cocker spaniels

Forsømte hunde fik hjælp i Nordjylland

Fire hunde blev forsømt i en længere periode, da deres ejer ikke havde mulighed for at passe dem på grund af alvorlig sygdom. Heldigvis blev mandens plejedatter opmærksom på problemet, og hun fik lavet en aftale med Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Fire hunde af forskellige, blandede racer flyttede i slutningen af maj ind på Nordjyllands Internat. Hundene havde igennem længere tid boet ved deres syge ejer, som ikke havde mulighed for at passe dem optimalt, og de blev mere og mere forsømt. Manden lå for døden og havde akut brug for hjælp til hundene.

Heldigvis blev hundeejerens plejedatter opmærksom på, at de to hunde ikke trivedes i hjemmet længere. Hun besluttede derfor at ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at finde ud af, om det var muligt at få hjælp til de fire hunde og sikre, at de kunne få dyrlægehjælp og et nyt hjem, hvor der var tid og overskud til dem.

Måtte sige farvel til to

Desværre viste det sig, at to ud af de fire hunde var så syge, at de måtte aflives akut. Hundene havde betændelse i kroppen, som var sprunget, og det var ikke muligt at behandle dem og sikre et godt og værdigt liv.

- Nogle gange mister folk grebet om livet, og så sker det, at deres dyr betaler prisen. To af hundene var temmelig forsømte med knuder i pelsen, øjenbetændelse og andre skavanker, men de var alligevel søde og nemme at håndtere. Derimod var de sidste så syge, at vi desværre ikke kunne behandle dem, fortæller Nicoline Kolind, souschef på Nordjyllands Internat. Hun fortsætter:

- Selvom vi er kede af, at hundene ikke kunne behandles, er vi glade for, at hundene kom til os. Ejer kunne slet ikke passe dem længere, og det var den helt rigtige beslutning at hjælpe dem videre, siger Nicoline Kolind.

I behandling på dyreinternatet

På Nordjyllands Internat skulle de sidste to hunde behandles. I første omgang sørgede personalet for at få klippet så meget pels af dem som muligt, så det blev nemmere at se, hvordan de så ud.

- Deres pels var en stor sammenfiltret kage af pels og skidt. Vi startede med at forsøge at klippe så meget pels af som muligt, så vi bedre kunne undersøge dem. Heldigvis var de utrolig søde og tålmodige, så vi fik hurtigt et godt overblik over deres tilstand, siger Nicoline Kolind.

Efter hundenes klipning blev de vasket og undersøgt grundigt. De havde begge to voldsom øjenbetændelse, tilstoppede ører og nogle ufarlige fedtknuder på kroppen. Heldigvis var det alt sammen noget, som kunne behandles, så de kunne blive klar til et nyt hjem igen.

De to hunde var en blanding af cocker spaniel, labrador og schæfer. De kommer snart til at søge nye hjem, og Nordjyllands Internat opfordrer til at holde med internatets facebookside for mere info.