Det er ulovligt at halekupere smågrise rutinemæssigt, men alligevel får 97 pct. af alle danske grise klippet halen af. En ny undersøgelse foretaget af Dyrenes Beskyttelse viser, at danskerne hellere vil have grise med haler end billigt svinekød i køledisken.

Hvert sekund mister en dansk gris sin hale

Det er ulovligt at halekupere smågrise rutinemæssigt, men alligevel får 97 pct. af alle danske grise klippet halen af. En ny undersøgelse foretaget af Dyrenes Beskyttelse viser, at danskerne hellere vil have grise med haler end billigt svinekød i køledisken.

Skrevet af:
Britta Riis
Halebid skal ikke bekæmpes ved at klippe halerne af grisene, det skal bekæmpes ved at indrette forholdene i svinestalden, så de tager hensyn til grisens behov
- Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse

I de industrielle svinestalde halekuperes over 30 millioner svin hvert år, hvilket svarer til, at der hvert sekund er en gris, som mister sin hale. Begrundelsen for halekuperingen i den industrielle svineproduktion er, at produktionsomkostningerne skal holdes nede, og at grisene ellers vil bide i hinandens haler.

En ny undersøgelse foretaget af Epinion for Dyrenes Beskyttelse viser dog, at to ud af tre danskere (67 pct.) synes, at forholdene skal ændres, så grisene ikke bider hinanden i halerne, også selv om svinekød vil stige i pris.

”Jeg tror reelt, vi er ved en skillevej, hvor rigtig mange hellere vil have dyrevelfærd i deres indkøbskurv end grise, der er blevet presset og skåret til for at passe ind i en industriproduktion, der ikke tager hensyn til deres behov,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Hvad er halekupering?

Halekupering er et indgreb, der typisk udføres, når grisen er to-tre dage gammel. Med en elektrisk halebrænder klipper landmanden cirka halvdelen af dyrets hale af. Det gør ondt på grisen. Halekupering fører desuden til ændringer i halestumpens nerveender, og at dette øger risikoen for smerter i resten af grisens liv.

Halekupering udføres for at undgå halebid, som forekommer, når grisene i stalden er stressede.

Ny undersøgelse: Grise kan beholde deres haler

Når det kommer til argumentet om, at grisene får klippet halen af for deres egen skyld, så de andre grise ikke bider i den, så er den begrundelse heller ikke reel, mener Britta Riis.

”Halebid mellem grise sker, fordi dyrene er stressede og lever under pressede og unaturlige forhold. Halebid skal ikke bekæmpes ved at klippe halerne af grisene, det skal bekæmpes ved at indrette forholdene i svinestalden, så de tager hensyn til grisens behov,” siger hun.

I dag har industrielle grise på 100 kg kun krav på 0,65m2 pr. dyr, og de har ingen krav på halm – kun rode- og beskæftigelsesmateriale, der ofte består af et par træklodser eller trælister, som en flok grise skal deles om.

Det har længe været kendt, at især halm er godt mod halebid, og at pladsen også spiller ind. En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at halebid kan forebygges i lige så høj grad som ved halekupering blot ved at give grisen 1,2 m2 plads og 150g halm om dagen. Selv om det vil betyde stigende produktionsomkostninger, så viser Dyrenes Beskyttelses undersøgelse, at forbrugerne prioriterer grise med haler over lave priser. Ifølge den samme undersøgelse vil halvdelen af forbrugerne endda gå så langt som, at svinekød fra halekuperede grise helt skal fjernes fra kølediskene.