Kaniner kan blive ligeså gamle som hunde

Længe leve kaninen

Det der interesserer et barn 1. skoledag er næppe interessant, når barnet bliver student. En kanin kan blive lige så gammel som en hund. Det er der bare ikke så mange, der ved. Derfor kommer mange kaniner til at leve et trist liv, når den første eufori har lagt sig og årene går.

Skrevet af:
Pernille Schousboe

Hvor gamle kan kaniner blive?

Kun 20% af den danske befolkning ved, at en kanin kan blive lige så gammel som en hund.

Survey foretaget af Epinion på vegne af Dyrenes Beskyttelse, februar/marts 2022

En kaninunge med sine charmerende oprejste ører og bedårende vatterede hale. Hvem kan stå for det?

Ikke mange – og derfor er kaniner det oplagte valg, når vi skal vælge et kæledyr til familien, men ikke har overskud til en hund eller for den sags skyld en kat. Der er bare lige det problem, at kaninen faktisk ikke er så meget nemmere end en hund eller kat, hvis den skal have sine behov opfyldt. Desuden kan kaninen blive op til 15 år gammel og derfor skal man overveje holdbarheden af sit køb på lige fod med anskaffelsen af en hund eller kat.

Hvis man anskaffer en kanin til et barn på 5 år, så kan man altså have fornøjelse af kaninen til barnet er 20 år gammel og ganske givet har fået nye interesser undervejs. Derfor vil mange familier opleve at kaniner overlever den tid børnene bor hjemme. Det er derfor de samme overvejelser, der ligger bag at få kaniner, som ligger bag at få en hund eller kat.

”Har vi tid, penge, plads og lyst til at passe og pleje en kanin?”. ”Nu, om 6 måneder, og om 10 år”

Det er så vigtigt, at kaninen aldrig er valgt som en nem en løsning til af afslutte en intens plagen om et kæledyr, med en kommentar om ”at så må du også selv passe den”.  Kaniner er skrøbelige dyr, med særlige behov og et barn skal aldrig have aleneansvaret for en kanin. Omvendt kan kaniner være rigtig gode kæledyr, hvis vi holder den på dens egne præmisser

Kaniner er meget intelligente og sociale dyr, der, når de holdes som kæledyr i hjemmet under rette forhold, folder sig ud som kærlige, finurlige, frække dyr med meget store personligheder. De kan klikkertrænes, lære flere forskellige kommandoer, komme når man kalder, bruge legetøj og på mange måder blive en lige så stor del af familien som en hund eller en kat og leve frit uden bur på lige fod med netop hunde og katte.