De 8 killinger

Nyfødte killinger dumpet i hundeskov

I midten af maj fik en kvinde sig en grim forskrækkelse, da hun luftede sin hund i en hundeskov ved Nykøbing Mors. I en forladt papkasse fandt hun nemlig 8 nyfødte killinger, efterladt alene til deres egen skæbne.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Sommeren er højsæson for svigtede og dumpede dyr. Det fik en kvinde fra Nykøbing Mors helt tæt på, da hun luftede sin hund i den lokale hundeskov i midten af maj. På turen rundt på fritløbsområdet fandt hun nemlig en forladt papkasse, og heldigvis besluttede hun at kigge i kassen, da hun ikke normalt syntes, at der stod efterladte papkasse inde i hundeskoven.

Det viste sig at være 8 nyfødte killingers held. De var nemlig blevet dumpet i papkassen i området. Helt alene og overladt til sig selv.

Et populært lufteområde

Kvinden der fandt killingerne, skyndte sig at tage kassen med sig, og ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, for at få hjælp til de små. Kredsformand Marianne blev sat på sagen, og skyndte sig afsted for at hente killingerne, så de kunne blive tjekket ved dyrlægen og få den omsorg og pleje de havde brug for.

Området hvor kvinden luftede sin hund er meget populært. Der kommer mange hunde og deres ejere forbi hver dag, så killingerne blev heldigvis fundet hurtigt. Det er dog fuldstændig uacceptabelt og uforståeligt at nogen vælger at dumpe nyfødte killinger, særligt et sted der er så udsat.

Eftersom der hver dag kommer mange forbi ved området, forsøgte kvinden at forhøre sig for at finde killingernes ejer, men ingen havde desværre set noget eller nogen.

Viborg Internat fandt adoptivmissemødre

Da kredsformand Marianne hentede killinger, skynder hun sig først at tjekke, at de kunne komme af med deres afføring og sørge for at de fik lidt mad og væske.

Killingerne blev herefter kørt til Viborg Internat hvor de blev tjekket af dyrlæge og internatleder Lise Svejgaard. Heldigvis var de i god behold, og de blev derfor sendt afsted i pleje, så de kunne få den bedste start på livet i en kærlig familie, indtil de var klar til at finde deres nye hjem.

De næste uger er killinger ude ved kærlige plejemødre. Alle killinger nu fået en adoptivmissemor, og de har det derfor rigtig godt og får alt den omsorg og kærlighed de har brug for.