Artikel, 12. juli 2021

Hvad er et marsvin egentlig for en størrelse?

Hvad er et marsvin egentlig for et dyr, hvilke behov har de og hvordan passer man bedst på dem? Dyrenes Beskyttelse guider her i, at forstå dit marsvin bedre.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
marsvin

Marsvin er meget sociale og i naturen lever de i grupper, typisk én han, flere hunner og deres unger. Det er derfor vigtigt, at de holdes i par eller grupper, når man har dem som kæledyr i hjemmet.

Marsvin knytter sociale bånd, plejer hinandens pels, kommunikerer med og udviser naturlig adfærd over for hinanden, som alt sammen er en vigtig del af marsvinets trivsel og velfærd. Individer, der holdes alene, vil ofte blive stressede og trives dårligt. 

Grupper af samme køn eller par er ideelle, og kuldkammerater er de bedste ledsagere. Han og hun marsvin kan leve sammen, men for at undgå at marsvinene parrer sig, er det vigtigt at have hanen kastreret først. Holdes flere hanner sammen, er det vigtigt at de har mere plads end et normalt marsvinepar og flere skjul så der ikke opstår problemer.

Marsvinets fysik

Marsvin bliver typisk fire-fem år, men kan blive op til otte år. Marsvin har en skrøbelig rygsøjle og kan brække ryggen selv fra lave højder, så det er vigtigt at passe godt på når de bæres rundt. Mindre børn bør ikke håndtere marsvin uden at de får hjælp fra en voksen. Det samme gælder indretning af deres bolig, etage boliger er en dårlig løsning, hvis der er en stejl trappe uden afskærmning.

I naturen er marsvinet typisk skumringsaktive, men i fangenskab kan de være aktive på alle tidspunkter af døgnet. De kan sagtens være vågne i 20 timer i løbet af dagen og tager små lure. Så de skal derfor også have adgang til foder, aktivering og plads hele døgnet.

Da de er byttedyr, elsker de at gemme sig helst i huler, rør, huse og andre mørke steder, når de ikke er ude at søge føde, og de undgår generelt stærkt lys. Derfor er det vigtigt at have indrettet sin marsvineindhegning med gode gemmesteder.  

Er der huse i deres indhegning, så skal der være min. 2 udgange, så de kan løbe ud hvis der kommer en ven og tvinger sig adgang dertil. Dybe bunker af hø vil også give mulighed for naturlig tunneldrift, såvel som at sikre, at de får nok fiber i deres kost.

Marsvin har både veludviklet hørelse og lugtesans, og så snakker de meget.

Marsvin har både veludviklet hørelse og lugtesans, og så snakker de meget. Dette er vigtigt at være opmærksom på inden man får et marsvin i familien, da den lille snakkelyd er en fast del af livet med marsvin. Vigtigt at placer dem i f.eks stuen, hvor der er liv. De skal ikke gemmes væk på et børneværelse, men være en del af familien og så alle deltager i deres pasning.

Marsvin tåler ikke frost eller meget høj varme

Marsvin er ikke tolerante over for høj varme, frostgrader, vådt og stormfuldt vejr. De kan dog sagtens holdes udendørs året rundt, hvis der altid er adgang til et temperaturisoleret anlæg med fri adgang. Hvor temperaturen altid er over 10 °C. Temperaturen må ikke overstige 27-28 °C, derfor er det vigtigt, at der også i udendørs anlæg altid er masser af skyggemuligheder. 

Dyrenes Beskyttelse anbefaler at holde marsvin indendørs, da marsvin elsker at kommunikere med mennesker og de vil være mere en del af familien. Det er også meget nemmere at kunne holde øje med deres velfærd og tilstand, når de er inde. Du vil hurtigere spotte hvis der er noget galt med marsvinene.