Artikel, 16. juni 2021

Giv sælerne ro, når du møder dem på stranden

Fra januar til maj 2021 har der været 323 opkald om sæler, til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Bekymrede borgere ringer ind om enlige sæler på kysterne, men de er faktisk mest i nød, når der er mennesker omkring dem.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
Sæl i Skagen
Foto: Asger Thielsen

I 2020 kom der 1623 henvendelser om sæler. Det høje tal skyldtes i høj grad den første corona-nedlukning, hvor mange mennesker var mere ude i naturen end normalt. I januar til maj i 2021 har der været 323 henvendelser.

- Selv om det er en voldsom stigning, vidner det højst sandsynligt om, at flere danskere ved hvor de skal ringe hen, hvis de spotter sæler, som de mener er i nød, frem for en stigning i antallet af sæler, der er i nød. Uanset hvad handler de færreste telefonopkald om en sæl, der rent faktisk er i nød, siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.

Når en sæl ligger alene på stranden, bliver folk bekymret for, om den er strandet og derfor er i nød. Men det er oftest ikke tilfældet, og derfor skal man bare lade den være.

Sælunger har brug for deres mor

Sælunger ligger ofte alene på kysten, fordi de midlertidigt er blevet væk fra deres mor. Men mor og unge finder altid hinanden igen, hvis de ikke forstyrres af mennesker. Derfor kan en sælunge blive permanent efterladt, hvis der er for mange mennesker omkring den.

- Når man ser en unge af spættet sæl på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den. De spættede sæler er følsomme overfor menneskers tilstedeværelse og oftest tør sælhunnen ikke nærme sig dens unge, hvis der er mennesker omkring den, siger Michael Carlsen, og fortsætter:

- En unge af spættet sæl passes kun af sin mor i tre-fire uger, og i løbet af den tid skal ungen nå at fordoble eller endda tredoble sin vægt. Det er altså enormt vigtigt, at ungen får alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser, siger Michael Carlsen.

Har sælen synlige skader, har den brug for hjælp, og så er det vigtigt at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, imens man holder god afstand til den.

Det gør du, hvis du ser en strandet sæl:

  • Rør den ikke og hold lang afstand.
  • Har den synlige skader, tag hurtigt et billede, gå væk igen.
  • Send billedet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
  • Vagtcentralen vurderer, om sælen er i nød.