hjort i hegn

Husk at tjekke hegn på din grund: De kan være en potentiel dødsfælde

Når mennesker og dyr mødes, opstår der nogle gange uhensigtsmæssige situationer. Flere gange om året kommer der opkald til 1812 om hjorte, der sidder fast i hegn. Dette kan medføre en meget smertefuld og ikke mindst langvarig pine før dyrets død. Dyrenes Beskyttelse anbefaler derfor, at man tjekker sine hegn med jævne mellemrum.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 hjælper dyr i nød i mange forskellige situationer. Nogle gange kommer dyrene så galt afsted, at den eneste mulighed, der er for at hjælpe, er at foretage en nødaflivning. Tilbage i marts kom to hjorte så galt afsted, at skytte Morten Richter-Hansen måtte rykke ud på sagen.

- Jeg fik besked fra 1812 om, at der var to hjorte på samme ejendom, der sad fast i hegn. Jeg pakkede derfor mit udstyr og ringede til henvender for at oplyse, hvornår jeg var fremme. Herefter fik jeg fat i politiet for at advisere dem om, at der formentlig ville blive afgivet skud, når jeg var fremme på adressen. Jeg var klar over, at hjortene sad fast i hegnet, men de her to viste sig at sidde virkelig slemt fast, fortæller skytte Morten Richter-Hansen.

Da Morten kom frem, sad den ene hjort fast under et trådhegn, mens den anden var klemt fast ved bækkenet i et forsøg på at kravle imellem tremmerne på et smedejernshegn. Begge dyr havde kæmpet i længere tid for at komme fri og var derfor særdeles ilde tilredt med skader. De måtte uden tvivl nødaflives, da deres tilstand var så kritisk, at de ikke kunne reddes.

Tjek hegn og andre menneskeskabte forhindringer

De to hjorte blev heldigvis opdaget af ejerne af ejendommen, der ansvarligt ringede efter hjælp på 1812. Hvis man skulle opdage dyr, der sidder fast i hegn eller lignende på ens grund, er det vigtigt altid at ringe efter hjælp hurtigt. Undgå samtidig at nærme dig, så du ikke skræmmer dyret, så det vrider sig løs og render væk med en alvorlig og potentielt dødelig skade, eller gør endnu mere skade på sig selv.

- Jeg har tidligere været ude på Høvelte Kaserne, hvor en råbuk havde forsøgt at springe over et hegn, men i forsøget blev den fanget med foden i trådhegnets masker og brækkede benet. I god mening befriede nogle soldater på kasernen bukken, men den var så skræmt, at den stak af med på et brækket ben, og vi kunne derfor ikke hjælpe den, fortæller Morten Richter-Hansen og fortsætter:

- Folk bliver selvfølgelig enormt berørte, når de opdager et dyr, der sidder fast på deres grund. Men det bedste og mest ansvarlige er straks at ringe 1812 og få hjælp til at håndtere situationen. Og så selvfølgelig løbende holde øje med de hegn man har på sin grund. Begge henvendere – både på kasernen, og grundejeren med de to hjorte i hegn - handlede resolut og ansvarligt, og det skal de roses for.

Sammenstød kan forårsage indre skader

Når en hjort sidder fastklemt i et hegn eller er blevet påkørt, kan det medføre slemme indre skader, som ikke er synlige for det blotte øje. Hjorte er hårdføre og vil i stressede situationer kunne rende væk på et brækket ben eller med åbne sår, som kan medføre mange lidelser og en langvarig pine før dyrets død. Derfor kan der opstå situationer, hvor den eneste tilbageværende mulighed er at give dyret fred.

- I tilfælde af åbne sår hvor pels og hud er slidt af ind til muskelhinderne, vil der med stor sandsynlighed hurtigt opstå infektion, og en langsom død vil blive resultatet, siger skytte Morten Richter-Hansen

Udover at være skytte for Dyrenes Beskyttelse obducerer Morten jævnligt også hjorte, som er blevet aflivet efter at have siddet fastklemt eller være blevet påkørt. I ét af de tilfælde, hvor et rådyr var blevet påkørt, så dyret fint ud på det ydre. Men obduktionen viste et helt andet billede: syv af de nederste ribben var brækket af rygsøjlen og dyret havde massive indre blødninger, der hvor bilen havde ramt den.

- Når man har ringet efter hjælp, kan det være svært at forstå, hvorfor det kan være nødvendigt at nødaflive dyret og det er sjældent en rar oplevelse. Derfor er lejlighedsvise obduktioner en god måde at skaffe indsigt på, så man kan forklare mere om konsekvenserne ved sammenstød i de situationer, hvor man er kaldt ud til en sag, afslutter Morten Richter-Hansen