Labrador-sagen, 25 dumpede hunde, dyreværnssag

Labrador-sagen: Ofte stillede spørgsmål

Tak for al den hjælp og opmærksomhed, vi har fået i forbindelse med en stor hundesag fra Nordsjælland, hvor 25 hunde er blevet vanrøgtet og sendt til internatet i Roskilde. Før du kontakter os med spørgsmål, kan du læse svar på de oftest stillede spørgsmål her.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Hvordan har hundene det?

  • De er ikke renlige.
  • Der er to tæver med hvalpe. 
  • De voksne hunde er fra 1-3 år gamle. 
  • Hundene har ikke lært at gå i snor og er ikke vant til at komme udenfor. 
  • Der er stor forskel på deres psyke. 3-4 af de voksne hunde er særligt udfordrede at arbejde med. 
  • Hundene fodres otte gange i døgnet. Har ikke haft adgang til vand tidligere. 
  • De æder hinandens afføring straks. Deres æde-adfærd er unormal. De er alle på skånekost.
  • Hundene har udslet, tandsten, enkelte med dårlige ører. Alle har lange negle.
  • De er kraftigt underernærede og understimulerede. 

Hvordan hjælper jeg hundene?

  • SMS: HUND til 1277 og støt med 50 kr.
  • Online: støt indsamlingen
  • Giro: 9541-0002371200, skriv ’Labrador’ i bemærkning
  • MobilePay: 81 88 05 47

 

Kan man donere ting til hundene?

Vi mangler tæpper, hunde-dækkener og aktivitetslegetøj. Det modtages med kyshånd direkte på Roskilde internat, eller afleveres på sekretariatet på Alhambravej 15 på Frederiksberg. Hundene får det korrekte foder sponsoreret af Hills Pet Nutrition, så de får, hvad de skal bruge.

Kan jeg blive plejefamilie for hundene?

Nej, det kan du desværre ikke. Vi beholder dem på Dyrenes Beskyttelses internat, hvor vi overvåger deres sundhed og trivsel.

Kan jeg købe en af hundene?

Det kan vi ikke svare på lige nu. Vi håber på at få hundene juridisk overdraget, så vi kan formidle dem til nye hjem. Hvis vi får det, så skal vi gøre opmærksom på, at vi stiller skarpe krav til de kommende ejere. Det er desværre ikke muligt at skrive sig på venteliste.

Har I brug for praktisk hjælp fra frivillige?

Vi har en masse dygtige frivillige, som er gode til at hjælpe os. Hundene har primært brug for ro og rutiner, så vi vil helst ikke have for mange nye mennesker i huset lige nu. Men tak, fordi du har lyst til at gøre en forskel!

Hvilke kendetegn er der ved labrador retrieveren?

  • Racen har i mange år været blandt Danmarks mest populære hunde, og anses som en robust og sund hund.
  • Den er kendt for sit gode temperament, samarbejdsevner og utrolig tilpasningsdygtig.
  • Racen bruges ofte som jagthund, men også som bombehund, narkohund, blindførerhund, servicehund og schweisshund.
  • Racen er særlig udbredt som familiedyr, og er lærenem og husker godt.
  • Racens evne til at tilpasse sig gør også at den finder sig i det stille liv. Det betyder ikke at det er et godt liv og derfor skal man altid huske at en labrador har brug for fysisk og mental stimulering. Flere daglige lufteture og træning er vigtig for at racen trives i familien.