Pressemeddelelse, 5. april 2022

Historisk dom i sag om avl af hunde

Der blev den 21. marts 2022 afsagt en historisk dom i retten i Næstved. En kvinde er idømt en bøde på 90.000 kr. i en sag om uansvarlig avl af hunde. Det er første gang, at der er afsagt en dom i en sådan sag og Dyrenes Beskyttelse er glade for, at dyrevelfærd udvides til flere aspekter af dyrenes liv.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
Schæferhvalp

OBS: Hvalpen på billedet er ikke relateret til sagen. 

Der blev den 21. marts afsagt en historisk dom i retten i Næstved. En kvinde er dømt i en sag om uansvarlig avl, da hun gennem længere tid har avlet på sine hunde med henblik på profit. Kvinden har avlet op til seks kuld hvalpe om året, hvilket er for mange til at kategorisere det som hobbyavl.

- I Danmark er der regler for erhvervsmæssig avl af hunde. En person skal være registreret til erhvervsmæssige opdræt af hunde, når denne person har tre eller flere avlstæver og der avles tre eller flere kuld hvalpe pr. kalenderår. I denne sag havde tiltalte 6 tæver, og avlede op til seks kuld hvalpe om året, så hun levede i den grad ikke op til Fødevarestyrelsens regler, forklarer Cecilia Christensen Karstrup, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.  

Der er en række krav, man skal leve op til, hvis man avler erhvervsmæssigt og er registreret. Det indbefatter også, at Fødevarestyrelsen kommer på årlige kontrolbesøg. Ved disse besøg er der fokus på dyrenes velfærd og sundhed. Desuden er det muligt som privatperson at tjekke opdrættere på www.hundesmiley.dk for at sikre sig, at velfærden er i orden.

Kvinden blev idømt en bøde på 90.000 kr., og foreningen understreger vigtigheden af bødens omfang, da det understreger alvoren i sagen.

Hvad er sund avl?

For at sikre en sund og ansvarlig avl, er det vigtigt, at hunden både fysisk og mentalt kan holde til det. Det betyder også, at der er nogle retningslinjer for, hvor mange kuld en hund bør få i sit liv.

Dansk Kennel Klub anbefaler, at en hunhund maksimalt får 5 kuld hvalpe i sin levetid, og det sidste kuld skal være inden hun fylder 8 år. Efter 2 kuld skal tæven have en pause, hvilket betyder, at mindst én løbetid ikke udnyttes til parring. Hvis ikke dette overholdes, kan hunden simpelthen ikke nå at komme sig mellem sine kuld og det vil belaste fysisk og mentalt. Dette er en rigtig god rettesnor til at passe godt på sin tæve, hvis man ønsker, at den skal have hvalpe, forklarer dyrlæge Cecilia Christensen Karstrup.

Tager man ikke hensyn til tæven, og lader hende avle i hver løbetid uden pause, vil det være skadeligt for både hunhunden og hvalpene. Hvis en hunhund er mentalt og fysisk udmattet, og har fået alt for mange hvalpekuld, er det ikke sikkert, at hun kan klare drægtigheden og fødslen eller være i stand til at tage ordentlig vare på de hvalpe, hun får.

Det skal du sikre dig, før du køber hund

  • Dyrenes Beskyttelse har lavet en række gode råd, som man altid skal følge når man skal have en ny hund:
  • At hvalpen skal være 8 uger før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
  • At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er 8 uger
  • At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
  • At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
  • At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg.
  • At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
  • Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du risikerer at støtte dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
  • Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt