Pia Hvilshøj og Kenneth Tobiassen, kredsformænd i Nordjylland med deres hund

Frivilligparret fra Nordjylland

Vi nyder det, vi laver, og vi nyder at gøre det sammen. Sådan siger Pia Hvilshøj og Kenneth Tobiassen, som er par både privat og som kredsformænd i Nordjylland. Indsatsen bringer dem vidt omkring for at hjælpe både dyr og mennesker. Det giver gejst til indsatsen, når de oplever, at dyrene kommer sig og finder tilbage til naturen eller til en ny familie.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Hvad går jeres frivillige arbejde ud på?

Vi er kredsformænd i Nordjylland, og så danner vi par både privat og i vores job som kredsformænd. Vi hjælper med transportopgaver ud til vildtplejestationerne, dyrlæger, genudsættelse og internater. Derudover hjælper vi til med sociale sager, nødaflivninger, dyreværnssager og dyreredningssager.

Når vi er ude på sociale sager, er det vigtigt for os, at ejer får lige så meget hjælp som dyret. Vi fordeler det gerne på den måde, at Kenneth tager sig af dyret og alt omkring det, mens Pia bruger tid på ejerne, som ofte er helt opløst i gråd eller afmagt over, at de ikke formår at opfylde dyrets behov længere. Derudover bruger vi enormt meget tid på vejledning i alle sager. Det kan være alt fra håndtering af bittesmå killinger til faunadyr.

Hvorfor har I valgt at være frivillige i Dyrenes Beskyttelse?

Vi så et opslag på Facebook, hvor der blev søgt frivillige i vores område. Det satte gang i en snak om, at det var noget, vi syntes, at vi kunne og ville gå ind i. Vi havde tiden til at hjælpe. Vi tog derfor et møde med områdeformanden Torben. Vores indgangsvinkel var egentlig at være plejefamilie, men da Torben snakkede om frivillige kredsformænd, sprang vi på der.

Hvad kan I godt lide ved arbejdet?

Dagene er aldrig ens, og vi vælger selv vores tid. Vi har et rigtig godt samarbejde med de andre kredsformænd, dyrlæger, vildtplejere, områdeformænd, kommunerne, politiet og 1812. Vi kunne slet ikke udføre det arbejde, vi gør, hvis vi ikke havde dem i baglandet.

Det fedeste er at se, når vi indleverer svage dyr på en vildtplejestation, og allerede efter nogle dage ser vi det blive sat ud igen rigtig friskt og livligt. Eller når vi ser, at dyrene på internaterne finder deres nye hjem, og den nye familie bare lyser af glæde. De oplevelser gør, at vi tager endnu en dag i morgen, og at vi bliver ved Dyrenes Beskyttelse. Vi nyder det, vi laver, og vi nyder at gøre det sammen.

  • Del artiklen på: