Krølle på halen

Krølle på halen

Putter man varer med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” i indkøbskurven, får
man bedre dyrevelfærd med hjem.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Siden 1992 har Dyrenes Beskyttelse arbejdet på at få flere varer med bedre dyrevelfærd i køledisken. Og det er i den grad lykkedes, for i dag producerer mere end 400 landmænd til  ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Mærket sikrer et bedre liv til dyrene, at de kommer ud i det fri i store dele af deres liv, og at de undgår lange dyretransporter, fordi de aldrig transporteres over otte timer. Et af de områder, hvor man kan forbedre dyrevelfærden med indkøbskurven er blandt andet ved at købe svinekød ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Der er store dyrevelfærdsmæssige problemer i den danske industrielle svineproduktion blandt andet, at de fleste grise bliver halekuperet, og at søerne ofte fastspændes, når de skal fare.

Vælger man grisekød med mærket, et man sikker på, at:

• alle grisene har adgang til det fri, kommer ud i den friske luft og har god plads – modsat i den industrielle produktion, hvor pladskravet til svin på 100 kilo er 0,65 kvadratmeter per gris, og de er indenfor hele livet

• søerne føder deres pattegrise i hytter og kan bevæge sig frit rundt – modsat i den industrielle produktion, hvor søerne er fastspændt store dele af deres voksenliv

• ingen grise bliver halekuperet – modsat i den industrielle produktion, hvor så godt som alle grisene bliver halekuperet.

• alle grise har adgang til halm, som de kan bruge til at rode i eller bygge reder af – i den industrielle produktion deles en hel flok ofte om nogle stykker træ eller et par lister, der er monteret på væggen. Varerne kan fås i supermarkeder over hele landet.