Lars Ulrich
Foto: Lars Ulrich

Dansk verdensstjerne sikrer 200.000 kroner til dyrene

Trommeslager Lars Ulrich valgte Dyrenes Beskyttelse som modtager af fondsmidler, og opfordrer sine fans til at følge hans eksempel.

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Det berømte, danske medlem af rockbandet Metallica fik i forrige uge en fed check overrakt af Familien Hede Nielsens Fond. Men selvom hans navn stod på checken, fik Dyrenes Beskyttelse gavn af midlerne.

Checken kom med et krav om velgørenhed, og pengene var derfor meget kort tid på kendissens hænder. Lars Ulrich valgte af fordele de 600.000 kroner ligeligt mellem Dyrenes Beskyttelse, det sociale projekt Mennesker Med Mere på Kofoeds Skole og Børns Vilkårs Børnetelefonen.

På sin Instagram-profil skriver Lars Ulrich om valget velgørenhed:

- Pavestolt over at kunne offentliggøre donationen af 200.000 kroner til tre danske, gode formål, takket være Familien Hede Nielsens Fond. Overvej selv at støtte disse fantastiske organisationer.

Hos Dyrenes Beskyttelse har direktør Britta Riis trommestikkerne højt hævet over hovedet i glæde over donationen.

- Vores hjælp til dyr og kampen for bedre dyrevelfærd er helt afhængig af private donationer og medlemsbidrag. Derfor gør Lars Ulrichs donation af midler fra Familien Hede Nielsens Fond en forskel. Det betyder selvfølgelig også meget for os, at Danmarks største musiknavn slår på tromme for Dyrenes Beskyttelse, siger Britta Riis  

Der er godt brug for midlerne. For eksempel steg foreningens udgifter til dyreredning og formidling fra 2019 til 2020 med hele 4,7 millioner kroner fra 61,6 til 66,3 millioner kroner. Og 2021 ser ud til at sætte nye rekorder for antallet af dyr, som Dyrenes Beskyttelses internater har hjulpet og fundet nye hjem til.

Nød godt af rund fødselsdag

Dyrenes Beskyttelse nød godt af rund fødselsdag for Familien Hede Nielsens Fond. Den såkaldte HN-pris var i anledning af fondens 50 års-jubilæum skruet ekstra op til i alt 1,2 millioner kroner.

De resterende 600.000 kroner gik til billedkunstner Michael Kvium, som vil bruge midlerne på at oprette en form for refugium for unge, lovende kunstnere.

Familien Hede Nielsens Fond er en dansk fond, som er dannet af en del af overskuddet i den store Horsens-virksomhed Hede Nielsen A/S. Fonden blev stiftet 1971 af brødrene Ove Hede Nielsen og Eigil Hede Nielsen

  • Del artiklen på: