Tjalfe ligger i bagagerummet med åben bagsmæk og kigger ud på sin ejer, Martin., som glad gengælder blikket.
Martin og Tjalfe er et af mange vellykkede match, når dyr fra Dyrenes Beskyttelses internater finder nye gode hjem. Tjalfe og Martin er på vej til DM i lydighed. Foto: Cathrine Cocks

Mesterligt makkerpar: Fra internat til DM i lydighed

I oktober 2020 blev der født otte hvalpe på Nordjyllands Internat. En af hvalpene flyttede ind hos Martin, og her startede en spændende rejse, som nu har resulteret i en plads til DM i lydighed.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

I oktober 2020 fødte den svigtede hund Shela otte skønne hvalpe på Nordjyllands internat. En af hvalpene flyttede ind hos Martin, som specifikt ønskede sig en hund fra et internat, fordi han har tiden og overskuddet til at hjælpe.

 – Vi var så heldige at blive udvalgt til at få en af Shelas skønne hvalpe. Vi faldt for en lille lækker og lidt forsigtig hanhund, der på det tidspunkt hed Arne. Vi omdøbte ham senere til Tjalfe, siger Martin, Tjalfes ejer.

Tjalfes mor, Shela, var en krydsning af blandt andet en rottweiler. Det stod fra starten klart, at Tjalfe ville blive en stor hund. Heldigvis var Martin klar til at gå til træning med ham, og det skulle vise sig at blive en fælles passion og glæde for hund og ejer. 

Vild med lydighed

Det var ikke planen, at Tjalfe skulle være konkurrencehund. Det viste sig bare hurtigt, at den store, blide hund elskede tiden på træningspladsen, især når der var lydighed på programmet.

 – I begyndelsen prøvede vi lidt forskellige typer træning af for at finde ud af, hvad der fungerede bedst for os. Tjalfe nød træningen fra starten, så det var bare med at finde det, han var mest motiveret for, og så bare nørde det, siger Martin. 

Martin og Tjalfe har trænet både Dansk Kennel Klub i Aabybro og senere i Danmarks Civile Hundeførerforening (DCH) i Hjørring. Det skulle vise sig at blive lydighed, der blev deres helt store passion. Med god støtte fra Martins kæreste, Jannie, er det gået rigtig godt for de to venner, som begyndte at gå til konkurrencer sammen.

 – Jannie kender rigtig meget til DCH og er også dommer ved konkurrencer. Hun har derfor hjulpet og guidet mig rigtig meget. De første gange, vi var til konkurrencer, gik det over al forventning, og vi fik derfor hurtigt point nok til at kunne rykke videre op i klasserne, siger Martin. De gode resultater gav blod på tanden, og efter kort tid var Martin og Tjalfe udvalgt til at deltage i danmarksmesterskaberne. 

– Det var en kæmpe oplevelse for både Tjalfe og mig. Vi nyder hver en træning og hver en konkurrence og uanset resultatet, så lærer vi noget og får kvalitetstid sammen. Han opførte sig eksemplarisk, selv om vi ikke vandt. Nu rykker vi en klasse op, så det bliver selvfølgelig en udfordring, siger Martin.

En blid kæmpe

Tjalfe er blevet en fantastisk familiehund, fortæller Martin. Han er en kæmpe på hele 60 kilo, men han har et mildt sind. Til oktober fylder han tre år, og han er virkelig landet i sit drømmehjem. Desværre mistede Martin og Jannie deres gamle hund, Rollo, som var som en storebror for Tjalfe. Det varede dog ikke længe, før han selv blev storebror. – Tjalfe har fået sig en lillebror, Amigo, på knap et år, så her er liv og glade dage. Tjalfe er utrolig dejlig. Han er rolig, glad og passer på hele sin familie, så vi er lykkelige for, at han flyttede ind lige netop hos os, siger Martin. Familien tæller nu Martin, Jannie, fire børn og to hunde.

Tjalfe blev født på Nordjyllands Internat, hvor han tilbragte de første uger. Her er han som led i sin adfærdstræning en tur på stranden.

Den drægtige Shela fødte sine otte hvalpe på Nordjyllands Internat. Tjalfe var blandt hvalpene i hendes kuld, som tilbragte de første otte uger på internatet.

Tjalfe er blevet en stor, lydig og glad hund hos sin ejer Martin, der adopterede Tjalfe som hvalp fra Nordjyllands dyreinternat. Selvom Tjalfe er sort, er ligheden med hans mor, Shela, slående.