Hundene bliver meget bedre vagthunde
I marts 2022 besøgte Dyrenes Beskyttelse hundeprojektet i Kenya, hvor tilbagemeldingen på dyrlægehjælpen var meget positiv

Nyt hold til Kenya i november
I midten af november i år sendes endnu et hold afsted til Mara North Conservancy. Holdet består af dyrlægestuderende fra Kenya, USA og Danmark og skal blandt andet neutralisere, behandle og vaccinere hundene mod rabies, hundesyge og parvovirus.
SMS MASAI til 1474 og støt arbejdet med 100 kr. mens dyrelægerne er i området.
Mr. Segeny holder både kvæg, geder og får. De græsser på den kenyanske savanne om dagen, men bliver om natten bragt tilbage til landsbyen, hvor de overnatter i bomaer, der er en slags indhegning.
Han har derfor brug for hunde til at beskytte dyrene om natten, da de vilde rovdyr godt kan komme tæt på bomaen og forsøge at dræbe husdyrene. Hundene gør, hvis der kommer en leopard forbi, hvilket skræmmer den væk.
Det fortæller han til Dyrenes Beskyttelses Anne Sofie Meilvang, der er biolog og projektleder for internationale projekter, da hun i marts 2022 besøger Mara North Conservancy Dog Project i Masai Mara, hvor et hold dyrlægestuderende fra Danmark, USA og Kenya to gange årligt kommer for at vaccinere, neutralisere og behandle masaiernes hunde.
STØT PROJEKTET HER
Mr. Segeny er en af de mange hundeejere, der har haft glæde af projektet, da fire ud af hans seks vagthunde er blevet kastreret. Han fortæller, at hundene er blevet meget bedre vagthunde ved at blive kastrereret, da han oplever, at de strejfer mindre. Han er derfor meget positiv over for programmet og beretter også, at alle hans naboer også har fået deres hunde kastreret igennem projektet.
- Det er virkelig fantastisk at tale med de her folk og opleve, hvordan de sætter pris på det arbejde, som hundeprojektet udfører. Jeg synes også, at det er meget positivt at høre, at Mr. Segeny selv spørger efter ormekur til sine hunde under vores besøg. For han havde lagt mærke til, at de havde tabt sig, og var opmærksom på, at det ville være godt for deres sundhed og velfærd at blive behandlet for orm, siger Anne Sofie Meilvang.
Dyrenes Beskyttelse har støttet projektet siden 2020.
Om dagen græsser kvæget på Masai Maras savanner, hvor rovdyr som løver og leoparder også lever. Da Anne Sofie Meilvang var i Kenya, var det skoleferie, så det var ofte masaiernes børn, der drev kvæget.
Mr. Segeny var en af de mange hundeejere, der havde fået sine hunde kastreret og oplevede at få meget bedre vagthunde.
Om natten opholder kvæg, geder og får sig i en såkaldt boma, og hundene giver lyd, hvis vilde rovdyr nærmer sig. Her ses også den kenyanske veterinærsygeplejerske James Nayetuni, som hundeprojektet har et tæt samarbejde med.
Anne Sofie Meilvang besøgte projektet i marts 2022, hvor hun blandt andet mødte lederen af projektet