Hundesag fra Østjylland

Hundesag fra Østjylland: 5 hvalpe klar til nye hjem

Den 22. november fik Dyrenes Beskyttelse endnu en stor dyreværnssag, denne gang til Brande Internat i Østjylland. Blot to uger efter indlevering er fem af hvalpene klar til nye hjem.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Mandag måtte Dyrenes Beskyttelse aflive fem af de voksne hunde på grund af alt for store psykiske og fysiske skader fra den store dyreværnssag. Derfor er det en dejlig nyhed, at fem af hvalpene nu er klar til at komme ud i nye hjem. Men Dyrenes Beskyttelser stiller en række krav til de nye ejere.

Hvalpene søger nye ejere med hus og stor grund, hvor de kan bruge deres labrador-energi. Det skal desuden være en ejer, som er aktiv og vil gå til en form for træning med hundene så som jagt, hobby agility, rally, lydighed eller sporarbejde.

5 hunde klar til nye hjem

Det drejer sig om tre hanner på ca. 4 måneder og to tæver på ca. 6 måneder. De er alle mellemstørrelses labradorblandinger med sort og lidt hvidt.

Hannerne Sputnik, Valder og Elvis har alle haft en start med for lidt og for dårlig ernæring. De har alle levet i hundeflok og er gode til hundesprog. De har haft minimal menneskekontakt og er ikke blevet udfordret i forskellige omgivelser og situationer, så det skal der arbejdes med ved ny ejer. De er dog alle efter omstændighederne forholdsvis ukomplicerede. De er nysgerrige, livlige og modige.

Tæven Vinni på ca. 6 måneder er livlig, modig, nysgerrig og kontaktsøgende. Hun har brug for en hundeerfaren familie, der har en voksenvenlig hund, store legeglade børn, og hvor der er nogen hjemme hos hende minimum de første måneder.

Den sidste hvalp, Lulu på ca. 6 måneder er en mild og lidt forsigtig hvalp, som nemt lader sig skræmme, hvis man kommer for hurtigt og larmende. Lulu har brug for et voksent hjem med evt. store, rolige og kærlige børn mennesker og gerne med en sød voksenhund som rollemodel – en der kan hjælpe hende med at gå foran. Lulu gør stort fremskridt og vil gerne snakkes med. Men der skal arbejdes videre med hende hos ny ejer, og derfor skal hun til et hundeerfarent hjem. Der skal arbejdes med en masse ros og anerkendelse, struktur, tryghed og forudsigelighed samt tålmodighed.

Det kræver stor hundeerfaring

Et af Dyrenes Beskyttelses væsentligste krav er, at de nye ejere skal have stor hundeerfaring. Hundene kommer fra en stor dyreværnssag, og derfor kræves der ekstra arbejde med hvalpene for, at de får en ny chance i livet.

Disse hunde er udprægede flokdyr – det bliver svært for dem at være alene hjemme og bør tilvænnes dette gradvist over måneder.

De er ikke renlige.

De fleste kan ikke gå i snor.

De har fysisk overlast i form af manglende motion, dårlig ernæring og sandsynlig indavl, ben problemer; dette kan give følgesygdomme, som nye ejer er ansvarlig for at behandle.

De har lidt psykisk overlast i form af manglende socialisering til hverdagslivet, andre dyr og mennesker. Dette kan resultere i uventede reaktioner fra hundene i ukendte situationer. Det er nye ejers ansvar at hjælpe hundene til en positiv indlæring.

 Der er ansøgningsfrist fredag den 9. december kl. 12.00 til Brande Internat. Du skal udfylde følgende formular og sende til dbbrande@mvb.net

De hundeansvarlige på internatet vil efter ansøgningsfristen udvælge hvilke hvalpe, der kommer ud til hvilke hjem ud fra ansøgningen.

Hvis du ikke modtager en mail eller opkald, betyder det desværre, at du ikke er kommet i betragtning til at få en af hvalpene.

En hund fra Brande Internat koster 2.275 kr.