Artikel, 6. september 2019

Dagbog fra en flaskekillingplejefamilie

Ud over at være mor for sine tre handikappede børn hjælper Jeanette Oxholm også Fyns Internat med at tage sig af hjælpeløse killinger, der har mistet deres mor. Et frivilligt arbejde, der både hjælper dyr og familien. Her får du et indblik i deres hverdag som flaskekillingplejefamilie.

Image of Anna  Dalgaard
Anna Dalgaard ,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
killinger

I en lille by nær Vejen bor Jeanette Oxholm med sin mand, deres tre døtre, Julie, Signe og Lærke, og tre katte, som er gamle plejekillinger. Jeanette går hjemme, fordi pigerne har et handikap, der gør, at de har specielle behov og har brug for Jeanettes fuldstændige nærvær. Det frivillige arbejde gør, at hun både kan hjælpe sine børn og dyr i nød:

– Dyr har en god indvirkning på børn generelt, fordi de lærer at have empati og tilsidesætte egne behov. Det gælder også mine piger, og killingerne giver dem en særlig ro, jeg ikke har oplevet hos dem i andre sammenhænge. Så det er til stor glæde i hele familien at hjælpe flaskekillinger, siger Jeanette Oxholm.

I øjeblikket har familien fem killinger i pleje: Gordon, Gangster, Gucci, Gajol, George. Kun fire uger gamle kom de fire søskende til Fyns Internat, fordi deres mor blev kørt ned. Nu bor killingerne hos familien Oxholm for en stund, indtil de er gamle nok til at få et nyt hjem. I stuen har de en stor kravlegård, som Jeanette Oxholm og hendes mand selv har bygget og fyldt med puder og tæpper, så de kan holde varmen. Derfra kan hun høre den mindste lyd fra killingerne, uanset om hun er i køkkenet eller i soveværelset.

Jeanette Oxholm har skrevet dagbog for et døgns tid med de fem hjælpeløse killinger i hjemmet.

DSC_1806.jpg

Søndag den 5. maj

03.00: Jeg vågner ved piberi fra kravlegården. Alle killingerne virker friske og sultne, så jeg varmer noget modermælkserstatning. De drikker mellem 6 og 12 ml mælk hver og kommer af med afføring. De bliver puttet igen kl. 03.45.

06.30: Jeg vækker killingerne og vejer dem. Gordon 297 g, Gucci 339 g, Gangster 228 g, Gajol 276 g, George 264 g. De fire drenge drikker mellem 10 og 15 ml på egen hånd fra sutteflasken – super flot! Gucci er meget sulten og spiser hele 28 ml. De tisser alle og kommer af med afføring, inden de falder i søvn igen.

10.45: Killingerne piber. Jeg varmer igen noget mælk, som de alle drikker godt af. Når de er kommet af med afføring, falder de i søvn hos mine døtre.

13.00: Killingerne er lidt urolige og piber. De får mælk fra sutteflaske, og Gucci kommer til at bruge gulvtæppet som kattebakke. De falder i søvn igen.

16.20: Nu kommer der pibelyde fra kravlegården igen. Alle killingerne undtagen Gangster er vågne. De får mellem 10 og 16 ml mælk. Jeg vækker Gangster, så han kan få noget mad. Efter lidt leg og hygge i sofaen bliver de puttet kl. 17.45.

21.00: Så er de alle vågne igen og får mælk til natten.

  • Del artiklen på: