Tredje gang blev lykkens gang for Charles. Efter måneder med uvished, skiftende hjem og stress er Charles endelig landet i et trygt og kærligt hjem, hvor han kan blive boende.
En hård start på livet
Dyrepasser Nickie Haack Sivebæk fra Roskilde Internat husker tydeligt den dag, Charles kom ind:
“Da Charles kom ind på internatet, var han en hund på overarbejde. Han var så stresset, at han slet ikke kunne finde ro. Men vi kunne alligevel mærke, at der bag al den uro gemte sig en utrolig kærlig og loyal hund, som bare manglede de rigtige mennesker.”
Charles blev indleveret til Roskilde Internat i oktober 2025. Allerede ved ankomsten stod det klart for dyrepasserne, at han ikke var som de fleste hunde, der kommer ind. Han var meget, meget stresset, rastløs i kroppen og havde svært ved at finde ro.
Nickie husker, hvordan Charles havde svært ved at falde til, og hvor meget det prægede ham, at verden omkring ham hele tiden havde været uforudsigelig. Han var sød og kontaktsøgende, men samtidig konstant på mentalt overarbejde.
Selv om personalet gjorde alt, hvad de kunne for at berolige Charles, var det tydeligt, at internatlivet med de mange indtryk, lyde og nye hunde ikke var det rigtige for Charles i længden. Han havde brug for ro, forudsigelighed og en hverdag, hvor han kunne trække vejret helt ned i maven.
En lang rejse mod den rigtige familie
I alt nåede Charles at vente i 238 dage på den helt rigtige familie. Undervejs prøvede han kræfter med livet hos to forskellige familier, men hver gang blev det tydeligt, at matchet ikke var det rigtige.
Det er altid hårdt, både for hund og mennesker, når et hjem ikke holder, men for Charles’ skyld var det vigtigt, at være tålmodig og vente på det helt rette match.
I mellemtiden blev det besluttet, at Charles skulle i pleje langt væk fra internatet. Her kom hans plejemor Jane ind i billedet.
Plejemor Jane gav ro og kærlighed
Hos Jane fik Charles præcis det, han havde manglet hele sit liv: trygge og rolige rammer, struktur i hverdagen og masser af kærlighed.
Hos Jane kunne han trække sig, når verden blev for meget, og langsomt begyndte han at falde til ro. Den stressede hund fandt tryghed, og hans fine personlighed kom for alvor frem. Charles viste sig at være en sensitiv, kærlig og loyal hund, der knyttede sig stærkt til sine mennesker, når først han fik lov til at lande.
Jane kom til at spille en helt central rolle i Charles’ rejse. Hun lærte ham, at mennesker kan være stabile og forudsigelige, og at et hjem faktisk kan være noget, der varer ved.
Et farvel til Hugo gav plads til Charles
Mens Charles boede hos Jane, var der en familie, der fulgte ham på afstand. De havde for nylig sagt farvel til deres hund, Hugo, som havde været en elsket del af familien i mange år. Særligt kvinden i familien havde længe haft et godt øje til Charles gennem Roskilde Internats sociale medier, men så længe Hugo var der, var det ikke muligt at åbne hjemmet for en hund mere. Slet ikke en hund med særlige behov som Charles.
Efter Hugos død opstod der et tomrum i familien. Sorgen var stor, men samtidig voksede tanken om, at der måske var en hund derude, som havde brug for netop det familien kunne tilbyde. Kvinden sendte til sidst en ansøgning på Charles til Roskilde Internat. Hun vidste, at han ikke var en nem hund, men hun følte, at han var den rigtige.
Kort tid efter ansøgningen blev familien inviteret til samtale på internatet. Her deltog både dyrepasser Nickie og plejemor Jane. Samtalen handlede ikke kun om at møde Charles, men om at sikre, at alle var enige om forventningerne: at Charles havde brug for tålmodighed, forståelse og ro, og at det kunne tage tid, før han for alvor ville føle sig tryg.
Fra første møde var der en særlig ro omkring familien og Charles. Han søgte deres kontakt, men i sit eget tempo, og familien gav ham pladsen til netop det.
Plejemor Jane var med hele vejen
Da beslutningen blev taget om, at denne familie skulle være Charles’ nye hjem, var det helt naturligt, at plejemor Jane også skulle være med til at overdrage ham. Hun havde fulgt ham tæt i månederne op til, og det betød meget for både hende og Charles, at hun kunne være der i det afgørende øjeblik.
Overdragelsen blev en blanding af glæde og vemod. For Jane var det svært at sige farvel til en hund, hun havde knyttet sig så meget til, men hun gjorde det med ro i maven, fordi hun kunne mærke, at han nu var præcis, hvor han skulle være.
Nu hedder Charles Charlie
En måned efter adoptionen var Roskilde Internat ude for at besøge familien og se, hvordan det gik. Døren blev åbnet til et hjem, hvor det var tydeligt, at Charles, som nu kaldes Charlie, var blevet en højt elsket del af familien.
Charlie tog imod med logrende hale og en afslappethed, der stod i skarp kontrast til den stressede hund, der ankom til internatet tilbage i oktober 2025. I sit nye hjem var det tydeligt, at Charlie var tryg og bevægede sig rundt i hjemmet på selvsikre poter.
Manden i familien var ikke bleg for at dele sin glæde over Charlie:
“Vi har været så lykkelige for vores beslutning om at adoptere Charlie. Vi er så glade for ham, og I får ham ikke tilbage.”
Den sætning rummer alt det, som internatarbejde handler om. Ikke bare at finde et hjem, men at finde det rigtige hjem. Et sted, hvor hunden ikke bare overlever men trives.
Et liv, der endelig faldt på plads
Historien om Charles er fortællingen om en hund, der skulle hele tre hjem igennem, før det blev det rigtig. Om et internat, der nægtede at gå på kompromis med dyrenes trivsel. Om en plejemor, der gav tid, hjerte og ro til en hund, der havde brug for at lære verden at kende på ny og om en familie, der turde åbne hjertet igen, selv om de lige havde mistet.
I dag har Charles fundet sin sidste og blivende familie. Han har mennesker, der forstår ham, og som har valgt ham til med åbent hjerte.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er beskeden fra familien klar: Han er kommet hjem.
Og denne gang er det for altid.