Eurogroup arbejder blandt andet mod pelsavl

God dyrevelfærd på tværs af grænser

Dyrenes Beskyttelse arbejder sammen med flere internationale organisationer for at sikre god dyrevelfærd på tværs af grænser. Det er vigtigt for at kunne lægge pres på politikere, organisationer og beslutningstagere, så der sker ændringer til gavn for dyrene.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Pelsavl, grises velfærd og handel med eksotiske kæledyr er bare nogle af de sager, sammenslutningen Eurogroup for Animals beskæftiger sig med. Eurogroup for Animals er en sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer fra hele Europa. Her arbejder 70 europæiske medlemsorganisationer på at få dyrevelfærd på dagsordenen i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet.

"Eurogroup for Animals er dyrenes europæiske stemme, og vi arbejder målrettet på at få dyrevelfærd øverst på den politiske dagsorden i EU. Ved at stå sammen kan vi lægge stort pres på politikere og på den måde være med til at sikre, at dyrenes sag bliver hørt i Europa", siger Britta Riis.

I 2016 blev Britta Riis valgt til præsident for Eurogroup for Animals, og en vigtig post kom altså på danske hænder.

"Rammerne for en stor del af den danske lovgivning bliver reguleret via EU, og der bliver taget beslutninger i EU, der også får betydning i Danmark. Det er derfor essentielt, at vi er til stede og påvirker EU-politikerne til bedre dyrevelfærd med fælles EU-lovgivning", siger Britta Riis.

Eurogroup for Animals har kontor i Bruxelles, hvorfra fælles europæiske kampagner, dialogen med EU-Kommissionen og EU-Parlamentet bliver koordineret og udført. Britta Riis gav præsidentposten videre i 2020. 

Bedre dyrevelfærd for alle dyr 

Ikke kun i Danmark og Europa, men også i resten af verden arbejder Dyrenes Beskyttelse på at give bedre dyrevelfærd til verdens dyr, blandt andet som en del af Asia for Animals Coalition.  Asia for Animals er en koalition med flere hundrede organisationer, der arbejder på at forbedre dyrs velfærd i hele Asien. De lægger pres på de ansvarlige politikere og meningsdannere for at ændre uacceptable forhold og har blandt andet beskæftiget sig med hundekød i Cambodja, velfærd for dyr i zoologiske haver og handel med vilde dyr.

"Dyrevelfærd er et internationalt anliggende, og vi kan ikke lukke øjnene for, at dyr lider frygteligt i hele verden. Derfor må vi handle og sørge for, at dyrevelfærden kommer derop, hvor den hører hjemme, nemlig øverst på dagsordenen hos politikerne. Ved at deltage i internationale samarbejder kan vi være med til at skubbe i den rigtige retning og sikre bedre dyrevelfærd til dyr, der lider", siger Britta Riis.

Dyrenes Beskyttelse er i 2020 blevet optaget i inderkredsen i Asia for Animals Coalition. 

Alle dyr har krav på god dyrevelfærd

I februar 2021 kunne Dyrenes Beskyttelse endelig løfte sløret for flere års arbejde: Britta Riis har som initiativtager med 18 andre medlemsorganisationer skabt den verdensomspændende dyrevelfærdsorganisation World Federation for Animals.

World Federation for Animals vil tale dyrenes sag på globalt niveau, og sørge for at få dyrevelfærd øverst på den politiske dagsorden i FN-systemet. Organisationens mission er en verden, hvor alle dyr bliver respekteret som levende og sansende væsener. En verden, hvor alle dyr lever et godt liv. Og en verden, hvor dyrenes trivsel er beskyttet. 

Læs mere om World Federation for Animals her