Havørnene trives i Danmark. Alligevel kan de smukke rovfugle med det imponerende vingefang godt få brug for hjælp. I vinter fik to frivillige dyrereddere en uheldig havørn på vingerne igen.
Havørnen er i fremgang i Danmark, viser tal fra Dansk Ornitologisk Forening.
Men selvom tallene tyder på, at havørnen klarer sig godt under danske himmelstrøg, så kan nogle af de fantastiske rovfugle alligevel godt få brug for en hjælpende hånd.
Det var tilfældet for en passiv og forkommen havørn, der blev fundet i Havndal i Østjylland i vinter. En omsorgsfuld forbipasserende kontaktede Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812, hvor frivillig kredsformand Johan Rosenkilde rykkede ud og bragte fuglen i sikkerhed.
Der var ingen brud på vinger, hale eller ben. Men flyve ville den ikke. Så havørnen blev overdraget til Michelle Braganza, der er frivillig kredsformand og vildtplejer i Dyrenes Beskyttelse.
Glemmer det aldrig
Efter 10 dages omsorg og professionel pasning var havørnen klar til igen at få luft under vingerne. Et syn, der skabte stor begejstring hos Michelle Braganza og de øvrige fremmødte.
- Det er en underdrivelse at sige, at jeg var glad, da jeg så fuglen løbe ud af sin kasse og sprede vingerne. Det kommer jeg aldrig til at glemme, siger hun og fortsætter:
- Det er virkelig en stor ære at hjælpe vores vilde dyr. Jeg elsker mit job.
I 2025 har Dyrenes Beskyttelse håndteret 1.040 sager om rovfugle i nød. 15 af sagerne omhandlede havørne.
