Biggie

Giv de tilbageholdende katte en chance

Selvom vores internater gør meget for kattenes velvære, så er der katte, som er stressede på internaterne, og det udtrykker de ved at være tilbageholdende, når der kommer besøgende. Derfor bliver kattene ofte valgt fra af de besøgende familier, men de er faktisk ligeså kærlige familiekatte som alle de andre.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Lige nu venter 191 adoptionsklare katte på Dyrenes Beskyttelses otte internater på et nyt hjem. De mange katte på internaterne betyder, at stressniveauet er højt på internaterne. Det udtrykker nogle af kattene ved at være tilbageholdende, når besøgende kommer for at finde deres nye familiekat.

Et par, der tog chancen med en tilbageholden kat, var Stine og hendes kæreste. For to år siden adopterede de hankatten Biggie fra Fuglebjerg Internat under Dyrenes beskyttelses internat. I dag har Biggie lagt stressen fra internatet bag sig og har erobret både sofaen og sengen hos Stine og kæresten.

Biggie var langt fra den kat, som Stine havde regnet med skulle blive deres nye familiekat. Stine havde en helt anden type kat i tankerne, da de ankom til Fuglebjerg Internat for to år siden.

”Jeg havde sat mig for, at det skulle være en meget kælen og sød kat, der hoppede ned i skødet, så snart jeg satte mig ind til den,” fortæller Biggies ejer, Stine.

Stines forventninger til deres nye kat mindede meget om dem, de fleste familier kommer med, når de leder efter en familiekat. Men ofte er de tilbageholdende katte blot stressede og vil udvikle sig til imødekommende og kærlige familiekatte, når de kommer ud i rigtige hjem

"Langsomt viste han os tillid og pludselig en aften, hoppede han op i sengen til os."
- Stine, Biggies ejer.

Stress påvirker også katte

Katte kan blive stressede af at leve med andre artsfæller under samme tag, da de naturligt kun lever med andre katte, hvis det er en fordel for dem. Især voksne og ældre katte bliver stressede af at leve sammen med andre katte på begrænset plads.

”Killinger er oftest mere åbne og imødekommende end ældre katte, fordi de endnu ikke er fuldt udviklede. Det, man ser hos voksne katte på vores internater, er, at de bliver stressede af at kunne se og høre andre katte,” siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.

Da der er risiko for stress blandt de voksne katte på internaterne, indretter personalet kattenes rum, så de har mulighed for at skjule sig eller på andre måder finde bedre trivsel på internaterne.

”De tilbageholdende katte på vores internater vil udvikle sig til gode og kærlige katte, når de kommer ud i permanente hjem, fordi de får mere plads, end de har haft på internatet. Så man skal ikke vælge dem ud fra deres væremåde på internaterne. I stedet bør man tale med personalet om, hvad man ønsker fra sin kat, fordi de ofte vil kunne vurdere, hvordan katten vil udvikle sig positivt i det nye hjem,” forklarer Jens Jokumsen.

’Det SKULLE være Biggie’

Da Stine og hendes kæreste trådte ind i Biggies rum, flygtede han prompte ud af kattelemmen, hvor han på afstand iagttog de to fremmede mennesker, der kiggede tilbage på ham fra den anden ende af rummet.

”Biggie var en stor bangebuks, der kiggede meget forsigtigt og skræmt på os fra kattelemmen. Men min kæreste havde set noget i Biggie, der overbeviste ham om, at det SKULLE være Biggie,” fortæller Stine.

Da parret fik Biggie hjem, så de ham ikke i flere dage. Han gemte sig under sengen, men var flittig til at tømme madskålen, når de to fremmede mennesker ikke var i rummet.

”Langsomt viste han os tillid og pludselig en aften, hoppede han op i sengen til os. Min kæreste havde ellers altid holdt på, at en kat ikke hører til i sengen. Men vi nænnede ikke at fjerne ham, når nu han endelig kom frem,” fortæller Stine.

I dag har Biggie overtaget både sengen og sofaen og kommer Stine og hendes kæreste snakkende i møde, når de kommer hjem.

”Vi taler ofte om, at det var godt, at det blev ham, vi valgte,” pointerer Stine.