dumping

SÅDAN: Færre dyr bliver dumpet

Dumping af dyr er et problem hele året rundt, men i 2016 er der blevet dumpet næsten 40 procent færre dyr end året før. Den udvikling er vi i Dyrenes Beskyttelse meget glade for og håber, at den vil fortsætte, så endnu færre dyr bliver overladt til en uvis skæbne på en rasteplads.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Selvom antallet af dumpede dyr er faldet, så viser tallene, at det overvejende er katte, der ender med at blive dumpet. Katte udgjorde nemlig 89 procent af de dumpede dyr for 2016, hvilket er en stigning fra sidste års opgørelse over dumpede katte.

”Overtallet af dumpede katte bunder i høj grad i problematikken om neutralisering. Alt for mange katteejere får ikke neutraliseret deres katte, og især ejerene af en hunkat ender med at få et kuld uønskede killinger, som de ikke ønsker at tage ansvaret for. Og i stadig alt for mange tilfælde ender killinger derfor på en rasteplads,” forklarer Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.

”Overtallet af dumpede katte bunder i høj grad i problematikken om neutralisering."
- Jens Jokumsen, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse anbefaler trods faldet i antal dumpede dyr, at man neutraliserer sin kat og sørger for at finde en ansvarlig måde, at afskaffe sit kæledyr, så endnu færre dyr ender på en rasteplads til en uvis skæbne.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at efterlade sit dyr på en rasteplads eller andre steder. Derfor er det dejligt at se, at tendensen er faldende, men det gør ikke, at vi er nået i mål. Der skal stadig tages ansvar, da der stadig er for mange dyr, der oplever at blive efterladt. Man skal huske, at hver gang vi tager et kuld killinger op af en kasse, så er der en person, som har lagt låget på og er gået sin vej”, pointerer Jens Jokumsen.

Og der findes ansvarlige måder at komme af med sit kæledyr på, hvis man er forhindret i at beholde det. I det følgende vil der blive listet mulige måder at afskaffe sit kæledyr på, hvis man er forhindret i at beholde det.

Hvordan kommer jeg af med mit kæledyr – ansvarligt?

  • INTERNAT: Hos Dyrenes Beskyttelses internater kan man mod betaling aflevere sit kæledyr, hvis der er plads. Pengene går til pasning, foder og pleje indtil, der bliver fundet en ny ejer.
  • NEUTRALISERING: Hvis man ejer en hunkat, og man ikke ønsker killinger, skal katten steriliseres, da det ellers er meget sikkert, at der vil komme uønskede killinger.
  • NETVÆRK: Dit netværk kan også være en god måde at afskaffe dit kæledyr ansvarligt. Måske er der én, som meget gerne vil overtage eller købe dit kæledyr og ansvaret, der følger.