Nyhed, 23. juni 2022

Hvordan redder vi biodiversiteten?

Der er meget på spil, og vi har travlt, hvis vi skal redde mange arter fra at uddø. Men det kan lade sig gøre, hvis FN lykkes med at samle medlemslandene om en ny, ambitiøs biodiversitetsplan.

Image of Claus nielsen Lyckhage
Claus nielsen Lyckhage,
Chefrådgiver for kommunikation og public affairs
Del artiklen på:
Biodiversitet

Verdens øjne hviler på Nairobi i disse dage. Her samles repræsentanter fra hele verden og skal diskutere FN’s kommende plan for biodiversitet, også kaldet Global Biodiversity Framework. Den sidste plan slog fejl på stort set alle områder, hvor det betyder noget, og derfor er der nu endnu mere pres på for at vedtage en ny biodiversitetsplan som er både ambitiøs og samtidig forpligter medlemmerne til at gøre noget for arternes bevarelse.

”Der bliver talt meget om klimakrisen, men i virkeligheden burde vi tale mindst lige så meget om den nuværende biodiversitetskrise. Hvis ikke vi får bremset den store masseuddøen, kan det få katastrofale konsekvenser for alt liv her på jorden,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse og bestyrelsesformand for World Federation for Animals, en international sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer.

Mødet i Nairobi mellem repræsentanterne fra FN’s medlemslande er en forlængelse af et møde i Schweiz tidligere på året. Repræsentanterne mødes for at diskutere og fastlægge nye retningslinjer i en kommende biodiversitetsplan for de næste 10 års arbejde med biodiversitet og beskyttelse af vilde dyr i alle de lande, der har underskrevet FN’s Biodiversitetskonvention. 

”Der er sket meget siden mødet i Schweiz tidligere på året. Vi har arbejdet intenst på at få ændret retningslinjerne, så dyrevelfærd indarbejdes og man dermed anerkender de tætte forbindelser, der eksisterer mellem naturen og dyrs og menneskers sundhed. Vi er rigtigt glade for, at meget af det, vi har advokeret for, er taget med i det nye udkast. Men vi er ikke i mål, før teksten er forhandlet på plads og vedtaget på COP15-topmødet, der efter planen skal afholdes i Kina til efteråret. Meget kan stadig ske,” siger Britta Riis.

Mødet om FN’s Global Biodiversity Framework afholdes i Nairobi d. 21-26. juni. Datoerne for COP15-topmødet i Kunming, Kina, er endnu ikke fastlagt.

Det arbejder vi for

Sammen med World Federation for Animals, der er en sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer i hele verden, arbejder Dyrenes Beskyttelse for særligt to ting op til, at FN-medlemslandene skal mødes i Kunming, Kina, til efteråret:

  1. At begrebet ”bæredygtig brug” (sustainable use) kun anvendes, når det indebærer, at det ikke er forbundet med negative konsekvenser for hverken enkelte dyrearter eller det økosystem, de lever i. Vi arbejder derfor for, at der kommer strikse kriterier, der sikrer, at når man taler om bæredygtig brug, så skal man så vidt muligt undgå, at dyr på nogen måde lider overlast. Denne udvidelse af begrebet er for eksempel vigtig, da handel med vilde dyr (også den lovlige del) er direkte årsag til tab af biodiversitet i verden. 
  2. At bæredygtighed, dyrevelfærd og sundhed i højere grad ses som forbundne, og at man som følge heraf prioriterer en styrket global indsats for dyrevelfærden. Vi ved, at dyrevelfærd har betydning for både tabet af biodiversitet og udviklingen af sygdomme hos dyr og mennesker. Ved at sammenkæde indsatsen for bedre biodiversitet, global sundhed og dyrevelfærd og aktivt gøre bedre dyrevelfærd til en del af biodiversitetskonventionen, vil man kunne reducere risikoen for fremtidige pandemier og biodiversitetsstab.