Meny-slagtere

Meny-slagtere uddannes i Frilandsgris

I samarbejde med Friland A/S har Dyrenes Beskyttelse i maj måned deltaget i et uddannelsesforløb af ca. 25 slagtere fra Meny-kæden under temaet ”Frilandsgris-konceptet”.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” blev oprindeligt lanceret i 1992 til netop at understøtte frilandsgris-konceptet.

Det er derfor naturligt at foreningen fortsat understøtter og deltager i uddannelsesaktiviteter, der har fokus på at fremme salget af dette koncept.

Formålet med uddannelsesforløbet var konkret at give slagterne et indblik i produktionen af Frilandsgrise, samt de generelle dyrevelfærdsprincipper for produktion under mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Stadig flere forbrugere efterlyser nemlig mere viden om, hvorledes deres fødevarer er produceret, herunder niveauet af dyrevelfærd.

Netop den gode dyrevelfærd var en væsentlig del af kursusforløbet, idet slagterne ved selvsyn kunne opleve dette ved et besøg hos landmand Jan Gram Pedersen, som fremviste sin produktion af frilandsgrise på gården i Sdr. Felding og svarede på spørgsmål fra de interesserede slagtere.

Uddannelsesforløbet blev afsluttet med en test, og hver slagter fik slutteligt tildelt et diplom som dokumentation for deltagelse i uddannelsen.