Fyns Internat modtog i 2019 39 % flere katte

Ny rekord: 39 % flere katte på Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn

Med en stigning på 39 pct. i forhold til 2018 har Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn aldrig nogensinde før modtaget så mange katte som sidste år. 2019 blev således rekordår for antallet af svigtede katte på Fyn.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Dyrenes Beskyttelse står for at håndtere to ud af tre internatkatte i Danmark, og 2019 har været et hektisk år for dyrevelfærdsorganisationens internat på Fyn. Internatet modtog i alt 1.863 ejerløse katte og killinger, hvilket var en stigning på hele 39 pct. sammenlignet med året før.

”2019 er uden tvivl vores hidtil travleste år. Vi har, i de 6 år vi har eksisteret, oplevet en stigning i antallet af katte hvert år, men det var stadig intet sammenlignet med 2019. Vi måtte lukke af flere omgange, og sende katte videre til Brande Internat, fordi vi simpelthen ikke havde mere plads”, fortæller Lene Frahm, internatsleder ved Fyns Internat.

2019 kan stadig mærkes i 2020

De mange katte, som internatet modtog sidste år, har sat spor ind i 2020. Der er stadig katte, som søger nye hjem, hvor der normalt på dette tidspunkt er forholdsvis tomt. Det er en udvikling, der skaber bekymring på internatet, som sidste år nåede loftet for antallet af katte de kunne tage ind.

”Vi har først i denne uge fået de sidste killinger tilbage fra plejefamilierne. Hidtil har vi ikke haft så lang en sæson, men 2019 er bare fortsat og fortsat. Det betyder også, at vi først nu har kunne åbne for at hjælpe katte indleveret fra privatpersoner, hvilket vi normalt gør allerede i november. Det har bare ikke været muligt med alle de svigtede og efterladte katte vi havde 2019”, fortæller Lene Frahm.

Normalt starter kattesæsonen først i april, men de første drægtige katte er allerede så småt begyndt at dukke op. Derfor frygter Lene Frahm, at 2020 kan blive et lige så stort, måske værre, katteår som 2019 var.

Fyns internatet løb ekstra hurtigt i 2019, men de fik heldigvis hjælp for at kunne håndtere særligt de mange killinger. 170 frivillige plejefamilier tog i alt 907 katte og killinger i pleje. Dette er procentstigning på 85 % fra 2018, hvor der var tilknyttet 92 plejefamilier til Fyns Internat. Netop denne kæmpe støtte fra frivillige kræfter har gjort det muligt at hjælpe de mange katte og killinger.

Kattemanifest for bedre velfærd

Det anslås, at omkring 650.000 katte holdes som kæledyr herhjemme. Hertil kommer et ukendt antal ejerløse katte. Men velfærden halter for kattene. Hvert år overlades flere tusinde til deres egen skæbne. Katte løber bort, og bliver aldrig genforenet med deres ejer. De bliver syge, og der er ikke nogen til at tage sig af dem.

Siden midten af december har borgere, virksomheder og organisationer kunne bakke op om et kattemanifest, der kalder på bedre velfærd for Danmarks katte. Det har omkring 36000 borgere og 160 organisationer og virksomheder allerede gjort.

Læs manifestet og skriv under på www.kattelovnu.dk

  • Del artiklen på: