Nyhed, 22. september 2016

Danskerne vil have mere dyrevelfærd i supermarkedet

Ny undersøgelse viser, at forbrugerne vil have deres foretrukne supermarkeder til at sætte flere produkter med god dyrevelfærd på hylderne.

Image of Katherina  Petersen
Katherina Petersen,
Studentermedhjælper
Del artiklen på:
Dyrevelfærd i supermarkedet

Mere end to ud af tre danskere ønsker, at deres supermarked gør en aktiv indsats for at få mere dyrevelfærd på hylderne. Det viser en undersøgelse, Analyse Danmark har lavet for Dyrenes Beskyttelse i august.

I undersøgelsen svarer 69 pct. således, at det er vigtigt for dem, at deres foretrukne supermarked gør en indsats for at udvide sortimentet med flere fødevarer, der er produceret under hensyn til god dyrevelfærd.

- Dermed siger forbrugerne jo meget tydeligt, at de vil have dagligvarebutikkerne til at tage et medansvar for at udbrede varer med god dyrevelfærd. Forbrugerne spiller selv en stor rolle, fordi de i sidste ende skal købe produkterne, men de vil også have supermarkederne til at tage stilling og gøre en aktiv indsats, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Forståelse hos supermarkederne

De seneste år er de danske supermarkeder begyndt at markere sig langt stærkere på dyrevelfærd. Seneste og mest markante eksempel er udfasningen af buræg, som alle supermarkedskæderne nu har tilsluttet sig.

Andre mere strategiske eksempler er COOPs madmanifest fra 2014, som blandt andet lover mere ansvarlighed inden for dyrevelfærd, og en stor samarbejdsaftale mellem Dansk Supermarked og Dyrenes Beskyttelse fra i år, ifølge hvilken Dansk Supermarked vil øge salget af dyrevelfærdsprodukter med 500 mio. kr. Begge tiltag, som netop vil betyde mere dyrevelfærd på hylderne.

Dem man lytter til

- For os viser det, at supermarkederne har forstået, at dyrevelfærd virkelig er værd at satse på. Det synes vi jo i Dyrenes Beskyttelse er helt rigtigt set, og det er selvfølgelig glædeligt, at en ny undersøgelse viser, at forbrugerne synes det samme. For dem lytter supermarkederne altid til, siger Britta Riis.

Undersøgelsen fra Analyse Danmark viser også, at 67 pct. af danskerne synes, dyrevelfærd er vigtigt, når de køber fødevarer. Det er især kvinder, der finder dyrevelfærd vigtigt.