Artikel, 12. juni 2022

Dumpet i lille bur ved børnehave

Kaninen Helmut blev dumpet i et lille bur foran en børnehave. Her var han overladt til sig selv, men heldigvis blev han fundet i tide, inden der skete noget. I dag lever han det søde kaninliv ved søstrene Fenja og Silja på 11 og 9 år.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
Helmut

En gruppe børnehavepædagoger troede, at alle børn var afhentet en fredag eftermiddag. Da de kom ud til indgangen for at låse af, opdagede de, at der var dukket en enkelt lille gæst op, som ikke blev hentet.

Foran døren stod nemlig et lille bur, og inde i buret sad kaninen Helmut. Pædagogerne ledte i området men uden held – Helmuts ejer var som sunket i jorden, og den dumpede kanin havde derfor brug for akut hjælp. Pædagogerne forsøgte at efterlyse kaninens ejer hen over weekenden, men desværre uden held. De ringede derfor til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral som det første mandag for at få hjælp til Helmut.

Et dejligt liv ved Fenja og Silja

Helmut flyttede herefter ind på Roskilde Internat. Her blev han dyrlægetjekket, og det blev sikret, at alt var i orden. Helmut var i topform, så han begyndte hurtigt at lede efter et nyt og kærligt hjem. Heldigvis kom Silja, Fenja og deres forældre til Roskilde for at kigge på ny kanin.

- Vi havde egentlig fået to kaniner, Selma og Penny, fra Roskilde Internat for noget tid siden, men desværre blev den ene kanin syg og måtte aflives. Selma og Penny var søstre og meget tæt knyttet, så det var en stor sorg for Penny at miste Selma, og derfor ville vi også gerne have en ny ven til Penny, fortæller Silja.

Heldigvis for Helmut blev de to piger helt vilde med den kælne og nysgerrige kanin. De valgte derfor, at han skulle være Pennys nye kammerat.

- Helmut var vildt kælen og vant til børn, og så håbede vi, at Penny måske kunne lære lidt af ham, for hun er ikke så kælen, fortæller Silja.  

Helmut kom derfor med hjem, og næste step var, at de to kaniner skulle lære hinanden at kende. Det tager lang tid at sammenføre kaniner, hvis det skal gøre ordentligt, men den proces havde Helmuts nye familie helt styr på.

- I begyndelsen var Penny lidt sur på Helmut, og hun kradsede efter ham fra sit eget bur, men Helmut tog det hele meget roligt. Efter noget tid hvor de havde stået ved siden af hinanden i hver deres bur og havde været ude i løbegården i haven på skift, lukkede vi dem sammen, og det gik bare rigtig godt. Penny er helt vild med Helmut nu, og selvom det kan tage op til 3 måneder at sammenføre kaniner, så kunne vi lukke dem sammen efter bare 1,5 uge, fortæller en glad Fenja.

Kaninkærester

I dag er de to kaniner uadskillelige. Selvom Helmut og Penny har et andet forhold, end Penny havde med sin søster Selma, så er de allerede utrolig tæt. Både Silja og Fenja er rigtig glade for, at Helmut er flyttet ind.

 - De er helt sikkert kærester i dag. Jeg synes, de er meget heldige begge to, for Penny savnede jo sin søster og Helmut havde ikke noget hjem, så de havde brug for hinanden, forklarer Silja og Fenja fortsætter:

- Det er bare rigtig dejligt at have kaniner, fordi de er megasøde, og de ligger tit og putter i buret sammen. Jeg kan se, de er glade for hinanden. De har også allerede lavet ulykker sammen, da de har gravet en lang gang under vores hegn i haven, ud til parken rundt om den bondegård vi bor på. Så løb de over til nogen af vores bofæller, hvor vi måtte hente dem og tage dem med ind i haven igen.

Penny og Helmut er som skabt for hinanden, og de nyder deres kaninliv sammen hjemme hos Silja og Fenja og deres forældre.