Salka

Fem måneder på internat, men intet hjem til Salka

Katten Salka på 3 år har snart boet på Roskilde Internat i fem måneder. Her venter hun på at den helt rigtig familie dukker op, men det har vist sig at tage sin tid. Salka er helt sin egen, og derfor bliver hun ofte forbigået til fordel for alle killingerne. Efter fem måneder søger Roskilde Internat dog desperat et hjem til Salka.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Salka kom til Roskilde Internat, da hendes tidligere ejere skulle flytte tilbage til deres hjemland og ikke kunne have hende med. Hun flyttede derfor ind på Roskilde Internat i midten af februar, hvor hun skulle finde et nyt og kærligt hjem som kunne passe hende.

Det er nu fem siden at Salka flyttede ind på Roskilde og den rigtige familie har stadig ikke vist sig. Det sker desværre engang i mellem, at voksne katte sidder længe på internaterne, særligt når killingerne begynder at komme. De små nysgerrige killinger, vinder ofte kapløbet over de mere tilbageholdende og voksne katte.

En kærlig diva

Salka er ikke en alle mands kat og hun har enormt meget personlighed. Hun bryder sig ikke om at blive løftet eller håndteret, men hun skal nok selv komme og sige til når hun gerne vil nusses, og kunne gå sin vej igen når hun ikke gider mere nus.

Hendes drømmehjem er derfor et hjem uden andre dyr eller børn, da hun ikke trives med nogen af delene. Salka er dog også en værre kælepot og sover gerne i sofa eller sengen, så længe der er dejlig blødt. Hun drømmer også om at kunne komme udenfor, når hun er faldet helt til i sit nye hjem.

Roskilde Internat håber på, at der snart kommer den helt rigtige familie, som vil give Salka en chance. Selvom hun er lidt en diva, så er hun en kærlig kat som mest af alt trænger til at få et nyt hjem. Fem måneder på internat er meget lang tid. Et nyt hjem vil helt sikkert gøre underværker, både på Salkas humør og hendes livsglæde.