Dumpede killinger

Børn redder fem dumpede killinger

Fem killinger er blevet fundet dumpet i Grindsted. Killingerne havde orm, øjenbetændelse og lopper og var dumpet i en ødelagt transportkasse. Heldigvis fandt en gruppe børn dem, men det er stadig uvist om killingerne overlever.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En eftermiddag gjorde en gruppe børn sig et voldsomt fund i Grindsted. Børnene var på vej hjem fra skole, da de pludselige opdagede en lille killing der kravlede rundt ved et buskads. Efter lidt søgen i busken, opdagede de en meget smadret transportkasse, hvor de sidste fire forhutlede killinger sad og klemte sig sammen.

- Den lille killing må have mast sig ud af kassen på en eller anden måde. Heldigvis opdagede børnene den og var vakse nok til at lede efter flere. Børnene har også sørget for at få killingerne til dyrlægen, så vi er virkelig glade for at de var så opmærksomme. Det har nok reddet killingernes liv, fortæller Vibeke Volmers, Kredsformand ved Dyrenes Beskyttelse.

Reddet i sidste sekund

De fem killinger var omkring fire uger gamle og deres tilstand var kritisk da de kom ind til dyrlægen. Vibeke kørte derfor med det samme killingerne til Brande Internat, hvor de kom under behandling, i et forsøg på at redde deres liv.

- Når killinger fødes så sent på året, har de ofte et dårligere immunforsvar end de tidligere fødte. Vi ved heller ikke hvor længe de har fået uden mad, eller hvordan de er blevet behandlet. Deres maver var helt runde af orm og de havde både lopper og øjenbetændelse da børnene fandt dem, fortæller Vibeke Volmers.

På Brande Internat fik killingerne mad som var ekstra energirigt og herefter blev de sendt ud til en af deres erfarne plejefamilier. Her kommer de næste uger til at være afgørende for, om killingerne overlever.

- På nuværende tidspunkter lever alle fem killinger og er ved at komme sig ovenpå oplevelsen. Det var tydeligt at de ikke havde fået nok mad den første tid i deres liv, så de var meget små og tynde. Heldigvis spiser de fint og deres skavanker er også ved at blive bedre, fortæller Julie Volmers, plejemor for de fem killinger.

Fremtiden er stadig uvis

Julie er Vibekes datter og har været plejemor mange gange før. Det gav derfor sig selv, at killinger selvfølgelig skulle ud til hende, når det var Vibeke som havde hentet dem. Julie fortæller, at den ene killing er meget skræmt, men at de fire andre er friske nok og gerne vil lege og nusse.

Nu må tiden vise om de fem killinger overlever, og kan komme ud og få et nyt kærligt hjem, hvor de kan leve resten af deres ni liv. 

  • Del artiklen på: