Danmark kan igen blive et grønt foregangsland og vise vejen til en fødevareproduktion, der skaber liv på landet, bedre forhold for både dyr i produktionen og de vilde dyr samt en langt større biodiversitet.
Det er tid til at hæve ambitionsniveauet for vores fødevaresystem. Vi skal producere sund mad til mennesker på en måde, der gavner vores natur, drikkevand og biodiversitet, og vi skal ikke længere tillade, at millioner af dyr lever et helt liv på for lidt plads og uden nogensinde at komme udenfor.
Derfor præsenterer Dyrenes Beskyttelse, sammen med en række organisationer og virksomheder, ni anbefalinger, der samlet set er et bud på, hvilke nye veje fødevaresystemet kan og bør gå.
Anbefalingerne skal sætte danske virksomheder i førersædet for innovativ fødevareproduktion, når de globale markeder i fremtiden i langt højere grad vil efterspørge en produktion, der bidrager til at genoprette biodiversitet, klima, miljø og dyrevelfærd.
- Andelsgaarde
- Dansk Vegetarisk Forening
- Dansk Økojord
- Dyrenes Beskyttelse
- Markhaven
- Madland
- Merkur Andelskasse
- Organic Plant Protein
- Perfect Season
- Plantebranchen
- Rådet for Grøn Omstilling
- Tempty Foods
- Økologisk Ungdomsbevægelse
- Øm Klostergaard
For det første skal dyrene i produktionen have mere plads. Det bør være en målsætning, at vi ikke har flere dyr, end det er muligt for dem at leve et værdigt liv med adgang til det fri.
Vi skal have meget mere økologi og plantebaseret produktion. Momsen på økologi skal fjernes, og efterspørgslen på økologiske produkter og produkter med lavt klimatryk skal øges ved at stat, regioner og kommuner går forrest med krav til alle offentlige indkøb.
Hele økonomien omkring vores fødevareproduktion skal tænkes om. En ny fødevarefond skal drive udviklingen i retning af det økologiske og det grønne.
Og så skal vi ændre den måde, vi i Danmark fordeler landbrugsstøtten fra EU.
Landbrugsstøtten overser de små landbrug
I Danmark bliver landbrugsstøtten primært uddelt som hektarstøtte. Det vil sige, at landmanden modtager et beløb baseret på, hvor mange hektar jord, der dyrkes.
Det resulterer i, at mindre landbrug kun kan få meget lidt i landbrugsstøtte.
Nanna Thomsen driver Lerbjerggård i Melby i Nordsjælland. På de 4 hektar jord, der hører til gården, er der både marker, drivhuse og en skovhave med mere end 500 træer og buske.
Lidt over halvdelen af gårdens samlede areal er udlagt til naturpleje, og på det resterende jordstykke dyrkes der økologiske grøntsager efter regenerative principper, der styrker jordens frugtbarhed og biodiversiteten.
Men med så forholdsvis få hektar, kan man ikke få meget i landbrugsstøtte.
- Vi gør en masse ting, som jeg ville elske at blive økonomisk godtgjort for, men sådan fungerer landbrugsstøtten bare ikke i dag. Vi kan ikke engang betale vores frø med det beløb, vi får, siger Nanna Thomsen.
Sidste år fik Lerbjerggård 15.000 kroner i landbrugsstøtte. For overhovedet at kunne søge, måtte de betale omkring 5.000 kroner i konsulentbidrag, og det, der blev tilbage herefter, svarer til cirka 2 procent af deres samlede omsætning.
- Vi har kolleger, som har 200 hektar jord, hvor de dyrker korn, og de kan betale samtlige lønomkostninger med den støtte, de modtager. Det er bare svært at konkurrere med, siger hun.
Andelsgaarde er en dansk forening og andelsbevægelse stiftet i 2018, som opkøber, genopbygger og driver danske landbrug efter økologiske og regenerative principper.
Lerbjerggård er den første gård, Andelsgaarde har købt. I dag råder foreningen over 7 gårde.
I Andelsgaarde arbejder man med fokus på klima, drikkevand, biodiversitet og jordens sundhed.
Kan man gøre det anderledes?
På Lerbjerggård arbejder der, udover Nanna og hendes mand Christopher, tre ansatte fire dage om ugen. De forspirer, luger, høster til lokale restauranter og til deres ’stalddørssalg’, der har åbent i weekenden, de underviser børn i skolehaven og byder lokalmiljøet indenfor til fællesspisning og arrangementer.
De dyrker mange forskellige grøntsager og bær. Ribs, roer og radiser, hestebønner og spisekastanjer er bare et lille udpluk. Tomater, der er modnet i solens stråler, og salatmix er nogle af gårdens mest populære afgrøder.
Hvor andre har kornmarker, hvor én type maskine sår, mens en anden type høster, har Lerbjerggård ingen specialiserede maskiner – det er mennesker, der arbejder i marken.
Derfor virker det også ekstra skævt, at de store maskindrevne landbrug får så stor en bid af kagen.
- Jeg mener, at der burde være et loft for, hvor mange hektar, du kan få støtte til. Og så må man finansiere resten selv. Man kunne også gøre støtten regressiv, så de første hektar får høj støtte, og så bliver den gradvist lavere og lavere, siger Nanna.
Men det er, som hun påpeger, kun hvis vi absolut skal fortsætte med at have noget, der hedder hektarstøtte.
For man kunne også vælge at belønne andet end ejerskabet af jord. Bidrager landmanden for eksempel med mad til mennesker? Gavner produktionsformen vores drikkevand? Livet i jorden eller frugtbarheden?
- Landbrugsstøtten er noget vi som samfund giver til landbruget. Vi har også valgt at bruge penge på, at uddannelse skal være gratis, fordi vi kan se, at det gavner samfundet, siger Nanna og fortsætter:
- Så lad os da se den pose penge som noget, der kan være med til at forme, hvilken type landbrug, vi skal have. Det kunne jo blive et landbrug, der giver os stærke lokalmiljøer, rent drikkevand og mere liv i naturen.
