Hund

Fødevarestyrelsen: Høj risiko for at rabies bringes til Danmark

En ny risikovurdering sætter fokus på alvoren ved, at et stort antal kæledyr bringes til Danmark fra Ukraine. Derfor skal alle dyr sundhedstjekkes ved ankomst.

Skrevet af:
Claus Nielsen Lyckhage

I Ukraine er rabies, også kendt som hundegalskab, meget udbredt. Derfor kan det give anledning til bekymring, hvis et meget stort antal dyr bringes ind over grænsen til Danmark uden at de har deres vacciner i orden. I en ny risikovurdering pr. 7. marts 2022 skriver Fødevarestyrelsen, at risikoen for, at rabies bringes til Danmark på baggrund af krigen i Ukraine, er høj.

Dyrene har brug for dig

Hvis du gerne vil kontaktes, såfremt vi får brug for hjælp og støtte til de ukrainske dyr, kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev her.

Tilmeld nyhedsbrevet

”Rabies er en meget alvorlig sygdom, så jeg kan godt forstå Fødevarestyrelsens bekymring. Rabies er særligt drilsk, fordi den har så lang inkubationstid for både dyr og mennesker. Det vil sige, at dyr kan være smittet uden at vise symptomer i flere uger og måneder. Og den medfører lammelser og i værste fald død, også for mennesker, så det er ret alvorligt,” siger Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.

Rabies kan smitte til mennesker ved bid eller kontakt med spyt fra smittede dyr, som hunde og katte. Derfor er det meget vigtigt, at folk, der bringer kæledyr fra Ukraine til Danmark, får det registreret hos Fødevarestyrelsen, så dyret kan blive sundhedstjekket og vaccineret. Dette gøres på Fødevarestyrelsens hjemmeside (engelsk version).

Når dyrene er blevet chippet og vaccineret, opfordres ejerne til at holde dem isoleret. Læs mere om processen i denne pjece fra Fødevarestyrelsen. 

Det er også meget vigtigt, at dem, der har ukrainske dyr i deres varetægt, er særligt opmærksomme på symptomer hos dyrene. Symptomer på rabies kan være ændret adfærd, som fx savlen, synkebesvær, stemmeforandring, urenlighed, uro, forvirret opførsel, raserianfald/angrebslyst eventuelt afløst af perioder med sløvhed og tiltagende lammelser af især underkæbe og bagparti. I sådanne tilfælde er det meget vigtigt, at der straks tages kontakt til en dyrlæge.

Følg med i arbejdet for krigens dyr

Vi har samlet alt den relevante information om hjælpen til krigens dyr på ét sted. Her kan du finde de seneste nyheder og de oftest stillede spørgsmål. Du kan også støtte kampen for dyrene. 

Læs mere her