Viborg Internat åbnede i maj 2019, men nåede alligevel at modtage 977 katte og killinger

Eksplosiv start: 977 katte fik en ny chance på Dyrenes Beskyttelses internat i Viborg

I starten af maj 2019 åbnede Viborg Internat. Internatet kom eksplosivt fra start og modtog i alt 977 katte og killinger på bare 8 måneder. 2019 blev vildere end internatet nogensinde kunne forudse.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Dyrenes Beskyttelse står for at håndtere to ud af tre internatkatte i Danmark, og 2019 har været et hektisk år for dyrevelfærdsorganisationens nye internat i Viborg. Internatet åbnede d. 1. maj 2019 og nåede at modtage i alt 977 ejerløse katte og killinger i deres første år.

”2019 var et vanvittigt år. Vi havde på ingen måde kunne forudse hvor mange katte vi fik ind. Nogle dage fik omkring 20 katte ind om dagen, så det er altså rigtig mange katte, som bliver svigtet på den ene eller anden måde”, fortæller Lise Svejgaard, Dyrlæge og leder ved Viborg Internat.

En kat er ikke gratis

De mange katte, som internatet modtog sidste år, har sat spor ind i 2020. Der er stadig katte, som søger nye hjem på Viborg Internat og der er også allerede killinger i pleje. Normalt starter kattesæsonen først i april, men i år er den aldrig rigtig sluttet. Derfor frygter Lise Svejgaard, at 2020 bliver et lige så stort katteår som 2019 var.

”Jeg håber snart at folk forstår, at en kat ikke er gratis. Der er mange omkostninger ved at have en kat, og det er også en af grundene til at vi ser så mange svigtede katte. Det er simpelthen for nemt for folk at løbe fra ansvaret”, afslutter Lise Svejgaard.

Selvom internatet løb hurtigt fra dag 1, så stod de ikke alene om at håndtere særligt de mange killinger. 75 frivillige plejefamilier tog i alt 650 katte og killinger i pleje. Netop denne kæmpe støtte fra frivillige kræfter har gjort det muligt at hjælpe de mange katte og killinger, og på bare 8 måneder hjælpe næsten 1000 katte og killinger til at få en ny chance i livet.

Kattemanifest for bedre velfærd

Det anslås, at omkring 650.000 katte holdes som kæledyr herhjemme. Hertil kommer et ukendt antal ejerløse katte. Men velfærden halter for kattene. Hvert år overlades flere tusinde til deres egen skæbne. Katte løber bort, og bliver aldrig genforenet med deres ejer. De bliver syge, og der er ikke nogen til at tage sig af dem.

Siden midten af december har borgere, virksomheder og organisationer kunne bakke op om et kattemanifest, der kalder på bedre velfærd for Danmarks katte. Det har omkring 36000 borgere og 160 organisationer og virksomheder allerede gjort.

Læs manifestet og skriv under på www.kattelovnu.dk

  • Del artiklen på: