boede omkring syv uger på internatet. Det er usædvanligt længe for en hund.
Normalt vil internatet overveje en plejefamilie, hvis et ophold trækker ud. I nogle tilfælde kan en aflivning også komme på tale, hvis en hund ikke trives, og der ikke er udsigt til det rette hjem.
Men Bamse var anderledes.
Medarbejderne vurderede, at han aldrig havde oplevet et almindeligt familieliv. Han havde ikke et hjem, han savnede. Tværtimod blev internatet det tryggeste sted, han nogensinde havde kendt.
Her lærte han rutinerne. Han lærte medarbejderne at kende. Langsomt begyndte skuldrene at sænke sig.
Han virkede ikke til at kende en hundesnor, og helt almindelige ting som en sofa, en støvsuger, et fjernsyn eller en kaffemaskine var sandsynligvis helt nye for ham.
For Bamse var internatet det første sted, hvor han kunne sænke skuldrene. Her var der mennesker, som gav ham ro, faste rutiner og den tid, han havde brug for. Nogle dyr har brug for dage. Andre har brug for uger. Den tid kan vi kun give, fordi mennesker vælger at støtte arbejdet på vores internater.
Små fremskridt blev til store sejre
Efter nogle dage kunne Bamse for første gang lægge sig til at sove, mens medarbejderne spiste frokost.
Senere blev han liggende, selv når folk rejste sig og gik rundt i lokalet.
Han begyndte også at opsøge flere mennesker – ikke kun den medarbejder, han havde været sammen med den dag.
– Vi kunne se en udvikling hele tiden. Han blev mere rolig, mere tryg og begyndte at stole på flere af os, fortæller Emilie Schmidt.
Jagten på det helt rigtige hjem
Selvom Bamse gjorde fremskridt, var det langt fra let at finde den rette familie.
Personalet havde en klar fornemmelse af, at det ville gavne ham, at finde et hjem der allerede husede en hund, der kunne være et godt forbillede for ham, som han kunne knytte sig til.
Ingen vidste, hvordan han ville reagere på et almindeligt hjem med støvsuger, fjernsyn og hverdagens mange lyde. Ingen kunne sige, om han nogensinde ville lære at være alene hjemme.
Derfor handlede det ikke om at finde det første hjem.
Det handlede om at finde det rigtige.
For Bamse havde allerede oplevet mere utryghed, end nogen hund burde.
I dag har Bamse fundet det hjem, han fortjener. Men hans historie er ikke den sidste. Lige nu tager Dyrenes Beskyttelses internater imod nye dyr, som har brug for den samme omsorg, tålmodighed og tryghed, før de er klar til et nyt liv. Som Sommerven er du med til at give dem den chance.